Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 49

§ 49. For lønmodtagere opgøres indtægtsgrundlaget, jf. § 48, stk. 1, 2. pkt., på grundlag af indtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister i de måneder, som danner grundlag for en beregningsperiode, jf. stk. 2. Ved opgørelsen medregnes B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. B-indkomst, som indgår i opgørelsen af en virksomheds overskud eller underskud, kan ikke medregnes ved opgørelsen.

Stk. 2. Beregningsperioden opgøres som de 12 måneder med den højeste indkomst inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden, som er indberettet til indkomstregisteret, jf. stk. 1, jf. dog stk. 3. Beregningsperioden kan forlænges efter reglerne i § 53, stk. 10, hvis der i perioden på 24 måneder forekommer følgende forhold:

  1. Perioder, hvor medlemmet modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge,

  2. perioder, hvor medlemmet modtager dagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, eller

  3. perioder, hvor medlemmet modtager støtte efter lov om social service til pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem.

Stk. 3. Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder forud for ledighedens indtræden den fornødne indtægt, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i alle måneder med indtægt inden for perioden på 24 måneder. Foreligger der ikke inden for de seneste 24 måneder indtægt, jf. stk. 2, beregnes dagpengenes størrelse på baggrund af indtægten i en periode på 36 måneder.

Stk. 4. Den hidtidige arbejdsfortjeneste for selvstændige erhvervsdrivende opgøres på grundlag af årsindtægten ved den selvstændige virksomhed.

Stk. 5. Til medlemmer, som har opnået ret til dagpenge efter § 54, udbetales dagpenge med et beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70, til medlemmer, der har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt. Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Hvis medlemmet efter uddannelsens afslutning i mindst 3 måneder har fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette beløb, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten, jf. § 54. Herefter beregnes medlemmets dagpenge efter § 48.

Stk. 6. Til et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter § 53, stk. 7, nr. 1, på grundlag af aftjening af værnepligt eller ansættelse på værnepligtslignende vilkår, udbetales dagpenge med 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og med 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt. Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Har medlemmet ret til en højere dagpengesats efter § 48, kan der udbetales dagpenge med en højere sats efter §§ 47 og 70. Har medlemmet efter afslutningen af værnepligten eller ansættelsen på værnepligtslignende vilkår i mindst 3 måneder fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten.

Stk. 7. Udbetaling af dagpenge til en forsørger efter stk. 5 og 6 er betinget af, at barnet opholder sig her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis barn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.

Kilde: Retsinformation.dk