← Bekendtgørelse af lov om elforsyning

§ Bekendtgørelse af lov om elforsyning · kapitel 28 af 30

Kapitel 13 – Sanktionsbestemmelser

LBK nr 114 af 09/02/2018

§ 86. Undlader nogen rettidigt at efterkomme et påbud meddelt af Energitilsynet efter § 85 d, stk. 1, om at give oplysninger i henhold til § 22, stk. 3, eller at efterkomme et påbud meddelt af Energitilsynet i medfør af § 77, kan Energitilsynet som tvangsmiddel pålægge de pågældende daglige eller ugentlige bøder. Det samme gælder, hvis nogen undlader rettidigt at efterkomme et påbud meddelt af Energitilsynet efter § 85 d, stk. 2, om at opfylde de pligter, der påhviler vedkommende efter artikel 3, stk. 4, litra b, 2. pkt., artikel 8, stk. 1, 1. og 2. pkt., eller stk. 5, 1. pkt., eller artikel 9, stk. 1 eller 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1227/2011/EU af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne.

Stk. 2. Der er udpantningsret for de i stk. 1 nævnte bøder.

§ 87. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

  1. driver produktions-, net- og transmissionsvirksomhed efter §§ 10 og 19 uden bevilling,

  2. etablerer og driver net eller anlæg efter §§ 11, 12 a, 21, 22 a og 23 uden tilladelse,

  3. tilsidesætter vilkår for en bevilling eller tilladelse efter de i nr. 1 og 2 nævnte bestemmelser,

  4. undlader at foretage underretning som angivet i § 19 d, stk. 3, og § 35,

  5. undlader at afgive erklæring, foretage registrering, indberetning eller afhændelse som angivet i §§ 37 og 37 a,

  6. anvender midler i strid med § 37 a, stk. 3,

  7. undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven, herunder påbud om at berigtige et ulovligt forhold,

  8. undlader at afgive oplysninger som omhandlet i kapitel 12,

  9. meddeler energi-, forsynings- og klimaministeren, Energitilsynet eller Energiklagenævnet urigtige eller vildledende oplysninger eller efter anmodning undlader at afgive oplysninger,

  10. overtræder § 19 a, stk. 8, § 69 b, stk. 1, § 69 c, § 84, stk. 7, eller § 84 a eller

  11. overtræder vilkår for en godkendelse efter § 98, stk. 2.

Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

§ 87 a. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder artikel 3, stk. 4, litra b, 2. pkt., artikel 4, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., eller stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 8, stk. 5, 1. pkt., artikel 9, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 5, eller artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1227/2011/EU af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne.

Stk. 2. På samme måde straffes markedsdeltagere, der overtræder forordningens artikel 8, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Forældelsesfristen for strafansvaret i henhold til stk. 1 og 2 er 5 år.

§ 87 b. Overtrædelse af artikel 3, stk. 1, eller artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1227/2011/EU af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 87 c. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 20 b, stk. 1.

§ 88. I regler, som udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af bestemmelserne i eller vilkår og påbud udstedt i henhold til reglerne.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.