← Bekendtgørelse af lov om elforsyning

§ Bekendtgørelse af lov om elforsyning · kapitel 22 af 30

Kapitel 7 – Overdragelse, forbrugerindflydelse, udskillelse af aktiviteter m.v.

LBK nr 114 af 09/02/2018

§ 35. Transmissionsnet på mellem 100 kV og 200 kV samt udlandsforbindelser på under 100 kV, der er stillet til rådighed for Energinet, og ejerandele i transmissionsvirksomheder, der ejer sådanne net (transmissionsandele), kan udelukkende afstås til staten. Ejere, der ønsker at foretage afståelser omfattet af denne bestemmelse, giver særskilt skriftlig underretning herom til Energinet.

Stk. 2. En virksomhed, der ejer transmissionsandele (ejervirksomheden), har pligt til at afstå samtlige sine transmissionsandele til staten ved ejerskifte i ejervirksomheden. Ved ejerskifte efter denne bestemmelse forstås,

  1. at 50 pct. af ejerandelene i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte besidder ejerandele i ejervirksomheden, har skiftet ejer,

  2. at ejere af ejerandele i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer andele i ejervirksomheden, enten ved erhvervelsen eller senere alene eller i forening med andre har opnået bestemmende indflydelse i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer andele i ejervirksomheden, eller

  3. at ejere af ejerandele i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer andele i ejervirksomheden, har mistet bestemmende indflydelse i ejervirksomheden eller i en virksomhed, der direkte eller indirekte ejer andele i ejervirksomheden.

Stk. 3. Til ejerskifte efter stk. 2 medregnes ikke ejerskifte til ejerandele i forbrugerejede virksomheder, når overtagelse af ejerskabet er en vedtægtsmæssig betingelse for overtagelse af brugen af virksomhedens installation hos den nye forbruger. Såfremt en forbrugerejet virksomhed som omfattet af 1. pkt. ændrer sine vedtægtsmæssige bestemmelser, således at ejerskabet til andelene i virksomheden gøres uafhængigt af brugen af virksomhedens installationer, skal dette anses for et ejerskifte efter stk. 2, uanset om der måtte være indtrådt en situation omfattet af stk. 2, og uanset indholdet af stk. 5.

Stk. 4. Såfremt en enkelt ejer har bestemmende indflydelse (den kontrollerende ejer) i en virksomhed (den kontrollerede virksomhed), der direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, finder stk. 2 ikke anvendelse på dispositioner vedrørende ejerandele i virksomheder, som direkte eller indirekte besidder de øvrige ejerandele i den kontrollerede virksomhed.

Stk. 5. Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af stk. 1 og 2, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i de virksomheder, der berøres af en selskabsmæssig omstrukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed end direkte eller indirekte ejerandele i samme forhold i den virksomhed eller de virksomheder, der består efter den selskabsmæssige omstrukturering. Ved fusioner af forbrugerejede andelsselskaber kan der dog ydes vederlag i form af en periode med nedsatte tariffer, såfremt det fortsættende selskab er et forbrugerejet andelsselskab med samtlige andelshavere i de fusionerende selskaber som nye andelshavere. En selskabsmæssig omstrukturering, som indebærer, at en ejer opnår bestemmende indflydelse i en virksomhed, der består efter omstruktureringen, er kun omfattet af 1. pkt., såfremt den pågældende ejer på tidspunktet for omstruktureringen besad bestemmende indflydelse i en virksomhed, som indgik i omstruktureringen, og som den 19. april 2006 direkte eller indirekte besad transmissionsandele. Såfremt der efter gennemførelsen af en selskabsmæssig omstrukturering som nævnt i 1. pkt. sker afståelse af direkte eller indirekte ejerandele i virksomheder, der består efter den selskabsmæssige omstrukturering, og som direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, udgør det ejerskifte af transmissionsandele efter bestemmelsen i stk. 2, såfremt afståelse af en tilsvarende andel af den pågældende ejers ejerandele inden gennemførelsen af den selskabsmæssige omstrukturering ville have medført, at der var indtrådt ejerskifte efter stk. 2.

Stk. 6. Udnyttelse af forkøbsrettigheder, køberettigheder og tegningsrettigheder stiftet før den 21. april 2004 er ikke omfattet af stk. 1 og 2.

Stk. 7. En selskabsmæssig omstrukturering, som indebærer, at en ejervirksomhed efter den selskabsmæssige omstrukturering i stedet bliver indirekte ejer af de pågældende transmissionsandele, er ikke omfattet af stk. 5, 1. pkt., medmindre energi-, forsynings- og klimaministeren giver tilladelse hertil.

Stk. 8. En kommunes overdragelse af en virksomhed, som direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, til forbrugere, hvis ejerskab bliver knyttet til brugen af virksomhedens installationer, jf. stk. 3, 1. pkt., er omfattet af undtagelsen i stk. 5, 1. pkt., såfremt kommunen ikke opnår vederlag i forbindelse med overdragelsen.

Stk. 9. En virksomhed, der direkte eller indirekte besidder transmissionsandele, skal straks give underretning til energi-, forsynings- og klimaministeren, når 50 pct. af ejerandelene i virksomheden har skiftet ejer, eller hvis virksomheden bliver bekendt med, at en af virksomhedens ejere alene eller i forening med andre ejere opnår eller mister bestemmende indflydelse i virksomheden. En ejer, der alene eller i forening med andre opnår eller mister bestemmende indflydelse i virksomheden, skal straks give underretning til energi-, forsynings- og klimaministeren. Dette gælder dog ikke, såfremt transaktionen i medfør af stk. 3-6 eller 8 er undtaget fra stk. 2. Underretning skal ske ved særskilt skriftlig meddelelse, som indeholder en udtrykkelig henvisning til den begivenhed, som efter stk. 2 har udløst pligt til afståelse af transmissionsandele.

Stk. 10. Energi-, forsynings- og klimaministeren træffer afgørelse om pligt til afståelse efter stk. 2. Statens købepligt efter stk. 1 og 2 opfyldes af Energinet uden ugrundet ophold, efter at energi-, forsynings- og klimaministeren har truffet afgørelse om afståelsespligt, eller Energinet har modtaget underretning om, at der ønskes afståelse. Såfremt overtagelsen forudsætter udskillelse af transmissionsnet efter stk. 11, vil købepligten dog først kunne opfyldes uden ugrundet ophold fra det tidspunkt, hvor udskillelse er sket.

Stk. 11. Inden statens overtagelse af transmissionsandele efter stk. 1 og 2 skal virksomheder, der både ejer transmissionsnet omfattet af stk. 1 og andre net, udskille de af stk. 1 omfattede transmissionsnet i et selvstændigt aktieselskab. Udskillelsen skal ske snarest muligt og senest 12 måneder efter, at Energinet har modtaget underretning efter stk. 1, eller energi-, forsynings- og klimaministeren har truffet afgørelse om pligt til afståelse efter stk. 2.

Stk. 12. I mangel af enighed fastsættes pris- og betalingsvilkår for overtagelse af ejerskab til transmissionsnet efter stk. 1 og 2 af Taksationskommissionen efter reglerne i kapitel 4 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Søgsmål til prøvelse af kendelser om pris- og betalingsvilkår truffet af Taksationskommissionen skal være anlagt inden 6 måneder efter, at kendelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 13. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan hos virksomheder, sælgere af ejerandele og ejere omfattet af stk. 1, 2 og 9 forlange alle oplysninger, som ministeren anser for nødvendige for udøvelse af tilsyn med, at de nævnte bestemmelser er overholdt.

Stk. 14. Transmissionsvirksomheder, som driver transmissionsnet omfattet af stk. 1, skal drives i aktieselskabsform.

§ 35 a. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan indgå aftale om statens overtagelse af transmissionsnet på 200 kV eller derover, netforbindelser til udlandet og systemansvarlige virksomheder.

Stk. 2. Netvirksomheder kan vælge at overdrage ejerandele til staten i henhold til en aftale efter stk. 1 uanset vedtægtsbestemmelser om uoverdragelighed. Overdragelse af ejerandele i henhold til en aftale efter stk. 1 behandles skattemæssigt efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, idet ejerandele, der overdrages uanset vedtægtsbestemmelser om uoverdragelighed, i sin helhed anses for erhvervet ved andelshaverens indtræden i transmissionsvirksomheden og for afstået på tidspunktet for overdragelsen til staten.

§ 36. (Ophævet)

§ 37. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der er eller i perioden efter den 20. februar 2003 har været omfattet af § 2, stk. 1, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller i perioden efter den 20. februar 2003 har ejet andele i sådanne virksomheder.

Stk. 2. Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af stk. 1, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i de virksomheder, der berøres af den selskabsmæssige omstrukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed end direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes forhold i den virksomhed eller de virksomheder, der består efter den selskabsmæssige omstrukturering. Dette er dog betinget af, at virksomheden eller virksomhederne er omfattet af stk. 1 eller, hvis det er en spaltning, § 2, stk. 1-3, i lov om kommuners afståelse af vandselskaber. Hvis en spaltning fører til, at en eller flere virksomheder alene bliver omfattet af § 2, stk. 1-3, i lov om kommuners afståelse af vandselskaber, er det yderligere en betingelse, at der i de udspaltede virksomheder ikke er anvendt eller medfulgt midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning, lov om fjernkøling eller lov om naturgasforsyning. Kommunen afgiver i forbindelse med spaltninger omfattet af 3. pkt. en erklæring til Energitilsynet i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 37 b om, at der ikke i de udspaltede virksomheder er anvendt eller medfulgt midler i strid med 3. pkt. § 37 a, stk. 6, 2.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Registreringen skal omfatte den dato, hvor uddelingen eller vederlaget er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og beløbets størrelse.

Stk. 4. Ved afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1 til en fond eller anden selvejende institution anses afståelsestidspunktet for rådighedsdato efter stk. 3, og der skal efter stk. 1 registreres et vederlag, som mindst svarer til markedsværdien af de pågældende ejerandele.

Stk. 5. Kommuner indberetter senest den 1. februar hvert år til Energitilsynet de registreringer, som kommunen har foretaget efter stk. 1, 3 og 4 i det foregående kalenderår, eller afgiver erklæring om, at der ikke er foretaget sådanne registreringer.

Stk. 6. Indberetningen skal angive det samlede beløb, der er blevet til rådighed i det foregående kalenderår (rådighedsbeløbet), og skal ledsages af dokumentation for størrelsen af de registrerede uddelinger og vederlag og for de registrerede rådighedsdatoer. Endvidere skal indberetningen angive en beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra de enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i indberetningsåret, hvor der efter stk. 10 sker reduktion i kommunens statstilskud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret. Finder tilsynet, at den ledsagende dokumentation er utilstrækkelig, kan tilsynet forlange yderligere dokumentation.

Stk. 7. Ved indberetningen efter stk. 5 kan kommunale ejere af aktieselskaber, der var børsnoterede den 20. februar 2003, i det samlede rådighedsbeløb inkl. beregnet forrentning fradrage et beløb svarende til det gennemsnitlige modtagne udbytte fra selskaber omfattet af stk. 1 i årene 1998-2002. Fradraget kan dog ikke overstige det samlede modtagne udbytte i det kalenderår, som indberetningen vedrører.

Stk. 8. Kommuner kan ved indberetning efter stk. 5 af vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1 fratrække beløb, som i medfør af § 37 a, stk. 1 eller 6, har ført eller samtidig fører til reduktion i kommunens statstilskud i henhold til stk. 10. Kommuner kan endvidere ved indberetning efter stk. 5 fratrække

  1. et nettoprovenu og en indskudskapital, som Energitilsynet har godkendt eller fastsat i medfør af § 35, stk. 5, jf. stk. 1 eller stk. 9, 2. pkt., i lov om naturgasforsyning, og som for nettoprovenuets vedkommende har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i henhold til § 35, stk. 6-8, i lov om naturgasforsyning, og

  2. beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i henhold til § 6 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber.

Stk. 9. Energitilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt det indberettede rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, den beregnede forrentning og eventuelle fradrag efter stk. 7 og 8 kan godkendes. Kan Energitilsynet ikke godkende disse, fastsætter tilsynet rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag.

Stk. 10. Energitilsynet giver senest den 1. maj hvert år Erhvervs-og Vækstministeriet meddelelse om de efter stk. 9 godkendte rådighedsbeløb inkl. beregnet forrentning og med eventuelle fradrag. Erhvervs-og Vækstministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 15, stk. 1, 2, 4 og 5, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Hvis beløbet efter 2. pkt. overstiger det modregnede beløb i det første modregningsår, beregner Erhvervs-og Vækstministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1. november i indberetningsåret til den 1. juli i året efter indberetningsåret. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret.

Stk. 11. Kommunekemi A/S anses ikke for at være en virksomhed omfattet af stk. 1.

§ 37 a. Kommuner må ikke uden tilladelse fra energi-, forsynings- og klimaministeren bevare ejerandele i virksomheder omfattet af § 37, stk. 1, såfremt der i de pågældende virksomheder eller i virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i, påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan stille vilkår for meddelelse af tilladelse, herunder om afståelse af ejerandele eller aktiviteter i en eller flere af de pågældende virksomheder eller om, at midler anvendt til sådanne nye aktiviteter skal betragtes som uddelinger efter § 37, stk. 1. Afståelse efter 2. pkt. skal, medmindre særlige hensyn tilsiger andet, ske snarest. Dersom tilladelse ikke opnås, skal kommunen snarest afhænde samtlige ejerandele i de pågældende virksomheder.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, i det omfang der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning, lov om fjernkøling eller lov om naturgasforsyning eller nye aktiviteter omfattet af § 2, stk. 1 eller 3, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.

Stk. 3. I virksomheder omfattet af stk. 1 må der ikke anvendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning, lov om fjernkøling eller lov om naturgasforsyning, til aktiviteter omfattet af § 2, stk. 1 eller 3, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.

Stk. 4. Aktiviteter omfattet af § 2, stk. 1 eller 3, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse, som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning eller lov om naturgasforsyning. Virksomheder, der producerer elektricitet ved afbrænding af affald, kan dog udøve aktiviteter forbundet med affaldshåndtering omfattet af lov om miljøbeskyttelse uden selskabsmæssig adskillelse.

Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 og § 3, stk. 1, i lov om fjernkøling er ikke til hinder for, at servicefunktioner for aktiviteter omfattet af stk. 2 varetages i et selvstændigt selskab.

Stk. 6. Kommuner godtgør senest den 1. februar hvert år over for Energitilsynet ved erklæring afgivet i overensstemmelse med reglerne fastsat i medfør af § 37 b, at der ikke i det foregående kalenderår er anvendt midler i strid med stk. 3. Finder Energitilsynet, at en kommune må anses for at have anvendt midler i strid med stk. 3, betragtes de pågældende midler som uddelinger efter § 37, stk. 1. Energitilsynet fastsætter rådighedsdatoen, beløbets størrelse og en beregnet forrentning i henhold til § 37, stk. 6. Kan en kommune ikke afgive erklæring i overensstemmelse med reglerne fastsat i medfør af § 37 b, giver Energitilsynet energi-, forsynings- og klimaministeren meddelelse herom. Energi-, forsynings- og klimaministeren træffer herefter afgørelse om hel eller delvis afståelse af aktiviteter eller ejerandele i virksomheder omfattet stk. 1.

Stk. 7. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at andre aktiviteter skal være omfattet af stk. 2-6.

§ 37 b. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om indberetning efter § 37, stk. 5, og om dokumentation og regnskabsføring for forhold omfattet af § 37, stk. 2 og 5, og § 37 a, stk. 3-6, herunder om, at der skal indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor.

Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan endvidere fastsætte regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter som nævnt i § 37 a, stk. 1, herunder om, at der skal indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revisor.

§ 38. (Ophævet)

§ 39. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal skriftligt underrette Energitilsynet om enhver hel eller delvis afståelse af sine ejerandele i elproduktionsvirksomheder eller andre kollektive elforsyningsvirksomheder. Endvidere skal kollektive elforsyningsvirksomheder underrette Energitilsynet om, hvilke virksomheder der besidder ejerandele i virksomheden, i det omfang virksomheden er bekendt med dette.

Forbrugerrepræsentation

§ 40. Mindst to medlemmer af en netvirksomheds bestyrelse skal enten direkte eller via et repræsentantskab vælges af forbrugerne i netvirksomhedens forsyningsområde.

§ 41. Netvirksomheder, der er ejet af forbrugere eller kommuner, kan i stedet for den i § 40 nævnte indflydelse lade forbrugerne eller en eller flere kommunale bestyrelser i virksomhedens forsyningsområde enten direkte eller via et repræsentantskab vælge flertallet af netvirksomhedens bestyrelse i kraft af disses udøvelse af deres ejerbeføjelser på netvirksomhedens generalforsamling. Flertallet kan også vælges af forbrugere og en eller flere kommunale bestyrelser i forening.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte indflydelse anses for opfyldt, hvis flertallet af bestyrelsesmedlemmerne i en netvirksomhed, som drives som selvejende institution, er udpeget af forbrugere eller kommunalbestyrelser i forsyningsområdet eller disse i forening. Det samme gælder for kommunal netvirksomhed, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt.

Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 nævnte indflydelse anses for opfyldt, hvis forbrugere eller kommuner ejer netvirksomheden gennem en eller flere juridiske personer, såfremt bestyrelsen i den øverste juridiske person vælges på den i stk. 1 eller 2 nævnte måde og denne bestyrelse direkte eller indirekte vælger netvirksomhedens bestyrelse.

§ 42. Forbrugerrepræsentanter efter § 40 skal vælges første gang senest 6 måneder efter, at netvirksomheden ikke opfylder det i § 41 nævnte indflydelseskrav.

Stk. 2. Netvirksomheden skal drage omsorg for, at der vælges forbrugerrepræsentanter efter § 40.

§ 43. (Ophævet)

§ 44. En netvirksomheds vedtægter skal indeholde nærmere bestemmelser, der sikrer gennemførelsen af §§ 40-42.

Stk. 2. Valg af forbrugerrepræsentanter efter §§ 40 og 41 skal ske på en måde, der giver enhver tilsluttet forbruger lige indflydelse uanset forbrug. Forbrugerrepræsentanterne skal have samme rettigheder og pligter som de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3. En netvirksomhed kan i stedet for de i stk. 2, 1. pkt., nævnte valgregler anvende valgregler, som i rimeligt omfang afspejler antallet af forbrugere og det faktiske energiforbrug, jf. § 23 k, stk. 2, i lov om varmeforsyning, når

  1. netvirksomheden er koncernforbundet med en virksomhed, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp,

  2. netvirksomheden opfylder kravet om forbrugerindflydelse på den i § 41, stk. 3, nævnte måde og

  3. virksomheden, der ejer et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp, opfylder kravet om forbrugerindflydelse på den i § 23 h, stk. 3, i lov om varmeforsyning nævnte måde.

Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan, hvis særlige hensyn tilsiger det, dispensere fra de i stk. 2 nævnte krav om lige indflydelse for alle forbrugere uanset forbrug.

Habilitetskrav

§ 45. Direktører, vicedirektører, underdirektører og ledende medarbejdere i en net-, eller transmissionsvirksomhed må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af en koncernforbundet elproduktions- eller elhandelsvirksomhed eller en koncernforbundet virksomhed, der direkte eller indirekte ejer disse, medmindre der er tale om en kollektiv elforsyningsvirksomhed.

Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmer i en net-, eller transmissionsvirksomhed må ikke direkte eller indirekte deltage i driften eller ledelsen af en koncernforbundet elproduktions- eller elhandelsvirksomhed.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for netvirksomheder, som alene eller sammen med andre netvirksomheder inden for samme koncern har mindre end 100.000 tilsluttede forbrugere. Ministeren kan dog fastsætte regler om ændring af denne grænse.

Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler med henblik på at sikre, at ledelsen i en net-, transmissions- eller systemansvarlig virksomhed kan handle uafhængigt af erhvervsmæssige interesser.

Aftalevilkår

§ 46. Aftaler, som kollektive elforsyningsvirksomheder indgår med andre virksomheder, herunder koncernforbundne selskaber, skal indgås på markedsmæssige vilkår.

Stk. 2. De af stk. 1 omfattede aftaler skal foreligge i skriftlig form på aftaletidspunktet. Kollektive elforsyningsvirksomheder skal udarbejde skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat. Dokumentationen skal kunne danne grundlag for en vurdering af prisernes og vilkårenes markedsmæssighed. Dokumentationen forelægges Energitilsynet efter anmodning. Hvis markedsmæssigheden af en aftale ikke findes godtgjort, kan Energitilsynet skønsmæssigt fastsætte den markedsmæssige pris. Den skønsmæssigt fastsatte pris vil blive lagt til grund for den økonomiske regulering af den kollektive elforsyningsvirksomhed.

Udskillelse af aktiviteter

§ 47. Bevilling til netvirksomhed og transmissionsvirksomhed kan med de i stk. 2 nævnte undtagelser ikke gives til samme virksomhed, og bevillingshaveren kan i virksomheden alene drive de aktiviteter, som ligger inden for bevillingen.

Stk. 2. Bevilling til netvirksomhed og bevilling til transmissionsvirksomhed kan dog gives til samme virksomhed, hvis energi-, forsynings- og klimaministeren vurderer, at dette kan ske, uden at det er til hinder for en forsvarlig varetagelse af de bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 3. I det i stk. 2 nævnte tilfælde skal der i virksomheden være regnskabsmæssig adskillelse mellem de to bevillingspligtige aktiviteter.

Stk. 4. Andre aktiviteter, som ligger uden for bevillingen, herunder produktion eller handel med elektricitet, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar.

Stk. 5. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan for netvirksomheder, der har færre end 100.000 tilsluttede forbrugere, fastsætte regler om, at mindre omfattende aktiviteter, som ligger uden for bevillingen til netvirksomhed, er undtaget fra det i stk. 4 nævnte krav om, at aktiviteterne skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. Aktiviteterne skal i så fald holdes regnskabsmæssigt adskilt fra netvirksomhedens øvrige aktiviteter.

§ 48. Virksomheder, som producerer elektricitet ved forbrænding af affald, må ikke i samme virksomhed udøve anden elproduktionsvirksomhed eller elhandelsvirksomhed.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for virksomheder, som producerer elektricitet med tilladelse efter § 12 a.

§ 49. Midler, som en virksomhed opkræver for andre ifølge bestemmelserne i denne lov, herunder elafgifter og betaling af omkostninger til offentlige forpligtelser, jf. § 8, stk. 1, som faktureres efter § 72 b, stk. 1, 2. pkt., og § 72 d, stk. 1, 2. pkt., skal holdes adskilt fra virksomhedens formue.