§ Bekendtgørelse af lov om dansk turisme · kapitel 7 af 12
Kapitel 1 – Det Nationale Turismeforum
LBK nr 242 af 15/03/2019
Formål m.v.
§ 1. Erhvervsministeren opretter Det Nationale Turismeforum.
§ 2. Det Nationale Turismeforum har til formål at styre og koordinere den offentlige turismefremmeindsats i Danmark.
§ 3. Til fremme af det formål, der er nævnt i § 2, varetager Det Nationale Turismeforum følgende opgaver:
-
Udarbejdelse af en national strategi for dansk turisme, som skal fastlægge de centrale prioriteter og mål for dansk turisme.
-
Bidrage til strategien for den decentrale erhvervsfremmeindsats.
-
Indsamling af viden om turisme og igangsættelse og udarbejdelse af analyser, herunder en større årlig analyse af udviklingen i dansk turisme.
-
Udarbejdelse af en årlig rapport til erhvervsministeren.
-
Koordinering af den offentlige turismefremmeindsats med udgangspunkt i den nationale strategi for dansk turisme.
Stk. 2. Det Nationale Turismeforum skal følge udmøntningen af den nationale strategi for dansk turisme.
Stk. 3. Det Nationale Turismeforum skal aktivt arbejde for, at der er sammenhæng i den offentlige turismefremmeindsats, og at der ikke etableres overlappende turismefremmeindsatser.
Stk. 4. Det Nationale Turismeforum sekretariatsbetjenes af Erhvervsministeriet.
Stk. 5. Erhvervsministeren kan henlægge varetagelsen af andre opgaver til Det Nationale Turismeforum.
Ledelsesmæssige forhold
§ 4. Det Nationale Turismeforum består af 1 formand og 9 andre medlemmer. Formanden og medlemmerne udpeges af erhvervsministeren for en periode på op til 4 år. De pågældende kan genudpeges en gang.
Stk. 2. Det Nationale Turismeforum består ud over formanden af:
-
Bestyrelsesformanden i Visitdenmark.
-
Bestyrelsesformanden i Wonderful Copenhagen.
-
Bestyrelsesformanden i Dansk Kyst- og Naturturisme.
-
2 medlemmer, som udpeges efter indstilling fra KL.
-
3 medlemmer fra erhvervslivet.
-
1 medlem, som er turismeforsker.