← Bygningsfredningsloven

§ Bygningsfredningsloven · kapitel 16 af 22

Kapitel 5 – Bevaringsværdige bygninger

LBK nr 219 af 06/03/2018

§ 17. En bygning er bevaringsværdig, jf. § 16, stk. 1, nr. 7, når den er optaget som bevaringsværdig i en kommuneplan eller omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 14.

§ 18. En bevaringsværdig bygning, jf. § 17, må ikke nedrives, før nedrivningsanmeldelsen har været offentligt bekendtgjort, og kommunalbestyrelsen har meddelt ejeren, om den efter planlovens § 14 vil nedlægge forbud mod nedrivningen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen foretager inden udløbet af de efter byggelovgivningen gældende frister offentlig bekendtgørelse af nedrivningsanmeldelsen med en frist på mindst 4 og højst 6 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. Offentlig bekendtgørelse kan ske udelukkende digitalt.

Stk. 3. Samtidig med offentliggørelsen skal kommunalbestyrelsen underrette ejeren samt de i § 6, stk. 1 nævnte personer, foreninger m.fl., herunder om fristen for indsigelser m.v.

Stk. 4. Senest 2 uger efter fristens udløb meddeler kommunalbestyrelsen ejeren, hvorvidt der nedlægges forbud mod nedrivning efter planlovens § 14. Nedlægger kommunalbestyrelsen ikke forbud, foretager kommunalbestyrelsen offentlig bekendtgørelse af sin beslutning. Offentlig bekendtgørelse kan ske udelukkende digitalt.

Stk. 5. Bestemmelserne gælder ikke bygninger, der er omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan, i en byplanvedtægt eller i et lokalplanforslag offentliggjort efter planlovens § 17.

§ 19. Kulturministeren kan træffe beslutning om, at en bygning, som ikke er omfattet af § 17, er bevaringsværdig.

Stk. 2. § 6, stk. 1, 2 og 4, og § 7 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Fra det tidspunkt, den i § 6, stk. 1, nævnte underretning er kommet frem, må der ikke uden tilladelse fra kulturministeren foretages nedrivning, ombygning eller på anden måde ændring af bygningens ydre.

§ 19 a. § 18 finder tilsvarende anvendelse for bevaringsværdige bygninger, der er udpeget af ministeren efter § 19.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan kulturministeren i særlige tilfælde beslutte, at ejeren af en bevaringsværdig bygning ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse må nedrive, ombygge eller på anden måde ændre bygningens ydre. Planlovens § 49 finder tilsvarende anvendelse i disse tilfælde.

§ 19 b. Kulturministeren og kommunalbestyrelsen kan ophæve en beslutning efter § 19.

Stk. 2. De i § 6, stk. 1, nævnte underrettes om ophævelsen.