Kommunal- og regionalvalgloven § 105

§ 105. Økonomi- og indenrigsministeren nedsætter et valgbarhedsnævn, der træffer afgørelse i spørgsmål om fortabelse af valgbarhed på grund af straf, jf. § 4, for så vidt angår medlemskab af kommunale og regionale råd samt andre offentlige hverv, der er betinget af valgbarhed til et kommunalt eller et regionalt råd.

Stk. 2. Valgbarhedsnævnet træffer afgørelse om afsættelse og suspension af en borgmester eller anden tilsvarende indehaver af et kommunalt hverv eller en regionsrådsformand efter reglerne i §§ 66 a-66 c i lov om kommunernes styrelse, jf., for så vidt angår regionsrådsformænd, tillige regionslovens § 38.

Stk. 3. Valgbarhedsnævnet består af 1 formand og 1 næstformand, der beskikkes af økonomi- og indenrigsministeren, og 3 andre medlemmer, hvoraf Danske Regioner og KL hver udpeger 1 medlem, og økonomi- og indenrigsministeren udpeger 1 medlem, der er kyndigt i forvaltningsret. Danske Regioner og KL udpeger endvidere en stedfortræder for hvert af de 2 medlemmer, foreningerne udpeger. Økonomi- og indenrigsministeren udpeger en stedfortræder for det medlem, der er kyndigt i forvaltningsret. Formanden skal ved beskikkelsen være landsdommer eller højesteretsdommer. Beskikkelserne og valgene gælder for 4 år regnet fra den 1. april i året efter valgåret.

Stk. 4. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kilde: Retsinformation.dk