Planloven § 6s

§ 6

Stk. 1. Sager om VVM-pligtige anlæg efter lov om planlægning, der ikke er færdigbehandlet af regionplanmyndigheden den 1. januar 2007 oversendes til vedkommende kommunalbestyrelse eller til miljøministeren i de sager, hvor ministeren har overtaget kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser efter regler fastsat i henhold til § 11 i, stk. 1. Kommunalbestyrelsen eller ministeren behandler sagen efter reglerne i lov om planlægning som ændret ved denne lov.

Stk. 2. Kommuneplaner, der er tilvejebragt efter de hidtidige planlove, opretholdes, indtil de ændres efter reglerne i lov om planlægning som ændret ved denne lov. Dette gælder også kommuneplaner i sammenlagte eller delte kommuner, der er tilvejebragt af de hidtidige kommunalbestyrelser.

Stk. 3. Kommuneplanforslag, som vedrører arealer i kommuner, som sammenlægges eller deles, og som ikke er endeligt vedtaget den 1. januar 2007, færdigbehandles af kommunalbestyrelsen i den eller de kommuner, hvor arealerne er beliggende efter den nævnte dato.

Stk. 4. De i medfør af lov om planlægning udstedte regler eller beslutninger opretholdes, indtil de ophæves eller ændres i medfør af lov om planlægning som ændret ved denne lov.

Kilde: Retsinformation.dk