§ Sundhedsloven · kapitel 111 af 168
Kapitel 27 – Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
LBK nr 191 af 28/02/2018
§ 97. Sundhedsministeren opretter for hver region et eller flere samråd, der afgør sager efter § 94, § 95, stk. 2 og 3, § 98, stk. 2, og § 99, stk. 2 og 3. Et samråd består af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse og to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.
Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af sundhedsministeren, består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 3 medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Af de 2 andre medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.
Stk. 3. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.
Stk. 4. Samrådenes og ankenævnets medlemmer samt stedfortrædere beskikkes af sundhedsministeren for indtil 4 år ad gangen.
Stk. 5. Sundhedsministeren fastsætter forretningsordenen for samrådene og ankenævnet.