§ Bekendtgørelse af lov om frikommunenetværk · kapitel 17 af 20
Kapitel 7 – Ældreministerens område
LBK nr 831 af 25/06/2018
§ 27 l. Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder kan fravige reglerne om dokumentation og indberetninger til Sundheds- og Ældreministeriet ved brug af midler fra klippekortordningen til plejehjemsbeboere.
§ 28. Ældreministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde og i frikommunenetværket om mere sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder kan tilbyde borgere, der er visiteret til ydelser efter § 83 i lov om social service, jf. §§ 88-90 i lov om social service, tilkøbsydelser.
Stk. 2. Ældreministeren godkender forsøg efter stk. 1 på baggrund af en samlet vurdering. Godkendelsen er betinget af, at kommunalbestyrelsen redegør for, hvorledes ordningen tilrettelægges, således at følgende krav er opfyldt:
-
Tilkøbsydelser må ikke træde i stedet for de ydelser, som borgeren er berettiget til efter lov om social service eller anden lovgivning.
-
Prisen på tilkøbsydelsen skal afspejle de gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved at tilrettelægge og levere tilkøbsydelsen.
-
Konkurrenceforvridende effekter og krydssubsidiering må ikke forekomme.
-
Kommunalbestyrelsen må ikke opnå en økonomisk fortjeneste på tilkøbsydelser eller opkræve en lavere pris, end omkostningerne til tilrettelæggelse og levering af tilkøbsydelserne kan begrunde.
-
Den enkelte borger, der benytter sig af tilkøbsydelser, skal være indforstået med tilkøbets omfang og pris.
-
Tilkøbet skal ske på borgerens eget initiativ.
Stk. 3. Der kan ikke godkendes forsøg efter stk. 1, der indebærer, at borgere, der er visiteret til ydelser efter § 85 i lov om social service, kan tilkøbe ydelser, som er omfattet af § 85 i lov om social service.
§ 29. Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om mere sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder kan træffe beslutning om, at § 151, stk. 2, 1. pkt., og § 151 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om social service fraviges, således at et anmeldt tilsyn kan træde i stedet for et uanmeldt tilsyn.
Kapitel 7 a
Undervisningsministerens område
§ 29 a. Undervisningsministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om børn som vores vigtigste ressource kan fravige bestemmelserne i folkeskolelovens § 17, stk. 1, § 25 og § 25 a, stk. 1 og 5.
Stk. 2. Forsøg efter stk. 1 kan ikke iværksættes på samtlige folkeskoler i den pågældende frikommune. Elever på skoler, der er omfattet af forsøg efter stk. 1, herunder elever, der hører til den pågældende skoles distrikt, har krav på at blive overflyttet til en anden folkeskole i kommunen, såfremt eleven eller dennes forældre ikke ønsker at være omfattet af forsøget.
§ 29 b. Undervisningsministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om børn som vores vigtigste ressource kan fravige folkeskolelovens § 28, stk. 2.