§ Bekendtgørelse af lov om elforsyning · kapitel 20 af 30
Kapitel 5 – Systemansvarlig virksomhed
LBK nr 114 af 09/02/2018
§ 27. (Ophævet)
§ 27 a. Energinet er ansvarlig for forsyningssikkerheden og skal for at opfylde denne forpligtelse
-
opretholde den tekniske kvalitet og balance inden for det sammenhængende elforsyningssystem og
-
sikre tilstedeværelsen af en tilstrækkelig produktionskapacitet i det sammenhængende elforsyningssystem.
Stk. 2. Energinet kan til varetagelsen af sine forpligtelser i stk. 1 indhente nødvendige oplysninger hos brugerne af nettet.
§ 27 b. Transmissionsanlæg stillet til Energinets rådighed og elproduktionsanlæg med en kapacitet på mere end 25 MW kan ikke tages ud af drift i længere tid uden godkendelse fra Energinet. Med henblik på opretholdelsen af forsyningssikkerheden kan Energinet mod rimelig betaling kræve godkendte driftsstop udskudt eller fremrykket.
Stk. 2. Af hensyn til varetagelsen af forsyningssikkerheden, jf. § 27 a, stk. 1, skal produktionsvirksomheder efter anvisning fra Energinet meddele, hvilke anlæg med en kapacitet på mere end 25 MW produktionsvirksomheden i en periode på op til 4 uger forventer at holde i driftsklar stand i periodens driftsdøgn. Produktionsvirksomheder skal senest dagen før driftsdøgnet underrette Energinet om, hvilke produktionsanlæg med en kapacitet på mere end 25 MW der forventes sat i drift i driftsdøgnet.
Stk. 3. Såfremt Energinet vurderer, at der ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at forsyningssikkerheden kan opretholdes med de anlæg, som forventes holdt driftsklare ifølge stk. 2, kan Energinet kræve, at yderligere elproduktionsanlæg holdes driftsklare, således at anlæggene kan producere elektricitet med et varsel fastsat af Energinet. Meromkostninger, der knytter sig til at holde et anlæg driftsklart, betales af Energinet.
§ 27 c. Energinet offentliggør for det følgende driftsdøgn oplysninger om overføringskapaciteten i det transmissionsnet, der er stillet til rådighed for Energinet.
Stk. 2. Brugere af det kollektive elforsyningsnet skal efter regler fastsat af Energinet og på baggrund af den i stk. 1 nævnte offentliggørelse anmelde planer for elproduktion, elforbrug og elhandel for det følgende driftsdøgn til Energinet. Elproduktion, som er omfattet af § 52, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, er undtaget fra anmeldelsespligten.
Stk. 3. Energinet skal inden starten af det følgende driftsdøgn godkende planer for forventet elproduktion, elforbrug og elhandel, som er anmeldt til virksomheden efter stk. 2. Godkendelsen kan betinges af, at der sker omlægninger i planerne, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsyningssikkerheden.
Stk. 4. Energinet kan efter godkendelsen af planerne påbyde elproduktionsvirksomheder at ændre produktionsomfang eller igangsætte produktion, såfremt det er nødvendigt af hensyn til forsyningssikkerheden.
Stk. 5. Elproduktion fra decentrale kraft-varme-produktionsanlæg og elproduktionsanlæg, der producerer VE-elektricitet eller anvender affald som brændsel, har prioriteret adgang til elforsyningsnettet. Ved omlægninger som nævnt i stk. 3 og 4 kan Energinet alene reducere eller afbryde prioriteret elproduktion, hvis en reduktion af elproduktion fra andre anlæg ikke er tilstrækkelig til at opretholde den tekniske kvalitet og balance inden for det sammenhængende elforsyningssystem.
Stk. 6. Såfremt Energinet forlanger omlægninger som nævnt i stk. 3-5, yder Energinet betaling herfor. Energinet yder dog ikke betaling, hvis Energinet forlanger omlægninger i forhold til anmeldte planer for elproduktion, elforbrug og elhandel som nævnt i stk. 3, inden planerne er godkendt, og omlægningerne er nødvendige
-
for ikke at overskride den offentliggjorte overføringskapacitet som nævnt i stk. 1 eller
-
for at bringe balance i de enkelte brugeres planlagte elproduktion, elforbrug eller elhandel.
Stk. 7. Ved overhængende risiko for netsammenbrud samt under netsammenbrud og genopbygning af nettet kan Energinet uden betaling kræve de nødvendige omlægninger af produktion, handel og forbrug.
Stk. 8. Såfremt en brugers faktiske elproduktion, elforbrug eller elhandel i et driftsdøgn ikke svarer til det, som er godkendt efter stk. 3, kan Energinet kræve, at der ydes rimelig betaling for de ubalancer, det påfører systemet. Energinet afholder dog omkostninger for ubalancer som nævnt i 1. pkt. for elproduktion fra en vindmølle omfattet af §§ 39 og 41 i lov om fremme af vedvarende energi, og fra et VE-elproduktionsanlæg omfattet af § 43 a, stk. 2 og 7, § 44, stk. 2, § 45, stk. 3, og § 47 i lov om fremme af vedvarende energi.
Stk. 9. Omlægninger som nævnt i stk. 3-5 skal ske efter objektive kriterier, som fastsættes af Energinet på grundlag af samfundsøkonomiske og miljømæssige hensyn. Energinet fastsætter endvidere objektive kriterier for beregning af betalingen for reduktion eller afbrydelse efter stk. 5.
Stk. 10. De regler og kriterier, som Energinet fastsætter i medfør af stk. 2 og 9, skal være tilgængelige for brugere og potentielle brugere af det kollektive elforsyningsnet.
Stk. 11. Energinet skal efter høring af relevante parter anmelde regler og kriterier, som Energinet fastsætter i medfør af stk. 2 og 9, til Energitilsynet. Energitilsynet kan give pålæg om ændring af reglerne og kriterierne, jf. § 77.
Stk. 12. Elproduktion fra havvindmølleparker som nævnt i § 34 i lov om fremme af vedvarende energi er undtaget fra ovenstående bestemmelser.
§ 27 d. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om de i §§ 27 a, 27 b og 27 c nævnte forhold.
Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at Energinet skal iværksætte nærmere angivne foranstaltninger, hvis disse foranstaltninger anses for nødvendige for at opretholde en tilstrækkelig forsyningssikkerhed. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at foranstaltningerne skal iværksættes efter udbud eller anden gennemsigtig og ikkediskriminerende procedure.
Stk. 3. Energinets iværksættelse af foranstaltninger efter stk. 2 skal godkendes af energi-, forsynings- og klimaministeren.
§ 27 e. Energinets omkostninger til opretholdelse af den i § 27 a, stk. 1, nr. 2, nævnte produktionskapacitet i perioden 1. januar 2000 til og med den 31. december 2003 indregnes i virksomhedernes priser med lige store årlige beløb i 10 år i perioden mellem 1. januar 2000 og 31. december 2010.
§§ 27 f-27 i. (Ophævet)
§ 28. Energinet skal i samarbejde med energi-, forsynings- og klimaministeren og de øvrige kollektive elforsyningsvirksomheder sikre, at de offentlige forpligtelser, jf. § 8, opfyldes.
Stk. 2. Energinet skal udføre følgende opgaver:
-
Sikre, at der udføres sådanne forsknings- og udviklingsaktiviteter, som er nødvendige for en fremtidig miljøvenlig og energieffektiv transmission og distribution af elektricitet.
-
Udarbejde årlige oversigter og prognoser til brug for markedets aktuelle og potentielle aktører.
-
Samarbejde med systemansvarlige virksomheder i andre lande om etablering af gensidige, ligeværdige principper for elforsyning samt om nettariffer, netadgang og transit, markedsspørgsmål m.v., samkøring af transmissionsforbindelser, herunder håndtering af balance- og kapacitetsproblemer samt indgå nødvendige fælles systemdriftaftaler, som sikrer udnyttelsen af de fordele, som sammenkoblede systemer giver.
-
Varetage opgaver vedrørende miljøvenlig elproduktion ifølge bestemmelserne i kapitel 9, lov om fremme af vedvarende energi og lov om pilotudbud af pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser.
-
Samarbejde med netvirksomhederne om at sikre netadgang og adgang til transit.
-
Sikre brugerne lige adgang til informationer om adgangen til køb og salg af elektricitet.
-
Etablere og varetage driften af en datahub til håndtering af måledata m.v. og til varetagelse af nødvendige funktioner og kommunikation til brug for elhandelsvirksomhedernes fakturering, herunder formidling af information om elafgifter. Energinet skal sikre, at datahubben understøtter overførsel af aftagenumre, jf. § 72 d, stk. 4 og 5.
-
Indberette oplysninger til datahubben om tariffer og om omkostninger til offentlige forpligtelser, jf. § 8, og via datahubben varsle ændringer i priser og vilkår.
-
Udarbejde en plan for det fremtidige behov for transmissionskapacitet i det sammenhængende elforsyningssystem og transmissionsforbindelser til andre net.
-
Sikre nødvendig om- og nybygning af transmissionsnet i overensstemmelse med transmissionsnetplanlægningen, jf. nr. 9.
-
Fremsende en årlig miljøberetning til energi-, forsynings- og klimaministeren, som redegør for udviklingen i de væsentligste miljøforhold for el- og kraft-varme-produktion inden for det samlede elforsyningssystem.
-
Udarbejde forskrifter for netvirksomhedernes målinger.
-
Udarbejde forskrifter, som er nødvendige for elmarkedets funktion, herunder forskrifter om aktørernes pligter og rettigheder.
-
Varetage opgaver vedrørende betaling for offentlige forpligtelser ifølge §§ 8, 8 a, 8 b og 9 a og regler fastsat i medfør af disse bestemmelser.
-
Sikre, efter pålæg fra energi-, forsynings- og klimaministeren, midlertidig videreførelse af den bevillingspligtige aktivitet i tilfælde af, at en bevilling inddrages i medfør af § 54, stk. 1 eller 4, jf. § 54, stk. 6.
-
Anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, den anvender til at udføre sit hverv.
Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet og udførelsen af de opgaver, som påhviler Energinet i medfør af ovenstående bestemmelser.
§ 28 a. (Ophævet)
§ 28 b. Energinet skal som systemansvarlig virksomhed opstille et program for intern overvågning, som beskriver Energinets tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Energinet skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning og sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet.
Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.
§ 28 c. Energinet eller denne virksomheds helejede datterselskaber kan som led i samarbejdet med andre landes systemansvarlige virksomheder efter energi-, forsynings- og klimaministerens godkendelse indtræde som medejer af selskaber med begrænset ansvar, der udfører grænseoverskridende systemansvarsopgaver som nævnt i § 28, stk. 2, nr. 3, og opgaver vedrørende sammenkobling af elmarkeder.
Stk. 2. Ændringer i Energinets medejerskab til selskaber omfattet af stk. 1, som øger virksomhedens økonomiske forpligtelser eller risici, skal godkendes af ministeren.
§ 29. (Ophævet)
§ 30. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at Energinet skal drage omsorg for, at der opretholdes lagre af brændsel til el- og kraft-varme-produktion af hensyn til forsyningssikkerheden, herunder regler om, at elproduktionsvirksomheder skal bistå ved indkøb og anbringelse m.v. af lagrene.
§ 31. Energinet skal ved udførelsen af sine opgaver bidrage til at sikre, at der skabes de bedst mulige betingelser for konkurrence på markeder for produktion og handel med elektricitet, jf. § 1, stk. 2.
Stk. 2. Energinet kan stille vilkår for brugernes adgang til at benytte virksomhedens ydelser. Disse vilkår skal være objektive, ikkediskriminerende og offentligt tilgængelige og kan vedrøre
-
økonomiske forhold, herunder krav om sikkerhedsstillelse for udgifter eller risiko for udgifter, som Energinet påtager sig på brugerens vegne, eller som er forbundne med brugen af Energinets ydelser,
-
krav til indrapportering og formidling af data og andre informationer af relevans for Energinets arbejde og
-
forhold, som bidrager til at sikre bedst mulig konkurrence for produktion og handel med elektricitet.
Stk. 3. Energinet kan meddele påbud til brugere, der groft eller gentagne gange tilsidesætter vilkår efter stk. 2. Ved manglende opfyldelse af et påbud kan Energinet træffe afgørelse om, at brugeren helt eller delvis udelukkes fra at gøre brug af Energinets ydelser, indtil vilkåret opfyldes. Dette gælder dog ikke i forhold til en netvirksomhed, når tilsidesættelsen angår vilkår som nævnt i stk. 2, der vedrører virksomhedens bevillingspligtige aktivitet. I disse tilfælde skal Energinet orientere energi-, forsynings- og klimaministeren om forholdet.
Stk. 4. Afgørelser truffet af Energinet efter denne bestemmelse kan indbringes for Energitilsynet, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Afgørelser truffet af Energinet efter stk. 3, der medfører afregistrering af en virksomhed som bruger af datahubben, kan af den virksomhed, som afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for Energinet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt virksomheden. Afgørelsen skal indeholde oplysninger herom. Energinet anlægger sag mod den pågældende virksomhed efter retsplejelovens regler om borgerlige sager. Domstolsprøvelsen har ikke opsættende virkning.
§ 32. Til løsning af den i § 31, stk. 1, nævnte opgave kan Energinet indgå aftaler om op- og nedregulering med henblik på at imødegå effekten af kapacitetsrestriktioner i det kollektive elforsyningsnet.
Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om de aftaler, som Energinet kan indgå efter bestemmelsen i stk. 1.