Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 60

§ 60. Når et medlem har arbejdet på nedsat tid i sammenlagt 30 uger inden for de seneste 104 uger i måneder, hvor medlemmet har fået udbetalt supplerende dagpenge efter § 59, stk. 1, udløber retten til supplerende dagpenge. Et medlem er ikke omfattet af 1. pkt., hvis medlemmet udelukkende arbejder på nedsat tid som brandmand. Et medlem arbejder på nedsat tid i 1 uge, når arbejdstiden er kortere end 37 timer. En uge indgår dog ikke i tidsbegrænsningen efter 1. pkt., hvis der er foretaget fradrag i udbetalingen af dagpenge for mindst 37 timer vedrørende ugen.

Stk. 2. Udløber retten til supplerende dagpenge, kan der uanset stk. 1 udbetales supplerende dagpenge efter § 59, stk. 1, for 1 måned, hvor et medlem arbejder på nedsat tid. Dog medfører 1 uge, hvor et medlem har arbejdet, fradrag med mindst 37 timer i udbetalingen af dagpenge for måneden.

Stk. 3. Retten til supplerende dagpenge kan genoptjenes. Genoptjeningen af retten til supplerende dagpenge er betinget af, at retten til supplerende dagpenge er udløbet, jf. stk. 1, og at medlemmet herefter

  1. i henhold til lov om et indkomstregister som lønmodtager inden for 12 sammenhængende måneder har fået indberettet mere end 146 løntimer i hver af seks månedsindberetninger, mere end 34 løntimer i hver af 26 ugeindberetninger eller mere end 68 løntimer i hver af 13 14-dagesindberetninger, jf. dog § 52,

  2. har B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, omregnet til timer med omregningssatsen efter § 52, og som ikke indgår i en selvstændig virksomhed og opfylder kravet i nr. 1 eller

  3. har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i mindst 26 uger inden for 12 måneder.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om anvendelsen af denne bestemmelse. Der kan herunder fastsættes regler for arbejdsforhold, hvori der arbejdes periodevis. Der kan endvidere fastsættes regler om, at visse perioder, for hvilke der ikke indberettes løntimeoplysninger til indkomstregisteret, kan medregnes til opfyldelsen af beskæftigelseskravet, og om, at der kan udbetales supplerende dagpenge i den måned, hvor retten til supplerende dagpenge udløber.

Kilde: Retsinformation.dk