← Konkurrenceloven

§ Konkurrenceloven · kapitel 18 af 20

Kapitel 8 – Bestemmelser om straf og straflempelse

LBK nr 155 af 01/03/2018

§ 22. Erhvervsministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil, kan pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at

  1. give de oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve efter denne lov,

  2. efterkomme et vilkår eller et påbud meddelt efter denne lov eller

  3. efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende, jf. § 16 a, stk. 1.

§ 23. Medmindre højere straf er forskyldt efter stk. 3 eller efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

  1. overtræder § 6, stk. 1,

  2. undlader at efterkomme et vilkår meddelt i henhold til § 8, stk. 3, 2. pkt., eller stk. 4, 2. pkt.,

  3. undlader at efterkomme et påbud efter § 10 a, stk. 1 eller 6,

  4. overtræder § 11, stk. 1,

  5. undlader at efterkomme et påbud efter § 11 a, stk. 1, eller § 11 b, stk. 2,

  6. undlader at anmelde en fusion i henhold til § 12 b, stk. 1, eller undlader at indlevere en almindelig anmeldelse inden udløbet af den frist, der er nævnt i § 12 f, stk. 2,

  7. gennemfører en fusion på trods af et forbud herimod i henhold til § 12 c, stk. 2, overtræder forbuddet mod gennemførelse af en fusion inden godkendelse heraf i henhold til § 12 c, stk. 5, 1. pkt., undlader at efterkomme et vilkår eller påbud efter § 12 c, stk. 6, eller § 12 e, stk. 1 eller 3, eller undlader at efterkomme et påbud meddelt i henhold til § 12 g,

  8. undlader at efterkomme et påbud efter § 6, stk. 4, 1. pkt., eller § 11, stk. 4, 1. pkt., jf. § 16,

  9. undlader at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende efter § 16 a, stk. 1,

  10. undlader at efterkomme et påbud efter § 16 a, stk. 2,

  11. undlader at efterkomme krav efter § 17,

  12. afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Konkurrencerådet eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den sag eller sektorundersøgelse, jf. § 15 d, hvortil oplysningerne indhentes,

  13. undlader at efterkomme et påbud efter § 18 b, stk. 1, eller

  14. overtræder EUF-traktatens artikel 101, stk. 1, eller artikel 102, jf. § 24, stk. 1.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt, hvor en aftale m.v. er anmeldt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter § 8, stk. 2 eller stk. 4, og indtil styrelsen har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 2, stk. 4 eller stk. 5.

Stk. 3. Straffen for den, der i strid med § 6, stk. 1, eller EUF-traktatens artikel 101, stk. 1, jf. § 24, stk. 1, indgår en kartelaftale, jf. 2. pkt., kan stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis overtrædelsen er forsætlig og af grov beskaffenhed navnlig på grund af overtrædelsens omfang eller de skadevirkninger, den er egnet til at medføre. Ved kartelaftale efter 1. pkt. forstås en aftale, samordnet praksis eller vedtagelse mellem virksomheder i samme omsætningsled om

  1. priser, avancer el.lign. for salget eller videresalget af varer eller tjenesteydelser,

  2. begrænsninger af produktion eller salg,

  3. opdeling af markeder eller kunder eller

  4. koordinering af bud.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 5. Ved udmåling af bøder efter denne lov skal der tages hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed. Ved udmåling af bøder i forhold til juridiske personer skal der desuden tages hensyn til den juridiske persons globale koncernomsætning.

Stk. 6. Forældelsesfristen for bødestraf er 5 år.

§ 23 a. Den, der handler i strid med § 6 eller EUF-traktatens artikel 101, stk. 1, ved at indgå en kartelaftale, opnår efter ansøgning tiltalefrafald for den bøde eller fængselsstraf, vedkommende ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i kartellet og fritagelse for et eventuelt særskilt krav om konfiskation, hvis ansøgeren som den første henvender sig til myndighederne og fremlægger oplysninger om et kartel, som myndighederne ikke var i besiddelse af på ansøgningstidspunktet, og som,

  1. inden myndighederne har foretaget en kontrolundersøgelse eller ransagning vedrørende det pågældende forhold, giver myndighederne konkret anledning til at iværksætte en kontrolundersøgelse eller en ransagning eller indgive politianmeldelse vedrørende det pågældende forhold eller,

  2. efter at myndighederne har foretaget en kontrolundersøgelse eller ransagning vedrørende det pågældende forhold, sætter myndighederne i stand til at konstatere en overtrædelse i form af et kartel.

Stk. 2. Tiltalefrafald kan kun opnås, såfremt ansøgeren

  1. samarbejder med myndighederne under hele behandlingen af sagen,

  2. senest ved indgivelse af ansøgningen bringer sin deltagelse i kartellet til ophør og

  3. ikke har tvunget andre til at deltage i kartellet.

Stk. 3. Opfylder en ansøgning om tiltalefrafald ikke de i stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, nævnte betingelser, betragtes ansøgningen som en ansøgning om strafnedsættelse, jf. stk. 4.

Stk. 4. Den, der handler i strid med § 6 eller EUF-traktatens artikel 101, stk. 1, ved at indgå en kartelaftale, opnår nedsættelse af den bøde, vedkommende ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i kartellet, hvis ansøgeren

  1. fremlægger oplysninger vedrørende kartellet, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til de oplysninger, som myndighederne er i besiddelse af, og

  2. opfylder de i stk. 2 angivne betingelser.

Stk. 5. Strafnedsættelsen for den første ansøger, der opfylder betingelserne i stk. 4, udgør 50 pct. af den bøde, vedkommende ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i kartellet. For den anden ansøger, der opfylder betingelserne i stk. 4, udgør strafnedsættelsen 30 pct. For efterfølgende ansøgere, der opfylder betingelserne i stk. 4, udgør strafnedsættelsen op til 20 pct. Et eventuelt særskilt krav om konfiskation mod den første, anden og efterfølgende ansøgere nedsættes med procentsatserne i 1.-3. pkt.

Stk. 6. Der kan indgives en foreløbig ansøgning om tiltalefrafald eller strafnedsættelse. Den foreløbige ansøgning skal færdiggøres inden for den frist, som den kompetente myndighed fastsætter. Færdiggøres den foreløbige ansøgning inden for fristen, anses ansøgningen for indgivet på tidspunktet for indgivelen af den foreløbige ansøgning.

Stk. 7. Ansøgninger om tiltalefrafald eller strafnedsættelse indgives til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. I sager, hvor personer eller virksomheder er sigtede, eller hvor Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet har indledt en strafferetlig efterforskning af en formodet overtrædelse i form af et kartel, kan ansøgning om straflempelse tillige indgives til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Stk. 8. En ansøgning efter stk. 7 behandles efter følgende procedure:

  1. Den myndighed, der modtager ansøgningen, jf. stk. 7, kvitterer for modtagelsen heraf.

  2. Den kompetente myndighed, jf. stk. 9, afgiver et foreløbigt tilsagn, der indeholder oplysninger om, hvorvidt betingelserne i stk. 1 eller stk. 4 er opfyldt, og om, hvorvidt der på dette tidspunkt er grundlag for at meddele afslag på ansøgningen, fordi betingelserne i stk. 2 ikke skønnes at være opfyldt.

  3. Når sagens oplysning og vurdering er endeligt gennemført, meddeler den kompetente myndighed, jf. stk. 10, om ansøgeren opfylder betingelserne i stk. 2, og meddeler i bekræftende fald tiltalefrafald eller strafnedsættelse i overensstemmelse med det foreløbige tilsagn, som ansøgeren har fået efter nr. 2.

Stk. 9. Et foreløbigt tilsagn afgives af den myndighed, som har modtaget ansøgningen i overensstemmelse med stk. 7. Forinden myndigheden afgiver et foreløbigt tilsagn efter stk. 8, nr. 2, skal tilsagnet være drøftet mellem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Et foreløbigt tilsagn om tiltalefrafald kan kun gives, hvis myndighederne er enige herom.

Stk. 10. Meddelelse om tiltalefrafald efter stk. 8, nr. 3, afgives af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet efter høring af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Meddelelse om strafnedsættelse efter stk. 8, nr. 3, afgives af den myndighed, der i den konkrete sag udsteder et administrativt bødeforelæg eller indbringer sagen for domstolene. Forinden en meddelelse om strafnedsættelse kan gives, skal den anden myndighed høres.

Stk. 11. Forskellige virksomheder kan ikke indgive fælles ansøgning om straflempelse, medmindre ansøgerne er koncernforbundne og ansøgningen særskilt angiver, hvilke selskaber ansøgningen skal omfatte.

Stk. 12. En ansøgning fra en virksomhed eller en sammenslutning omfatter automatisk nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer, ledende medarbejdere eller andre ansatte, forudsat at personerne individuelt opfylder betingelserne i stk. 2. Når sagens oplysning og vurdering er endeligt gennemført, meddeler den kompetente myndighed, jf. stk. 10, om personerne opfylder betingelserne i stk. 2, og meddeler i bekræftende fald tiltalefrafald eller strafnedsættelse i overensstemmelse med det foreløbige tilsagn, som virksomheden eller sammenslutningen har fået efter stk. 8, nr. 2.

§ 23 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter samtykke fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet i sager om overtrædelse af denne lov, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.