Bekendtgørelse af lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område § 15

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens § 13 og § 14 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de ændringer, der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

Lov nr. 518 af 28. maj 2013 (Gennemførelse af omarbejdet forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2013.

Stk. 2. For sager, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig omfattet af Bruxelles I-forordningen finder § 1, nr. 1, 3-9 og 15, anvendelse for sager, som er anlagt den 10. januar 2015 eller senere, for officielt bekræftede dokumenter, som er udstedt eller registreret den 10. januar 2015 eller senere, og for retsforlig, som er godkendt eller indgået den 10. januar 2015 eller senere. For sager anlagt, for officielt bekræftede dokumenter, som er udstedt eller registreret, og for retsforlig, som er godkendt eller indgået i henhold til Bruxelles I-forordningen inden den 10. januar 2015, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3. For sager, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig, som er omfattet af stk. 2, 2. pkt., vil fogedforretninger vedrørende afgørelser om, at en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er eksigibelt her i landet, være afgiftsfri.

Stk. 4. Bestemmelser om anvendelse af Bruxelles I-forordningen og underholdspligtforordningen fastsat med hjemmel i § 9, stk. 1 og 2, i lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningen m.v. forbliver i kraft, indtil de afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.

Lov nr. 670 af 8. juni 2017 (Ændring af reglerne for lægdommere, gennemførelse af værnetingsaftalekonventionen m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 12

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2017, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 9, og §§ 2 og 9-11.1)

Justitsministeriet, den 14. november 2018

Søren Pape Poulsen

/ Lars Solskov Lind

Bilag 1

AFTALE mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, i det følgende benævnt »Fællesskabet«,

på den ene side, og

KONGERIGET DANMARK, i det følgende benævnt »Danmark«,

på den anden side –

SOM ØNSKER at gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for Fællesskabet,

SOM KONSTATERER, at medlemsstaterne den 27. september 1968 på grundlag af artikel 293, fjerde led, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indgik Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, senere ændret ved konventionerne om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention1) (i det følgende benævnt »Bruxelles-konventionen«). Den 16. september 1988 indgik medlemsstaterne og EFTA-staterne Lugano-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager2) (i det følgende benævnt »Lugano-konventionen«), som er en parallelkonvention til Bruxelles-konventionen,

SOM KONSTATERER, at Bruxelles-konventionens indhold i stor udstrækning er overtaget i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område3) (i det følgende benævnt »Bruxelles I-forordningen«),

SOM HENVISER til protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, (i det følgende benævnt »protokollen om Danmarks stilling«), i medfør af hvilken Bruxelles I-forordningen ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark,

SOM UNDERSTREGER, at der må findes en løsning på den utilfredsstillende juridiske situation, der er opstået som følge af, at der inden for Fællesskabet gælder forskellige regler for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,

SOM ØNSKER, at bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, fremtidige ændringer heraf og gennemførelsesforanstaltningerne hertil på folkeretligt grundlag skal finde anvendelse i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark som medlemsstat med en særlig stilling med hensyn til afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

SOM UNDERSTREGER, at kontinuiteten mellem Bruxelles-konventionen og denne aftale bør sikres, og at der også for denne aftale bør gælde overgangsbestemmelser svarende til dem i Bruxelles I-forordningen. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af Bruxelles-konventionen, og endvidere bør protokollen af 19714) fortsat finde anvendelse på sager, der allerede er anlagt ved denne aftales ikrafttræden,

SOM UNDERSTREGER, at Bruxelles-konventionen tillige fortsat bør finde anvendelse for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne aftale,

SOM UNDERSTREGER betydningen af god koordination mellem Fællesskabet og Danmark for så vidt angår forhandling og indgåelse af internationale aftaler, der kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen,

SOM UNDERSTREGER, at Danmark bør bestræbe sig på at tiltræde internationale aftaler, som Fællesskabet har indgået, når Danmarks deltagelse i sådanne aftaler er relevant for en sammenhængende anvendelse af Bruxelles I-forordningen og nærværende aftale,

SOM PÅPEGER, at De Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til at sikre en ensartet anvendelse og fortolkning af denne aftale, inklusive de bestemmelser i Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en del af denne aftale,

SOM HENVISER til den kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens afsnit IV, herunder gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som er tillagt De Europæiske Fællesskabers Domstol ved artikel 68, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og til det forhold, at nævnte bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som følge af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at De Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til på samme betingelser at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som rejses af en dansk ret, og at danske retter følgelig bør anmode om præjudicielle afgørelser på samme betingelser som retter i andre medlemsstater for så vidt angår fortolkningen af Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil,

SOM HENVISER til, at Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og medlemsstaterne i medfør af artikel 68, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab kan anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens afsnit IV, herunder fortolkning af denne aftale, og til det forhold, at nævnte bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som følge af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at Danmark på samme betingelser som andre medlemsstater for så vidt angår Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil bør have mulighed for at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af denne aftale,

SOM UNDERSTREGER, at retterne i Danmark – ved fortolkningen af denne aftale, inklusive de bestemmelser i Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en del af denne aftale – efter dansk ret bør tage behørigt hensyn til retspraksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol og ved retterne i De Europæiske Fællesskabers medlemsstater for så vidt angår bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger,

SOM FINDER, at det bør være muligt at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om overholdelse af forpligtelser i medfør af denne aftale i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedrørende sager for Domstolen,

SOM KONSTATERER, at denne aftale er bindende for medlemsstaterne i medfør af artikel 300, stk. 7, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab; det er derfor hensigtsmæssigt, at Danmark i tilfælde af, at en medlemsstat ikke overholder denne aftale, skal kunne indbringe sagen for Kommissionen i dennes egenskab af traktatens vogter –

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål

1. Formålet med denne aftale er at anvende bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i over- ensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Det er de kontraherende parters mål at nå frem til en ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i alle medlemsstater.

3. Bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i denne aftale følger af protokollen om Danmarks stilling.

Artikel 2

Retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

1. Bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale og udgør en del heraf, samt de gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, og – for så vidt angår gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter denne aftales ikrafttræden – som Danmark har gennemført efter artikel 4 i denne aftale, og de foranstaltninger, som er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 1, finder anvendelse på folkeretligt grundlag i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark.

2. Med henblik på gennemførelsen af denne aftale ændres anvendelsen af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen dog som følger:

a) Artikel 1, stk. 3, finder ikke anvendelse.

b) I artikel 50 indsættes følgende som stk. 2:

»2. Den, som fremsætter anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om underholdspligt, der er truffet af en administrativ myndighed i Danmark, kan i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, påberåbe sig de i stk. 1 nævnte fordele, såfremt han fremlægger en erklæring fra det danske justitsministerium, som bekræfter, at han opfylder de økonomiske betingelser for helt eller delvis at få meddelt fri proces eller blive fritaget for gebyrer og omkostninger.«

c) I artikel 62 indsættes følgende som stk. 2:

»2. I sager om underholdspligt omfatter udtrykket »ret« også de danske administrative myndigheder.«

d) Artikel 64 finder anvendelse på søgående skibe, der er indregistreret i Danmark og i Grækenland og Portugal.

e) Datoen for denne aftales ikrafttræden finder anvendelse i stedet for datoen for forordningens ikrafttræden omhandlet i forordningens artikel 70, stk. 2, og artikel 72 og 76.

f) Overgangsbestemmelserne i denne aftale finder anvendelse i stedet for forordningens artikel 66.

g) I bilag I tilføjes følgende: »i Danmark: § 246, stk. 2 og 3, i lov om rettens pleje «.

h) I bilag II tilføjes følgende: »i Danmark: byretten «.

i) I bilag III tilføjes følgende: »i Danmark: landsretten «.

j) I bilag IV tilføjes følgende: »i Danmark: ved appel til Højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet «.

Artikel 3

Ændringer til Bruxelles I-forordningen

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af ændringer til Bruxelles I-forordningen, og sådanne ændringer er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages ændringer til forordningen, meddeler Danmark Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af ændringerne. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for vedtagelsen af ændringerne eller inden 30 dage herefter.

3. Hvis Danmark beslutter at gennemføre indholdet af ændringerne, anføres det i meddelelsen, om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver godkendelse i Folketinget.

4. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen kan ske administrativt, angives det desuden, at alle de nødvendige administrative foranstaltninger træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne til forordningen eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

5. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen kræver godkendelse i Folketinget, finder følgende bestemmelser anvendelse:

a) Lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne til forordningen eller inden seks måneder efter datoen for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

b) Danmark giver Kommissionen meddelelse om datoen for de lovgivningsmæssige gennemførelsesforanstaltningers ikrafttræden.

6. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af ændringerne er blevet gennemført i Danmark, jf. stk. 4 og 5, skaber gensidige folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Ændringerne til forordningen udgør derefter ændringer til denne aftale og betragtes som bilag knyttet hertil.

7. Hvis

a) Danmark meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af ændringerne, eller

b) Danmark ikke fremsender nogen meddelelse inden for den frist på 30 dage, der er fastsat i stk. 2, eller

c) de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark ikke træder i kraft inden for de frister, der er fastsat i stk. 5,

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne beslutter andet inden 90 dage, eller i den situation, der er omhandlet i litra c), medmindre de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft inden for samme tidsrum. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af de 90 dage.

8. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 7, berøres ikke heraf.

Artikel 4

Gennemførelsesforanstaltninger

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af udtalelser fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 75 i Bruxelles I-forordningen.

Gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages gennemførelsesforanstaltninger i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, skal disse meddeles Danmark. Danmark meddeler Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af gennemførelsesforanstaltningerne. Meddelelsen skal gives ved modtagelsen af gennemførelsesforanstaltningerne eller inden 30 dage herefter.

3. I meddelelsen anføres det, at alle de nødvendige administrative foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for gennemførelsesforanstaltningernes ikrafttræden eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

4. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af gennemførelsesforanstaltningerne er blevet gennemført i Danmark, skaber gensidige folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Gennemførelsesforanstaltningerne udgør derefter en del af denne aftale.

5. Hvis

a) Danmark meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af gennemførelsesforanstaltningerne, eller

b) Danmark ikke fremsender nogen meddelelse inden den frist på 30 dage, der er fastsat i stk. 2,

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne træffer anden afgørelse inden 90 dage. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af de 90 dage.

6. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 5, berøres ikke heraf.

7. Hvis gennemførelsen undtagelsesvis kræver godkendelse i Folketinget, anføres dette i Danmarks meddelelse efter stk. 2, og bestemmelserne i artikel 3, stk. 5-8, finder anvendelse.

8. Danmark meddeler Kommissionen tekster, der indebærer ændring af oplysningerne i artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i denne aftale. Kommissionen ændrer artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i over- ensstemmelse hermed.

Artikel 5

Internationale aftaler, der berører Bruxelles I-forordningen

1. Internationale aftaler, som Fællesskabet indgår på grundlag af reglerne i Bruxelles I-forordningen, er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Danmark afholder sig fra at indgå internationale aftaler, som kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I- forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale, medmindre det sker efter aftale med Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende ordninger med hensyn til forholdet mellem nærværende aftale og den pågældende internationale aftale.

3. Når Danmark forhandler internationale aftaler, der kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale, koordinerer Danmark sin holdning med Fællesskabet og afholder sig fra enhver handling, der vil kunne skade målsætningerne i en holdning fastlagt af Fællesskabet inden for dets kompetenceområde i forbindelse med sådanne forhandlinger.

Artikel 6

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med hensyn til fortolkning af denne aftale

1. Når et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af denne aftale rejses i forbindelse med en sag, der verserer ved en dansk ret, anmoder denne ret Domstolen om at afgøre spørgsmålet, når en ret i en anden EU-medlemsstat under de samme omstændigheder ville være forpligtet hertil med hensyn til Bruxelles I-forordningen samt de gennemførelsesforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Efter dansk ret tager retterne i Danmark ved fortolkningen af denne aftale behørigt hensyn til Domstolens retspraksis med hensyn til bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og Bruxelles I-forordningen samt alle EF-gennemførelsesforanstaltninger.

3. Danmark kan i lighed med Rådet, Kommissionen og enhver medlemsstat anmode Domstolen om at afgøre spørgsmål om fortolkning af denne aftale. Domstolens afgørelse som svar på en sådan anmodning finder ikke anvendelse på domme afsagt af medlemsstaternes retter, som har fået retskraft.

4. Danmark har ret til at indgive udtalelser til Domstolen, hvis en ret i en medlemsstat har forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1.

5. Protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.

6. Hvis bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedrørende afgørelser truffet af Domstolen ændres, og dette får følger for afgørelser, der træffes med hensyn til Bruxelles I-forordningen, kan Danmark meddele Kommissionen, at Danmark ikke vil anvende ændringerne for så vidt angår denne aftale. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for ændringernes ikrafttræden eller inden 60 dage herefter.

I så fald betragtes denne aftale som opsagt. Opsigelsen får virkning tre måneder efter meddelelsen.

7. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 6, berøres ikke heraf.

Artikel 7

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med hensyn til overholdelsen af denne aftale

1. Kommissionen kan anlægge sag ved Domstolen mod Danmark for manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne aftale.

2. Danmark kan klage til Kommissionen over en medlemsstats manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne aftale.

3. De relevante bestemmelser vedrørende sager for Domstolen i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab samt protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.

Artikel 8

Geografisk anvendelsesområde

1. Denne aftale finder anvendelse på de territorier, der er omhandlet i artikel 299 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

2. Hvis Fællesskabet beslutter at udvide anvendelsen af Bruxelles I-forordningen til at omfatte territorier, der på nuværende tidspunkt er underlagt Bruxelles-konventionen, samarbejder Fællesskabet og Danmark med henblik på at sikre, at en sådan anvendelse også kommer til at omfatte Danmark.

Artikel 9

Overgangsbestemmelser

1. Denne aftale finder kun anvendelse på retssager, der er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter aftalens ikrafttræden.

2. I forbindelse med retssager, der er anlagt i domsstaten før denne aftales ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er truffet efter aftalens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i over- ensstemmelse med denne aftale:

a) såfremt retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til

b) i alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i denne aftale eller i en konvention, der, da sagen blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til.

Artikel 10

Forholdet til Bruxelles I-forordningen

1. Denne aftale mellem Fællesskabet og Danmark berører ikke de øvrige medlemsstaters anvendelse af Bruxelles I-forordningen.

2. Denne aftale finder dog altid anvendelse:

a) i spørgsmål om retternes kompetence, såfremt sagsøgte har bopæl i Danmark, eller såfremt retterne i Danmark er tillagt kompetence i henhold til forordningens artikel 22 eller 23, der finder anvendelse i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i medfør af artikel 2 i denne aftale

b) i spørgsmål om litispendens eller indbyrdes sammenhængende krav som omhandlet i artikel 27 og 28 i Bruxelles I-forordningen, der finder anvendelse i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i medfør af artikel 2 i denne aftale, når der er anlagt sag i en anden medlemsstat end Danmark og i Danmark

c) i spørgsmål om anerkendelse og fuldbyrdelse, hvor Danmark enten er domsstaten eller den stat, som anmodningen er rettet til.

Artikel 11

Ophør af denne aftale

1. Denne aftale ophører, hvis Danmark underretter de øvrige medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte sig af bestemmelserne i del I i protokollen om Danmarks stilling, jf. artikel 7 i nævnte protokol.

2. Hver af de kontraherende parter kan bringe denne aftale til ophør ved at give den anden kontraherende part meddelelse herom. Aftalen ophører seks måneder efter datoen for en sådan meddelelse.

3. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor aftalen ophører, jf. stk. 1 eller 2, berøres ikke heraf.

Artikel 12

Ikrafttræden

1. Denne aftale vedtages af de kontraherende parter i overensstemmelse med deres respektive procedurer.

2. Denne aftale træder i kraft den første dag i den sjette måned efter de kontraherende parters meddelelse om, at de har afsluttet de nødvendige procedurer.

Artikel 13

Teksternes gyldighed

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1496/2002 af 21. august 2002 om ændring af bilag I (de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2) og bilag II (listen over kompetente retter og myndigheder) til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 af 27. december 2004 om ændring af bilag I, II, III og IV til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

Bilag 2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning)*)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 67, stk. 4, og artikel 81, stk. 2, litra a), c) og e),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure2) og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 21. april 2009 vedtog Kommissionen en rapport om anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område3). I rapporten konkluderedes det, at nævnte forordning generelt fungerer tilfredsstillende, men at anvendelsen af visse af bestemmelserne burde forbedres, at den frie bevægelighed for retsafgørelser burde fremmes yderligere, og at adgangen til retlig prøvelse burde forbedres yderligere. Da der skal foretages en række ændringer af forordningen, bør den omarbejdes af hensyn til klarheden.

(2) Det Europæiske Råd vedtog på sit møde i Bruxelles den 10.-11. december 2009 et nyt flerårigt program med titlen »Stockholmprogrammet — Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse«4). I Stockholmprogrammet fandt Det Europæiske Råd, at processen med at afskaffe alle mellemliggende foranstaltninger (eksekvatur) bør fortsættes i løbet af den periode, som programmet dækker. Samtidig med afskaffelsen af eksekvatur bør der tilvejebringes en række garantier.

(3) Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, bl.a. ved at lette adgangen til domstolene, navnlig på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser om civilretlige spørgsmål. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Unionen vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, navnlig når de er nødvendige for det indre markeds funktion.

(4) Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at have bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og sikre hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i en medlemsstat.

(5) Sådanne bestemmelser falder ind under samarbejdet om civilretlige spørgsmål efter artikel 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(6) For at virkeliggøre målet om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende EU-retsakt.

(7) De daværende medlemsstater af De Europæiske Fællesskaber indgik den 27. september 1968 på grundlag af artikel 220, fjerde led, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, senere ændret ved konventionerne om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention5) (»Bruxelles-konventionen af 1968«). Den 16. september 1988 indgik de daværende medlemsstater af De Europæiske Fællesskaber og visse EFTA-stater Lugano-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager6) (»Lugano-konventionen af 1988«), som er en parallelkonvention til Bruxelles-konventionen af 1968. Lugano-konventionen af 1988 fik virkning for Polen den 1. februar 2000.

(8) Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 44/2001, der træder i stedet for Bruxelles-konventionen af 1968, for så vidt angår de medlemsstatsterritorier, der er omfattet af TEUF, og som gælder mellem medlemsstaterne, undtagen Danmark. Ved Rådets afgørelse 2006/325/EF7) indgik Fællesskabet en aftale med Danmark, der sikrede, at bestemmelserne i forordning (EF) nr. 44/2001 kom til at finde anvendelse i Danmark. Lugano-konventionen af 1988 blev revideret ved konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager8), undertegnet den 30. oktober 2007 i Lugano af Fællesskabet, Danmark, Island, Norge og Schweiz (»Lugano-konventionen af 2007«).

(9) Bruxelles-konventionen af 1968 finder fortsat anvendelse for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af artikel 355 i TEUF.

(10) Denne forordnings anvendelsesområde bør omfatte alle de vigtigste spørgsmål på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse velafgrænsede spørgsmål, navnlig underholdspligt, som ikke bør være omfattet af denne forordnings anvendelsesområde efter vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt9).

(11) Med henblik på denne forordning bør retter i medlemsstaterne omfatte retter, som er fælles for flere medlemsstater, som f.eks. Beneluxdomstolen, når den udøver sin kompetence i spørgsmål, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde. Retsafgørelser, der er truffet af sådanne retter, bør derfor anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med denne forordning.

(12) Denne forordning bør ikke finde anvendelse på voldgift. Intet i denne forordning bør være til hinder for, at retterne i en medlemsstat, hvor en sag er blevet anlagt vedrørende et forhold, hvorom parterne har indgået en voldgiftsaftale, henviser parterne til voldgift, udsætter eller afviser sagen eller undersøger, hvorvidt voldgiftsaftalen er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

En afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat om, hvorvidt en voldgiftsaftale er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres, bør ikke være underlagt bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse i denne forordning, uanset om retten afgjorde dette som et hovedspørgsmål eller som et bispørgsmål.

På den anden side såfremt en ret i en medlemsstat, der har udøvet sin kompetence i henhold til denne forordning eller national lovgivning, har besluttet, at en voldgiftsaftale er ugyldig, ude af kraft eller ikke kan gennemføres, bør dette ikke være til hinder for, at rettens afgørelse om sagens realitet anerkendes eller alt efter omstændighederne fuldbyrdes i overensstemmelse med denne forordning. Dette bør ikke berøre den kompetence, som medlemsstaternes retter har til at træffe afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser i overensstemmelse med konventionen om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser udfærdiget den 10. juni 1958 i New York (»New York-konventionen af 1958«), som har forrang i forhold til denne forordning.

Denne forordning bør ikke finde anvendelse på søgsmål eller tilknyttede sager navnlig vedrørende etablering af en voldgiftsret, voldgiftsmændenes beføjelser, varetagelse af en voldgiftsprocedure eller af andre aspekter af en sådan procedure, eller på sager eller afgørelser vedrørende annullering, fornyet prøvelse, appel, anerkendelse eller fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse.

(13) Der skal være en tilknytning mellem de sager, denne forordning finder anvendelse på, og medlemsstaternes område. De fælles regler for retternes kompetence bør derfor principielt anvendes, når sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område.

(14) En sagsøgt, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, bør som hovedregel være underlagt de nationale kompetenceregler, der gælder på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt.

Med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og arbejdstagere, beskytte medlemsstaternes retters kompetence i situationer, hvor de har enekompetence, og respektere parternes aftalefrihed bør visse kompetenceregler i denne forordning imidlertid finde anvendelse uanset sagsøgtes bopæl.

(15) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. Dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af tvistens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.

(16) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje. Kriteriet nær tilknytning bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse. Dette er navnlig vigtigt i tvister angående forpligtelser uden for kontrakt, der er opstået i forbindelse med krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser.

(17) Ejeren af et kulturgode som defineret i artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område10), bør inden for rammerne af denne forordning kunne anlægge civilt søgsmål med henblik på tilbagelevering, baseret på ejerskab, af et kulturgode ved retten på det sted, hvor kulturgodet befinder sig på tidspunktet for sagens anlæggelse ved retten. Sådanne sager berører ikke sager anlagt i henhold til direktiv 93/7/EØF.

(18) For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.

(19) Friheden til at indgå aftaler om værneting for parter i andre aftaler end forsikrings-, forbruger- og arbejdsaftaler, hvor en sådan aftalefrihed er begrænset, bør respekteres, dog med forbehold af de bestemmelser om enekompetence, der er fastsat i denne forordning.

(20) Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en værnetingsaftale til fordel for en ret eller retterne i en medlemsstat er materielt ugyldig, bør spørgsmålet afgøres i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den ret eller de retter, der er valgt i aftalen, er beliggende, herunder den pågældende medlemsstats lovvalgsregler.

(21) Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i forskellige medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litis pendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres selvstændigt.

(22) Med henblik på at gøre eksklusive værnetingsaftaler mere effektive og på at undgå misbrug af retssager i taktisk øjemed er det imidlertid nødvendigt at fastsætte bestemmelse om, at der kan gøres undtagelse fra den almindelige litis pendens-bestemmelse for på tilfredsstillende vis at håndtere en særlig situation, hvor der kan opstå parallelle retssager. Der er tale om en sådan situation, såfremt der er anlagt sag ved en ret, der ikke er valgt i en eksklusiv værnetingsaftale, og de samme parter herefter ved den valgte ret fremsætter krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag. I en sådan situation bør det være et krav, at den ret, hvor sagen først anlægges, udsætter sagen, så snart samme sag er indbragt for den valgte ret, og indtil sidstnævnte ret erklærer, at den ikke har kompetence i henhold til den eksklusive værnetingsaftale. Formålet er i en sådan situation at sikre, at den valgte ret har fortrinsret til at træffe afgørelse om aftalens gyldighed og om det omfang, hvori aftalen finder anvendelse på den sag, der verserer ved den. Den valgte ret bør kunne fortsætte sin behandling af sagen, uanset om den ikke valgte ret allerede har truffet afgørelse om udsættelse af sagen.

Denne undtagelse bør ikke omfatte situationer, hvor parterne har indgået modstridende eksklusive værnetingsaftaler, eller hvor sagen først er anlagt ved en ret valgt i en eksklusiv værnetingsaftale. I sådanne tilfælde bør denne forordnings generelle litis pendens-bestemmelse finde anvendelse.

(23) Der bør i denne forordning fastsættes bestemmelse om en fleksibel ordning, hvor retterne i medlemsstaterne kan tage i betragtning, om der verserer en sag ved en ret i et tredjeland, og herunder navnlig tage hensyn til en ordnet retspleje og til, om en eventuel retsafgørelse fra et tredjeland kan anerkendes og fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat i henhold til denne medlemsstats lovgivning.

(24) Når der tages hensyn til en ordnet retspleje, skal retten i den berørte medlemsstat vurdere alle omstændigheder i den sag, der verserer ved den. Sådanne omstændigheder kan omfatte forbindelserne mellem de faktiske omstændigheder og parterne og det pågældende tredjeland, den fase, som sagen i tredjelandet har nået på det tidspunkt, sagen indledes i retten i den pågældende medlemsstat, og hvorvidt retten i tredjelandet kan forventes at træffe en retsafgørelse inden for en rimelig frist.

Denne vurdering kan også omfatte hensyntagen til spørgsmålet om, hvorvidt retten i tredjelandet har enekompetence i den enkelte sag under omstændigheder, hvor en ret i en medlemsstat ville have enekompetence.

(25) Begrebet foreløbige, herunder sikrende, retsmidler bør f.eks. omfatte sikrende kendelser med henblik på at fremskaffe oplysninger og sikre beviser, jf. artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder11). Begrebet bør ikke omfatte foranstaltninger, der ikke er sikrende, såsom foranstaltninger til afhøring af vidner. Dette bør ikke berøre anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter for så vidt angår bevisoptagelse i sager om civile og kommercielle spørgsmål12).

(26) Den gensidige tillid til retsplejen i Unionen berettiger princippet om, at retsafgørelser truffet i en medlemsstat bør anerkendes i alle medlemsstater, uden at der er behov for en særlig procedure. Desuden gør målet om at gøre det mindre langsommeligt og mindre dyrt at føre retssager på tværs af landegrænserne det berettiget at afskaffe den erklæring om eksigibilitet, der skal afgives, inden der kan ske fuldbyrdelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. En retsafgørelse, der er truffet af en ret i en medlemsstat, bør derfor behandles på samme måde, som hvis den var blevet truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

(27) Med henblik på fri bevægelighed for retsafgørelser bør en retsafgørelse truffet i en medlemsstat anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, selv om den er truffet mod en person, der ikke har bopæl på en medlemsstats område.

(28) Såfremt en retsafgørelse indeholder et retsmiddel eller en kendelse, der er ukendt i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, tilpasses retsmidlet eller kendelsen, herunder enhver heri anført rettighed, i det omfang det er muligt, til det, der i henhold til denne medlemsstats nationale lovgivning har tilsvarende retsvirkninger og varetager lignende formål og hensyn. Det bør være op til de enkelte medlemsstater selv at afgøre, hvorledes og af hvem tilpasningen skal foretages.

(29) Direkte fuldbyrdelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat uden en erklæring om eksigibilitet bør ikke bringe respekten for retten til forsvar i fare. Derfor bør den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kunne indgive begæring om, at anerkendelse eller fuldbyrdelse afslås, hvis den pågældende finder, at en af grundene til at afslå anerkendelse af retsafgørelsen er til stede. Dette bør omfatte den grund, at den pågældende ikke havde haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen, da der blev afsagt afgørelse uden personligt fremmøde med hensyn til et borgerligt krav i en straffesag. Det bør også omfatte de grunde, en person kan påberåbe sig på grundlag af en aftale indgået mellem den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og en tredjestat i medfør af artikel 59 i Bruxelles-konventionen af 1968.

(30) En part, der bestrider fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, bør, i det omfang det er muligt, og i overensstemmelse med retssystemet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, være i stand til i den samme sag ud over de grunde til afslag, der er fastsat i denne forordning, at påberåbe sig de grunde til afslag, der findes i henhold til national lovgivning, inden for de frister, der er fastsat i denne lovgivning. Anerkendelse af en retsafgørelse bør imidlertid kun afslås, hvis en eller flere af de grunde til afslag, der er fastsat i denne forordning, foreligger.

(31) Indtil der er truffet afgørelse om en indsigelse mod fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, bør retterne i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, under hele behandlingen af en sådan indsigelse, herunder en eventuel appel, kunne tillade, at fuldbyrdelsen fortsætter med forbehold af en begrænsning af fuldbyrdelsen eller af, at der stilles en sikkerhed.

(32) For at underrette den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, om fuldbyrdelsen af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat, bør den attest, der indføres med denne forordning, om nødvendigt ledsaget af retsafgørelsen forkyndes for den pågældende i rimelig tid inden den første fuldbyrdelsesforanstaltning. I denne sammenhæng bør der ved første fuldbyrdelsesforanstaltning forstås den første fuldbyrdelsesforanstaltning efter forkyndelse.

(33) Når foreløbige, herunder sikrende, retsmidler iværksættes af en ret, der har kompetence med hensyn til sagens realitet, bør deres frie bevægelighed sikres inden for rammerne af denne forordning. Imidlertid bør foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som en sådan ret har truffet afgørelse om, uden at sagsøgte forinden er blevet indkaldt, ikke anerkendes og fuldbyrdes inden for rammerne af denne forordning, medmindre den retsafgørelse, der indeholder retsmidlet, er blevet forkyndt for sagsøgte forud for fuldbyrdelsen. Dette bør ikke være til hinder for anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne retsmidler i henhold til national lovgivning. Når foreløbige, herunder sikrende, retsmidler iværksættes af en ret, der ikke har kompetence med hensyn til sagens realitet, bør deres virkning inden for denne forordnings rammer være begrænset til den pågældende medlemsstat.

(34) Kontinuiteten mellem Bruxelles-konventionen af 1968, forordning (EF) nr. 44/2001 og nærværende forordning bør sikres, og i den forbindelse bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til Den Europæiske Unions Domstols fortolkning af Bruxelles-konventionen af 1968 og de forordninger, der er trådt i stedet for den.

(35) For at respektere medlemsstaternes internationale forpligtelser bør denne forordning ikke berøre de konventioner vedrørende særlige områder, som medlemsstaterne er parter i.

(36) Med forbehold af medlemsstaternes forpligtelser i henhold til traktaterne bør denne forordning ikke berøre anvendelsen af bilaterale konventioner og aftaler, der er indgået mellem et tredjeland og en medlemsstat inden datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 44/2001, og som omfatter spørgsmål, der er reguleret ved nærværende forordning.

(37) For at sikre løbende ajourføring af de attester, der skal benyttes i forbindelse med anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig i henhold til denne forordning, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændringer af bilag I og II til denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(38) Denne forordning respekterer grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til adgang til effektive retsmidler og til retfærdig rettergang, der er sikret ved chartrets artikel 47.

(39) Målet for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(40) Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til den daværende traktat om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltaget i vedtagelsen og anvendelsen af forordning (EF) nr. 44/2001. I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Det Forenede Kongerige og Irland meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(41) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark, idet Danmark dog kan anvende ændringerne til forordning (EF) nr. 44/2001 i medfør af artikel 3 i aftalen af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område13) —

VEDTAGET DENNE FORORDNING: