← Haagerbørnebeskyttelseskonventionsloven

§ Haagerbørnebeskyttelseskonventionsloven · kapitel 1 af 7

KAPITEL I – KONVENTIONENS ANVENDELSESOMRÅDE

LBK nr 777 af 07/08/2019

Artikel 1

  1. Denne konvention har til formål:

a) at afgøre, hvilken stats myndigheder der har kompetence til at træffe foranstaltninger med henblik på beskyttelse af et barns person eller formue;

b) at afgøre, hvilken lov der skal anvendes af de pågældende myndigheder under udøvelsen af deres kompetence;

c) at afgøre, hvilken lov der skal anvendes på forældreansvar;

d) at sikre anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne beskyttelsesforanstaltninger i alle kontraherende stater;

e) at etablere det samarbejde mellem myndighederne i de kontraherende stater, der måtte være nødvendigt for at opfylde denne konventions formål.

  1. I denne konvention omfatter udtrykket »forældreansvar« forældremyndighed eller ethvert tilsvarende myndighedsforhold, der er bestemmende for de rettigheder, beføjelser og forpligtelser, der gælder for forældre, værger eller andre retlige repræsentanter i forhold til et barns person eller formue.

Artikel 2

Denne konvention finder anvendelse på børn fra tidspunktet for deres fødsel, indtil de er fyldt 18 år.

Artikel 3

De i artikel 1 omhandlede foranstaltninger kan navnlig vedrøre:

a) tildeling, udøvelse, hel eller delvis frakendelse af forældreansvar samt delegation heraf;

b) forældremyndighed, herunder retten til at drage omsorg for barnets person og navnlig retten til at bestemme, hvor barnet skal bo, samt samvær, herunder retten til at bringe barnet til et andet sted end dets sædvanlige opholdssted for et begrænset tidsrum;

c) værgemål, samværgemål og lignende retsinstitutter;

d) udpegelse af en person eller myndighed, der skal tage sig af barnets person eller formue, og som skal repræsentere eller bistå barnet, samt fastlæggelse af en sådan person eller myndigheds opgaver;

e) anbringelse af barnet hos en plejefamilie eller på en institution eller i et kafala - plejeforhold eller lignende plejeforhold;

f) en offentlig myndigheds tilsyn med den omsorg for et barn, der varetages af enhver person, der har barnet i sin varetægt;

g) forvaltning eller bevarelse af et barns formue eller disponering herover.

Artikel 4

Denne konvention finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende:

a) fastlæggelse eller anfægtelse af forældre-barn-forhold;

b) afgørelser om adoption, adoptionsforberedende foranstaltninger, omstødelse af adoption eller ophævelse af adoptivforhold;

c) barnets for- og efternavne;

d) myndighed;

e) underholdspligt;

f) trusts og arv;

g) social sikring;

h) offentligretlige foranstaltninger af generel karakter vedrørende uddannelse og sundhed;

i) foranstaltninger, der er truffet som følge af strafbare handlinger begået af børn;

j) afgørelser om retten til asyl og om indvandring.