← Bekendtgørelse af lov om elforsyning

§ Bekendtgørelse af lov om elforsyning · kapitel 26 af 30

Kapitel 11 – Energitilsynet

LBK nr 114 af 09/02/2018

§ 78. Til varetagelse af tilsyns- og klagefunktion på energiområdet nedsætter energi-, forsynings- og klimaministeren et Energitilsyn. Energitilsynet behandler ikke klager vedrørende civilretlige tvister.

Stk. 2. Energitilsynet deltager i det europæiske agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder.

Stk. 3. Energitilsynet er ikke undergivet instruktionsbeføjelse fra nogen.

Stk. 4. Energitilsynet betjenes af et sekretariat, som kun er undergivet instruktionsbeføjelse fra Energitilsynet. Sekretariatet skal samarbejde med andre myndigheder, herunder konkurrencemyndighederne, med henblik på en effektiv opgaveløsning. Sekretariatet kan samarbejde med andre myndigheder om løsning af administrative og andre opgaver, der ikke berører tilsynets tilsyns- og klagefunktioner.

Stk. 5. Chefen for Energitilsynets sekretariat udpeges af energi-, forsynings- og klimaministeren. Chefen for sekretariatet refererer til Energitilsynets formand.

Stk. 6. Ansatte i Energitilsynets sekretariat er underlagt de samme uafhængigheds- og upartiskhedskrav som Energitilsynets medlemmer, jf. § 79, stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om de i 1. pkt. nævnte forhold.

Stk. 7. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter nærmere regler for, hvilke opgaver Energitilsynet skal varetage, herunder overvågningsopgaver for at sikre velfungerende konkurrencebaserede elmarkeder og opgaver vedrørende samarbejdet med andre landes energireguleringsmyndigheder, herunder på regionalt plan og EU-plan, og regler om Energitilsynets opgaver efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling.

Stk. 8. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at tilsynet skal varetage opgaver, som er henlagt til ministeren.

Stk. 9. Energitilsynet fastsætter sin egen forretningsorden. Energitilsynet kan i sin forretningsorden fastsætte regler om offentliggørelse af sine afgørelser, der ikke er omfattet af bestemmelser om offentliggørelse af afgørelser i denne lov eller lov om naturgasforsyning. Energi-, forsynings- og klimaministeren godkender tilsynets forretningsorden.

Stk. 10. Energitilsynets formand kan efter nærmere aftale med tilsynet træffe afgørelse på tilsynets vegne.

Stk. 11. Omkostninger, som er forbundet med Energitilsynets drift og opgavevaretagelse efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven eller efter bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne, betales af de virksomheder, som Energitilsynet fører tilsyn med efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven eller efter bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne, jf. dog stk. 12.

Stk. 12. Netvirksomhederne og elhandelsvirksomhederne betaler halvårligt et beløb til Energitilsynet til dækning af Energitilsynets omkostninger til opgaver efter §§ 4 og 37-37 b og regler udstedt i medfør heraf. Det samlede beløb fastsættes til 0,2 mio. kr. Beløbet reguleres en gang årligt pr. 1. juli med den sats for det generelle pris- og lønindeks, der er fastsat af Finansministeriet. Energi-, forsynings- og klimaministeren offentliggør reguleringer hvert år, første gang pr. 1. juli 2019. Halvdelen af det samlede beløb betales af netvirksomhederne og opkræves hos netvirksomhederne i forhold til den mængde elektricitet, som er transporteret gennem netvirksomhedens net til forbrug i Danmark, på baggrund af opgørelser over målinger af forbrug af elektricitet i det foregående kalenderår. Halvdelen af det samlede beløb betales af elhandelsvirksomhederne og opkræves hos elhandelsvirksomhederne i forhold til den mængde elektricitet, som elhandelsvirksomhederne har leveret til forbrug i Danmark, på baggrund af opgørelser over målinger af forbrug af elektricitet i det foregående kalenderår.

Stk. 13. Energitilsynet fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af omkostningerne efter stk.11 og 12, jf. dog stk. 14. Afgørelser truffet i henhold til regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 14. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om betaling og opkrævning af beløb til dækning af Energitilsynets omkostninger i forbindelse med Energitilsynets opgaver efter loven eller regler udstedt i medfør af loven angående netvirksomhedernes opgaver vedrørende energibesparelser.

Stk. 15. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om Energitilsynets behandling af klager og om, hvorvidt klager over Energitilsynets afgørelser kan tillægges opsættende virkning. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan endvidere fastsætte regler om frister for klage til Energitilsynet.

§ 78 a. Energitilsynet kan til energireguleringsmyndigheder i lande omfattet af det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, til det europæiske agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder og til Europa-Kommissionen videregive oplysninger, som er omfattet af Energitilsynets tavshedspligt efter forvaltningsloven, i det omfang det er nødvendigt for varetagelsen af Energitilsynets, den modtagende energireguleringsmyndigheds, agenturets eller Europa-Kommissionens opgaver.

Stk. 2. Ved videregivelse af oplysninger til myndigheder, agenturet og Europa-Kommissionen i medfør af stk. 1 skal Energitilsynet betinge videregivelsen af, at oplysningerne

  1. er omfattet af en tavshedspligt hos modtageren, som svarer til den, Energitilsynet er undergivet efter forvaltningsloven, og

  2. kun kan videregives af modtageren med udtrykkeligt samtykke fra Energitilsynet, til det formål, som samtykket omfatter, og til personer, der er omfattet af en tavshedspligt, som svarer til den, Energitilsynet er undergivet efter forvaltningsloven.

§ 78 b. Energitilsynet offentliggør sine afgørelser truffet i henhold til regler i denne lov eller regler udstedt i henhold til loven på tilsynets hjemmeside. Offentliggørelsen kan omfatte navnet på den virksomhed, som er adressat for afgørelsen, når dette skønnes at være af almen interesse for offentligheden. Offentliggørelse af virksomhedens navn kan dog ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden.

Stk. 2. Offentliggørelse efter stk. 1 må ikke indeholde fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om kundeforhold.

§ 78 c. Energitilsynet kan offentliggøre sine afgørelser i sager om overtrædelse af regler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne og sine beslutninger om at pålægge tvangsbøder efter § 86, stk. 1, 2. pkt., på sin hjemmeside. Offentliggørelsen kan omfatte navnet på den juridiske eller fysiske person, som er adressat for en afgørelse eller beslutning, når dette skønnes at være af interesse for markedsdeltagerne, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Energitilsynet kan offentliggøre beslutninger om at overgive sager om overtrædelse af regler i den i stk. 1 nævnte forordning til politimæssig efterforskning på sin hjemmeside. Hvis beslutningen er truffet i forhold til en juridisk person, kan offentliggørelsen omfatte navnet på den juridiske person, når dette skønnes at være af interesse for markedsdeltagerne, jf. dog stk. 3. Offentliggørelse undlades, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse.

Stk. 3. Offentliggørelse af en juridisk eller fysisk persons navn efter stk. 1 eller 2 kan ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for den juridiske eller fysiske person.

Stk. 4. Offentliggørelse efter stk. 1 og 2 må ikke indeholde fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om kundeforhold.

§ 79. Energitilsynet består af en formand og 6 andre medlemmer, som udpeges af energi-, forsynings- og klimaministeren. Medlemmerne skal repræsentere juridisk, økonomisk, teknisk og miljø-, erhvervs- og forbrugermæssig sagkundskab.

Stk. 2. Energitilsynets medlemmer skal være uafhængige af energisektorens parter. De må ikke søge eller modtage instrukser fra nogen under udførelsen af deres opgaver og skal udføre deres hverv med upartiskhed. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om de i 1. og 2. pkt. nævnte forhold.

Stk. 3. Tilsynsmedlemmer og 2 faste suppleanter beskikkes for en fast periode på 5 år, der kan forlænges én gang. Hvis et medlem eller en suppleant afgår inden udløbet af beskikkelsesperioden, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden.

Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan afsætte et udpeget medlem eller en udpeget suppleant, hvis medlemmet eller suppleanten ikke længere opfylder uafhængighedskravet eller har overtrådt kravet om upartiskhed, jf. stk. 2. Derudover kan ministeren efter indstilling fra formanden for Energitilsynet afskedige et medlem eller en suppleant, som groft har tilsidesat sine pligter efter tilsynets forretningsorden.

§ 79 a. Energitilsynet efterkommer bindende juridiske afgørelser fra Europa-Kommissionen og fra det europæiske agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder.

§ 80. Energitilsynet kan behandle og afgøre sager på eget initiativ eller på grundlag af en anmeldelse eller en klage.

§ 81. Energitilsynet kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven eller efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne få adgang til en virksomheds eller en markedsdeltagers lokaler og på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver nødvendig oplysning, herunder virksomhedens eller markedsdeltagerens regnskaber, øvrige regnskabsmaterialer, forretningsbøger og andre forretningspapirer, uanset om disse oplysninger opbevares elektronisk.

Stk. 2. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 1.

§ 82. Energitilsynet aflægger årligt beretning om sin virksomhed og varetagelsen af sine opgaver til energi-, forsynings- og klimaministeren, Europa-Kommissionen og det europæiske agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder.

Stk. 2. Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, betingelser, tekniske krav og standarder og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst 1 gang årligt. Registret skal endvidere indeholde oplysninger om de kollektive elforsyningsvirksomheders ejerandele i elproduktionsvirksomheder og andre kollektive elforsyningsvirksomheder samt om, hvem der besidder ejerandele i kollektive elforsyningsvirksomheder.

Stk. 3. Anmeldelser er offentligt tilgængelige. Energitilsynet kan dog beslutte, at en anmeldelse ikke offentliggøres, hvis væsentlige hensyn taler herimod.

Stk. 4. Energitilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de kollektive elforsyningsvirksomheders indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse virksomheders udførelse af deres opgaver.

Stk. 5. Energitilsynet overvåger graden af gennemsigtighed af engrospriser og udarbejder periodiske analyser til dette formål.

Stk. 6. Energitilsynet fastsætter regler om fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af klima- og energiydelser.

Stk. 7. Energitilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i en virksomhed m.v. med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.

§ 82 a. Energitilsynet foretager årlige undersøgelser af elpriser for elforbrugere med et forbrug på op til 100.000 kWh om året og vurderer, om priserne er rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende. Resultatet af undersøgelserne offentliggøres på Energitilsynets hjemmeside.

Stk. 2. Til brug for undersøgelser af elpriser for elforbrugere efter stk. 1 kan Energitilsynet pålægge elhandelsvirksomhederne at markere bestemte produkter i forbindelse med indberetning af priserne i den prisportal, som er nævnt i § 82 b, stk. 1.

Stk. 3. Træffes der beslutning om, at den i § 82 b, stk. 1, nævnte prisportal skal lukkes eller sælges, jf. § 82 b, stk. 3, kan Energitilsynet til brug for sine undersøgelser af forbrugerpriserne efter stk. 1 pålægge elhandelsvirksomhederne at indberette deres elpriser for forbrugere med et forbrug på op til 100.000 kWh om året til Energitilsynet og ved indberetningen at markere bestemte produkter.

Stk. 4. Energitilsynet kan fastsætte nærmere regler om indberetninger efter stk. 3.

§ 82 b. Energitilsynet har ansvaret for etablering og drift af en prisportal for elpriser, rabatter og vilkår på det danske elmarked for forbrugere med et forbrug på op til 100.000 kWh om året. Prisportalen skal være gratis og offentligt tilgængelig på internettet og sikre gennemsigtighed, hvad angår elpriser, rabatter og vilkår.

Stk. 2. Energitilsynet kan udbyde opgaven nævnt i stk. 1 til en uvildig tredjepart, som har det fornødne markedskendskab.

Stk. 3. Efter den 1. oktober 2018 kan energi-, forsynings- og klimaministeren træffe beslutning om, at prisportalen skal lukkes eller sælges, hvis Energitilsynet vurderer, at der ikke længere er behov for prisportalen.

Stk. 4. Energitilsynet kan fastsætte nærmere regler om elhandelsvirksomhedernes indberetninger efter § 72 a, stk. 5, og § 82 a, stk. 2.

§ 82 c. Energitilsynet fører en årlig statistik over forsyningsafbrydelser og begrundelserne herfor. Statistikken offentliggøres på Energitilsynets hjemmeside.

Stk. 2. Energitilsynet kan fastsætte nærmere regler om elhandelsvirksomhedernes indberetninger af forsyningsafbrydelser og begrundelserne herfor efter § 20 c, stk. 2

§ 83. Energitilsynet gør energi-, forsynings- og klimaministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for løsningen af opgaverne med bl.a. udstedelse, ændring og kontrol med bevillinger.

Stk. 2. Energitilsynet gør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan være i strid med konkurrencelovgivningen.