Bekendtgørelse af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. § 136 a
§ 136 a. En kapitalforening skal indhente oplysninger om foreningens reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder. Er der ingen reelle ejere, eller kan der ikke identificeres nogen reelle ejere, skal medlemmerne af kapitalforeningens bestyrelse optages som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system.
Stk. 2. Kapitalforeningen skal registrere oplysningerne efter stk. 1 i Erhvervsstyrelsens it-system, hurtigst muligt efter at foreningen er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer, og efter enhver ændring af de oplysninger, som er registreret. Foreningen skal opbevare oplysninger om dens reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør. Foreningen skal endvidere opbevare oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemførelsen af identifikationsforsøget.
Stk. 3. Kapitalforeningen skal efter anmodning udlevere oplysninger om foreningens reelle ejere, herunder om foreningens forsøg på at identificere dens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Foreningen skal endvidere efter anmodning udlevere de nævnte oplysninger til andre offentlige myndigheder, når disse myndigheder vurderer, at oplysningerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- eller kontrolopgaver.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder ikke anvendelse for kapitalforeninger, hvis ejerandele handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder.
Stk. 5. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om registrering og offentliggørelse af oplysninger, jf. stk. 1 og 2, i styrelsens it-system, herunder hvilke oplysninger kapitalforeningen skal registrere i styrelsens it-system.
Andelsklasser
Kilde: Retsinformation.dk