Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 179

§ 179. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene den investeringsforening, SIKAV, værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab eller det udenlandske investeringsinstitut, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Nedennævnte anses tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, der vedrører den pågældende:

  1. Den, som overtræder lovens krav om, at virksomhed som dansk UCITS kun må drives efter tilladelse fra Finanstilsynet.

  2. En virksomhed, som ansøger om tilladelse som dansk UCITS.

  3. Et medlem af ledelsen for en investeringsforening, SIKAV eller det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, som administrerer en værdipapirfond, når Finanstilsynet nægter at give tilladelse, jf. § 9, eller inddrager tilladelsen, jf. § 111.

  4. Revisoren i en dansk UCITS, når Finanstilsynet afsætter denne eller påbyder denne at give oplysninger om den danske UCITS, jf. § 98, stk. 4 og 5, og i sager, hvor de valgte revisorer for en dansk UCITS ikke har opfyldt deres oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet i henhold til § 100.

  5. Den, som Finanstilsynet indhenter oplysninger fra til afgørelse af, om den pågældende er omfattet af lovens bestemmelser, jf. § 164, stk. 3.

Stk. 3. Som part anses i øvrigt følgende fysiske personer, hvis Finanstilsynets afgørelse er rettet direkte mod den pågældende:

  1. Et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i en investeringsforening.

  2. Et bestyrelsesmedlem eller en revisor i en SIKAV.

  3. En revisor i en værdipapirfond.

  4. Et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i et investeringsforvaltningsselskab eller et administrationsselskab, der administrerer en dansk UCITS.

Stk. 4. Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2 og 3 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser er truffet efter den 8. oktober 1998. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger, jf. § 62, er partsstatus og partsbeføjelser begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelse træffes efter den 1. februar 2004.

Kilde: Retsinformation.dk