← Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder

§ Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder · kapitel 66 af 86

Kapitel 23 – Handel med råvarederivater og emissionskvoter

LBK nr 12 af 08/01/2018

§ 128. Finanstilsynet kan fastsætte regler om grænser for, hvor stor en nettoposition en person må besidde i et råvarederivat, der handles gennem handelskontrakter på en markedsplads, der er underlagt Finanstilsynets tilsyn, og gennem økonomisk tilsvarende OTC-kontrakter, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om den maksimale størrelse på en nettoposition i et råvarederivat, der er mere restriktiv end dem, som er nævnt i stk. 1, hvis dette er objektivt begrundet og proportionalt under hensyn til det specifikke markeds likviditet og ordentlige funktion. Afgørelsen offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside.

Stk. 3. En afgørelse truffet i medfør af stk. 2 er gyldig i en periode på højst 6 måneder regnet fra datoen for offentliggørelse på Finanstilsynets hjemmeside. Finanstilsynet kan forlænge gyldighedsperioden med yderligere perioder, der hver ikke må overskride 6 måneder.

§ 129. Ved opgørelsen af en nettoposition som nævnt i § 128, stk. 1 og 2, medregnes alle de positioner, som en fysisk eller juridisk person selv besidder, og de positioner, der besiddes på vegne af personen på samlet koncernniveau, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. De positioner, der besiddes af eller på vegne af en ikkefinansiel enhed, og som objektivt kan måles til at reducere risici, der er direkte knyttet til den ikkefinansielle enheds forretningsmæssige aktivitet, skal ikke medregnes i opgørelsen af en persons nettoposition som nævnt i stk. 1.

§ 130. En operatør af en markedsplads, hvorpå der handles med råvarederivater, skal foretage positionsforvaltningskontrol. Operatøren kan i den forbindelse

  1. overvåge en persons åbne positioner,

  2. kræve oplysninger og relevant dokumentation fra en fysisk eller juridisk person om størrelsen af og formålet med en indgået position eller eksponering og oplysninger om direkte eller indirekte ejere, eventuelle tilknyttede aftalte ordninger og eventuelle aktiver eller passiver i det underliggende marked,

  3. pålægge en fysisk eller juridisk person midlertidigt eller permanent at bringe en position til ophør eller reducere den,

  4. træffe foranstaltninger til at sikre, at positionen bringes til ophør eller reduceres, hvis personen ikke følger et pålæg meddelt efter nr. 3, og

  5. kræve, at en person midlertidigt tilbagefører likviditet til markedspladsen til en aftalt pris og i en aftalt mængde.

Stk. 2. Regler fastsat i medfør af stk. 1 skal

  1. være klare og ikkediskriminerende,

  2. angive, hvordan de gælder for personer,

  3. tage hensyn til arten og sammensætningen af markedsdeltagerne, og

  4. tage hensyn til markedsdeltagernes anvendelse af de kontrakter, der optages til handel.

Stk. 3. Operatøren skal anmelde regler fastsat i medfør af stk. 1 samt ændringer heri til Finanstilsynet.

§ 131. En operatør af en markedsplads, hvorpå der handles råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater heraf, skal kategorisere enhver person, der besidder positioner inden for et råvarederivat eller en emissionskvote eller derivat heraf, der handles på den pågældende markedsplads, på grundlag af vedkommendes hovederhverv og under hensyn til eventuelle godkendelser som

  1. investeringsselskaber eller kreditinstitutter,

  2. institutter for kollektiv investering eller forvaltere af alternative investeringsfonde,

  3. andre finansieringsinstitutter, herunder forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber med tilladelse i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) og arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed,

  4. erhvervsvirksomheder eller

  5. operatører af CO2-auktioneringsplatforme i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, hvis der er tale om emissionskvoter eller derivater heraf.

Positionsrapportering

§ 132. En operatør af en markedsplads, hvorpå der handles med råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater heraf, skal mindst

  1. ugentligt offentliggøre en rapport over de samlede positioner, der besiddes af de forskellige kategorier af personer, for de forskellige råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater heraf, der handles på deres markedspladser, hvis både antallet af handlende og deres åbne positioner overskrider den minimumsgrænse, der er fastsat af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 58, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, og

  2. dagligt indsende en oversigt til Finanstilsynet over de positioner, som samtlige personer besidder på den pågældende markedsplads.

Stk. 2. En rapport efter stk. 1, nr. 1, skal indeholde følgende oplysninger:

  1. Antallet af lange og korte positioner efter kategori af person.

  2. Ændringer i antallet af lange og korte positioner i hver kategori siden sidste rapport.

  3. Procentdelen af det samlede antal åbne positioner, der repræsenteres af hver kategori.

  4. Antallet af personer i hver kategori.

Stk. 3. En rapport efter stk. 1, nr. 1, og en oversigt efter stk. 1, nr. 2, skal sondre mellem positioner, der objektivt kan påvises at reducere risici direkte knyttet til kommercielle aktiviteter, og andre positioner.

Stk. 4. Operatøren skal indsende rapporter efter stk. 1, nr. 1, til Finanstilsynet og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

§ 133. Et fondsmæglerselskab skal mindst en gang dagligt til den kompetente myndighed indberette en oversigt over egne, kunders og disses kunders positioner, indtil slutkunden er nået, i råvarederivater, emissionskvoter eller derivater heraf, der er optaget til handel på en markedsplads, og som fondsmæglerselskabet handler uden for markedspladsen, samt økonomisk tilsvarende OTC-derivater, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Indberetningen efter stk. 1 skal ske i overensstemmelse med artikel 26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne.

Stk. 3. Handles råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater heraf på flere markedspladser, skal indberetningen som nævnt i stk. 1 ske til den kompetente myndighed for den markedsplads, hvorpå handelen har det største omfang.

§ 134. Medlemmer af en markedsplads skal mindst en gang dagligt meddele operatøren af den pågældende markedsplads detaljerede oplysninger om egne, kunders og disses kunders positioner indgået gennem transaktioner i råvarederivater på den pågældende markedsplads, indtil slutkunden er nået.

Afsnit VIII

Fondsmæglerselskaber m.fl.