Bekendtgørelse af lov om naturbeskyttelse § 31
§ 31. Dyr, der ikke findes naturligt vildtlevende i Danmark, må ikke udsættes i naturen uden miljø- og fødevareministerens tilladelse. Dette gælder også for søterritoriet og fiskeriterritoriet som fastlagt efter lov om Danmarks Riges fiskeriterritorium.
Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren undersøger hensigtsmæssigheden af at genindføre de dyre- og plantearter, der er nævnt i bilag 3 og 5 til loven, og som er naturligt hjemmehørende, når dette vil kunne bidrage til deres bevaring.
Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren fastsætter med henblik på at værne naturen regler om udsætning af bestemte dyr, der ikke findes naturligt vildtlevende i Danmark.
Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren fastsætter med henblik på at værne naturen regler om, at bestemte planter, som ikke findes naturligt vildtvoksende i Danmark, kun må udplantes eller sås med særlig tilladelse.
Kilde: Retsinformation.dk