§ Bekendtgørelse af lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild · kapitel 12 af 18
Kapitel 3 – Anvendelsen af testområderne m.v.
LBK nr 1069 af 21/08/2018
§ 10. Testcentrenes veje og arbejdsarealer m.v. anlægges med almindelig bundsikring og med et dæklag af stabilgrus.
Stk. 2. Arbejdsarealer må ikke anvendes til arbejder, der indebærer håndtering af olier, kemikalier, maling og lign., medmindre der er tale om vedligeholdelse af vindmøller, kraner og lign. og bygninger.
Stk. 3. I testområderne kan der anlægges et fællesareal, der befæstes således, at der ikke kan ske nedsivning til jorden, og hvor der kan foretages reparationer, der kræver brug af olier, kemikalier, maling og lign., og hvor spild og regnvand opsamles i en lukket tank.
Stk. 4. Den driftsansvarlige udarbejder i samarbejde med henholdsvis Lemvig og Thisted Kommune beredskabsplaner til håndtering af uheld, herunder uheld, der medfører spild af forurenende stoffer.
§ 11. Bygninger til besøgscentre, transformerstationer, administration og lager m.v. og et parkeringsareal i tilknytning til testcentrene kan opføres eller indrettes i eksisterende bygninger inden for de placeringer, der er vist på bilag 1 og 2. Erhvervsministeren kan stille krav til bygningernes ydre udformning.
Stk. 2. Bygningernes højde må ikke overstige 8,5 m.
Stk. 3. På standpladser og pladser til målemaster kan der placeres skure på op til 20 m2 til nødvendige installationer. På standpladser kan der endvidere placeres bygninger til vindmølletransformerstationer og små telemaster. Erhvervsministeren kan stille krav til bygningernes ydre udformning.
Stk. 4. Erhvervsministeren kan tillade, at stk. 1 og 2 fraviges, hvis der er en funktionel begrundelse herfor.
§ 12. Vindmøllerne og meteorologimaster, lysmarkeringsmaster og målemaster skal være ensfarvede og må ikke belyses eller påsættes belysning ud over i kortvarige perioder i forbindelse med test, eller hvor hensynet til flysikkerheden tilsiger det.
§ 13. Vindmøllerne under et må ikke give anledning til mere end 10 timers reel skyggetid årligt ved omkringliggende boliger.
§ 14. Flyvning med helikopter i forbindelse med afprøvning, servicering eller oplæring og lign. må højst finde sted 10 dage om året i og omkring testområdet.
§ 14 a. Erhvervsministeren kan for at beskytte lokale ynglebestande af flagermus fastsætte regler om standsning af vindmøllerne i perioder med lave vindhastigheder eller lave nattemperaturer.