← Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

§ Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. · kapitel 42 af 58

Kapitel 13

LBK nr 1047 af 14/10/2019

Markedsføring i Danmark af andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, af forvaltere med registreret hjemsted i Danmark

§ 76. Forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, som forvalter alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan markedsføre disse fondes andele til professionelle investorer i Danmark, hvis betingelserne i §§ 77-80 er opfyldt.

Stk. 2. Hvis den alternative investeringsfond, som forvalteren ønsker at markedsføre i Danmark, er en feederfond, er det en betingelse for, at forvalteren må markedsføre fonden inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at masterfonden ligeledes er fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og at masterfonden forvaltes af en forvalter fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

§ 77. Forvaltere af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, der i Danmark ønsker at markedsføre alternative investeringsfonde fra Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal indgive anmeldelse til Finanstilsynet for hver fond forud for markedsføring.

Stk. 2. Anmeldelsen efter stk. 1 skal være skriftlig og omfatte følgende dokumentation og oplysninger:

  1. En driftsplan med en entydig identifikation af de alternative investeringsfonde, som forvalteren planlægger at markedsføre, og oplysning om, hvor fondene er etableret.

  2. Hver fonds regler eller vedtægter.

  3. Angivelse af hver fonds depositar.

  4. De oplysninger, som er tilgængelige for investorerne, om de alternative investeringsfonde.

  5. Oplysninger om, hvor masterfonden er etableret, hvis en af fondene er en feederfond.

  6. Eventuelle yderligere oplysninger, jf. § 62, stk. 1, om hver fond, som forvalteren har til hensigt at markedsføre.

  7. Hvor det er relevant, oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at andele i fonden markedsføres til detailinvestorer, også når forvalteren benytter uafhængige enheder til at levere investeringsydelser i forbindelse med fonden.

§ 78. Senest 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse i henhold til § 77, stk. 2, skal Finanstilsynet give forvalteren meddelelse om, hvorvidt forvalteren kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark. Afslag på markedsføring må kun meddeles, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke er i overensstemmelse med denne lov og regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke overholder denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Forvalteren kan påbegynde markedsføring af den alternative investeringsfond i Danmark fra den dato, hvor Finanstilsynet har underrettet forvalteren om, at markedsføring kan påbegyndes.

Stk. 3. Såfremt Danmark ikke er hjemland for den alternative investeringsfond, skal Finanstilsynet umiddelbart efter at have truffet afgørelse om, at den alternative investeringsfond kan markedsføres i Danmark, tillige underrette de kompetente myndigheder i den alternative investeringsfonds hjemland om, at forvalteren kan påbegynde markedsføring af andele i fonden i Danmark.

§ 79. Forvalteren skal skriftligt underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 77, stk. 2. For planlagte ændringer skal underretningen ske, senest 1 måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændringen har fundet sted.

Stk. 2. Hvis de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil kunne overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren, at denne ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af meddelelsen i stk. 1.

Stk. 3. Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 17.

§ 80. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for

  1. formen og indholdet af den anmeldelse, som forvalteren skal sende til Finanstilsynet forud for markedsføring i henhold til § 77, og

  2. formen for den skriftlige underretning, som forvalteren skal indsende til Finanstilsynet, jf. § 79, stk. 1, om planlagte eller indtrufne ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 77, stk. 2.

Markedsføring i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, af andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, af en forvalter med registreret hjemsted i Danmark

§ 81. En forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i Danmark, der ønsker at markedsføre andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, til professionelle investorer i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal give Finanstilsynet meddelelse herom.

Stk. 2. Anmeldelsen efter stk. 1 skal være skriftlig og omfatte følgende dokumentation og oplysninger:

  1. En driftsplan med en entydig identifikation af de alternative investeringsfonde, som forvalteren planlægger at markedsføre, og oplysning om, hvor fondene er etableret.

  2. Hver fonds regler eller vedtægter.

  3. Angivelse af hver fonds depositar.

  4. En beskrivelse af de fonde, som er tilgængelige for investorer.

  5. Oplysninger om, hvor masterfonden er etableret, hvis en af fondene er en feederfond.

  6. Eventuelle yderligere oplysninger, jf. § 62, stk. 1, om hver fond, som forvalteren har til hensigt at markedsføre.

  7. Oplysninger om den eller de medlemsstater, hvor forvalteren har til hensigt at markedsføre andele til professionelle investorer for hver fond.

  8. Oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at markedsføre fonde, og eventuelle oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre, at andele i hver fond markedsføres til detailinvestorer, også når forvalteren benytter uafhængige enheder til at levere investeringsydelser i forbindelse med fonden.

§ 82. Den i § 81 nævnte anmeldelse skal udfærdiges på et sprog, der er gængs i den internationale finansverden.

§ 83. Hvis den alternative investeringsfond, som forvalteren ønsker at markedsføre i henhold til § 81, er en feederfond, er det en betingelse for, at forvalteren må markedsføre fonden i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, at masterfonden ligeledes er fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og at masterfonden forvaltes af en forvalter med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde.

§ 84. Senest 20 arbejdsdage efter at have modtaget en fuldstændig anmeldelse, som opfylder betingelserne i §§ 81 og 82, skal Finanstilsynet fremsende anmeldelsen til de kompetente myndigheder i det land, hvor det er hensigten at den alternative investeringsfond skal markedsføres. Finanstilsynet fremsender kun anmeldelsen, hvis forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond er i overensstemmelse med denne lov og regler udstedt i medfør heraf og forvalteren i øvrigt overholder denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Finanstilsynet vedlægger en erklæring om, at forvalteren har tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde med en investeringsstrategi, som den pågældende alternative investeringsfond følger.

§ 85. Når Finanstilsynet har sendt anmeldelsen til de kompetente myndigheder i værtslandet, jf. § 84, underretter Finanstilsynet straks forvalteren om fremsendelsen. Forvalteren kan påbegynde markedsføringen af den alternative investeringsfond i værtslandet fra datoen for denne underretning.

Stk. 2. Hvis den alternative investeringsfond har hjemland i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, end værtslandet, skal Finanstilsynet tillige underrette de kompetente myndigheder i den alternative investeringsfonds hjemland om, at forvalteren kan påbegynde markedsføring af andele i fonden i værtslandet.

§ 86. Forvalteren skal skriftligt underrette Finanstilsynet, hvis der sker væsentlige ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 81, stk. 2. For planlagte ændringer skal underretningen ske, senest 1 måned inden ændringerne iværksættes. Uforudsete ændringer skal meddeles Finanstilsynet, straks efter at ændringen har fundet sted.

Stk. 2. Hvis de planlagte ændringer medfører, at forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere vil være i overensstemmelse med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren i øvrigt ikke længere vil kunne overholde denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, kan Finanstilsynet påbyde forvalteren, at denne ikke må iværksætte ændringerne. Finanstilsynet skal meddele forvalteren dette straks efter modtagelse af meddelelsen i stk. 1.

Stk. 3. Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved forvalterens forvaltning af den alternative investeringsfond ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis forvalteren på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den alternative investeringsfond eller inddrage forvalterens tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde, jf. § 17.

Stk. 4. Hvis de meddelte ændringer ikke er i strid med reglerne i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven, underretter Finanstilsynet straks de kompetente myndigheder i forvalterens værtsland om ændringerne.

§ 87. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for

  1. formen og indholdet af den anmeldelse, som forvalteren skal sende til Finanstilsynet forud for markedsføring i henhold til §§ 81 og 82, og

  2. formen for den skriftlige underretning, som forvalteren skal indsende til Finanstilsynet, jf. § 86, stk. 1, om planlagte eller indtrufne ændringer i de oplysninger, der er afgivet i henhold til § 81.

Markedsføring i Danmark af andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, af en forvalter med registreret hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område

§ 88. En forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i henhold til regler, der gennemfører direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde, og som ønsker at markedsføre andele i alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, over for professionelle investorer i Danmark, kan begynde denne markedsføring fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i forvalterens hjemland har underrettet forvalteren om, at de har fremsendt en anmeldelse og erklæring herom til Finanstilsynet i henhold til reglerne i direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om markedsføringen omhandlet i stk. 1.