§ Bekendtgørelse af lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond · kapitel 14 af 14
Kapitel 7 – Sanktioner, forældelse og ikrafttræden m.v.
LBK nr 160 af 07/02/2019
§ 17. Er der i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om tilskud fra Regionalfonden eller Socialfonden eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Regionalfonden eller Socialfonden afgivet urigtige oplysninger eller fortiet omstændigheder, som er af betydning for berettigelsen af det ydede tilskud, eller er der i øvrigt uberettiget modtaget tilskud fra Regionalfonden eller Socialfonden, skal det med urette modtagne tilskud tilbagebetales med tillæg af renter.
Stk. 2. Er der i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om tilskud fra Regionalfonden eller Socialfonden eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Regionalfonden eller Socialfonden udvist svigagtigt forhold, kan erhvervsministeren bestemme, at den, der er ansvarlig for ansøgningens indgivelse eller for projektets gennemførelse, foruden at tilbagebetale det modtagne tilskud med tillæg af renter skal udelukkes fra at modtage tilskud til projekter fra Regionalfonden eller Socialfonden i et bestemt tidsrum.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte forhold straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Stk. 1-4 gælder tillige for indgivelse af en ansøgning om eller i forbindelse med gennemførelsen af et projekt med tilskud fra Erhvervsministeriets midler til medfinansiering af Regionalfondens og Socialfondens aktiviteter.
§ 18. Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er finansieret af såvel nationale midler som EU-midler, forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de gældende forordninger.
§ 19. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 254 af 12. april 2000 om administrationen af tilskud fra Den Europæiske Socialfond og lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og tilhørende statslig medfinansiering, jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 31. august 2000.
Stk. 3. Ansøgninger, der er modtaget før den 1. januar 2007 i henhold til de i stk. 2 nævnte love, og dertil knyttede projekter behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. Ansøgninger, der er modtaget efter den 1. januar 2007, og dertil knyttede projekter vedrørende anvendelse af uforbrugte regionalfonds- og socialfondsmidler fra programperioden 2000-2006 behandles efter de hidtil gældende regler. Dog finder § 10 i denne lov anvendelse for tildelingen af disse midler.
§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
Lov nr. 718 af 25. juni 2010 (Rekonstruktion m.v.)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 55
Stk. 1. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.3)
Stk. 2-10. (Udelades)
Lov nr. 1231 af 18. december 2012 (Obligatorisk digital kommunikation og tilpasninger som følge af ressortoverførsel m.v.)4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 69
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2013.
Stk. 2. Administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af de hidtidige bestemmelser, vedbliver at være i kraft, indtil de ændres eller ophæves.
Lov nr. 126 af 11. februar 2014 (Tilpasning af reglerne for administration af forordningerne om Regionalfonden og Socialfonden m.v.)5) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.6)
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på ansøgninger og dertil knyttede projekter, der er modtaget før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Stk. 3. For ansøgninger, der er modtaget efter lovens ikrafttræden, og dertil knyttede projekter vedrørende anvendelse af uforbrugte regionalfonds- og socialfondsmidler fra programperioden 2007-2013 finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Lov nr. 1537 af 18. december 2018 (Ændringer af indstillingsretten vedrørende midler fra EU’s regionalfond og socialfond m.v.)7) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2019
Erhvervsstyrelsen, den 7. februar 2019
Katrine Winding
/ Preben Gregersen
Officielle noter
-
I loven er der medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 320, om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 289, om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 470, om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 259, om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke de nævnte forordningers umiddelbare gyldighed i Danmark.
-
Lovændringen vedrører § 6, stk. 2, nr. 3.
-
Loven er trådt i kraft den 1. april 2011, jf. bekendtgørelse nr. 208 af 15. marts 2011.
-
Lovændringen vedrører § 6 a, § 6 b, § 6 c, overskriften til kapitel 5, § 15, stk. 2-5.
-
Lovændringen vedrører fodnoten til lovens titel, § 1, stk. 3 og 4, § 2, 1. pkt., § 3, stk.1, 2. pkt., § 6, stk. 2, nr. 1, overskriften til kapitel 3, § 9, stk. 1, 1. pkt., § 9, stk. 2, § 12 a, § 16, stk. 1 og 7, og bilag 1-3.
-
Loven er trådt i kraft den 21. februar 2014, jf. bekendtgørelse nr. 141 af 18. februar 2014.
-
Lovændringen vedrører § 5, § 5, stk. 2, § 6 a, stk. 4, 1. pkt., overskriften til kapitel 3, § 10, § 11, § 12, § 16, stk. 3 og § 17, stk. 1.