← Husdyrbrugloven

§ Husdyrbrugloven · kapitel 11 af 20

Kapitel 1 – Formål og anvendelsesområde

LBK nr 256 af 21/03/2017

§ 1. Loven skal medvirke til at værne om natur, miljø og landskab, så udviklingen af husdyrproduktionen og anvendelsen af gødning kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2. Med denne lov tilsigtes særlig

  1. at forebygge og begrænse forurening af luft, vand, jord og undergrund samt at begrænse lugt-, lys-, støv-, støj-, rystelses- og fluegener og uhygiejniske forhold som følge af husdyrhold og fra produktion, opbevaring og anvendelse af husdyrgødning m.v.,

  2. at begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre ressourcer,

  3. at fremme anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, herunder renere teknologi,

  4. at fremme genanvendelse og begrænse problemer i forbindelse med affaldsbortskaffelse,

  5. at beskytte naturen med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder,

  6. at skabe og bevare værdifulde bebyggelser, kultur- og bymiljøer samt landskaber,

  7. at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource og

  8. at inddrage offentligheden i sager efter loven.

§ 2. Loven finder anvendelse på husdyrbrug, husdyranlæg, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre forhold forbundet med husdyrhold. Loven finder desuden anvendelse på arealer, som modtager gødning.

Stk. 2. Lovens bestemmelser om efterafgrøder, jf. §§ 5 e og 5 f, finder alene anvendelse på jordbrugsvirksomheder, der har et efterafgrødegrundareal på 10 ha eller derover.

Stk. 3. Lovens bestemmelser om fosforregnskab, jf. §§ 5 g-5 r, finder alene anvendelse på jordbrugsvirksomheder.

Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse på forhold, der er reguleret i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække eller i regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 5. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at visse husdyrbrug, anlæg og dyrearter ikke er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at anvendelse af gødning i mængder under en vis grænse ikke er omfattet af loven.

§ 3. I loven forstås ved:

  1. Husdyrbrug: Husdyranlæg, der tilsammen har et produktionsareal på mere end 100 m2, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre driftsbygninger m.v. til brug for husdyrhold, som ligger på samme ejendom.

  2. Husdyranlæg: Stald eller lignende bygning eller anden indretning, hvor husdyr i almindelighed opholder sig eller har adgang til, med tilhørende dyrehold.

  3. Gødnings- eller ensilageopbevaringsanlæg: Bygning eller anden fast placeret indretning, hvor der opbevares husdyrgødning, ensilage el.lign.

  4. Emission: Direkte eller indirekte udledning til luft, vand eller jord af stoffer, rystelser, varme eller støj fra punktkilder eller diffuse kilder på husdyrbrug, husdyr-anlæg, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg eller arealer, der modtager gødning.

  5. Jordbrugsvirksomhed: Virksomhed, der er registreret efter § 2 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.

  6. Planperiode: Perioden fra den 1. august til den 31. juli. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres kvælstof efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september.

  7. Den bedste tilgængelige teknik: Det mest effektive og avancerede trin i udviklingen af aktiviteter og driftsmetoder, som er udtryk for en given tekniks praktiske egnethed som grundlag for emissionsgrænseværdier og andre vilkår med henblik på at forhindre eller, hvor dette ikke er muligt, begrænse emissionerne og påvirkningen af miljøet som helhed. Ved teknik forstås både den anvendte teknologi og den måde, hvorpå husdyrbrug konstrueres, bygges, vedligeholdes, drives og nedlægges. I forhold til udbringning af husdyrgødning forstås ved teknik både den anvendte udbringningsteknologi og foranstaltninger i forbindelse med udbringning af husdyrgødning med henblik på at forebygge, og hvor dette ikke er muligt, reducere emissioner af nitrat og fosfor til jord og vand samt foranstaltninger med henblik på at reducere ammoniakemissionen fra udbragt husdyrgødning. Teknikken er tilgængelig, når den er udviklet i en målestok, der medfører, at den pågældende teknik kan anvendes i sektoren på økonomisk og teknisk levedygtige vilkår, idet der tages hensyn til omkostninger og fordele, uanset om teknikken anvendes eller produceres i Danmark eller ej, når der kan disponeres over teknikken på rimelige vilkår. Den bedste teknik er den mest effektive teknik til opnåelse af en generel, høj beskyttelse af miljøet som helhed.

  8. Fjerkræ: Høns, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, duer, fasaner og agerhøns, der opdrættes eller holdes i fangenskab med henblik på avl, produktion af kød eller konsumæg eller levering af vildt til udsætning.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan den bedste tilgængelige teknik fastsættes.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, hvad der i denne lov forstås ved et produktionsareal, og hvordan dette areal nærmere skal fastlægges.

§ 4. Miljøbeskyttelseslovens § 14, stk. 3 og 4, og regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 13 og § 14, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse for afgørelser truffet med hjemmel i nærværende lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Vilkår fastsat i godkendelser eller tilladelser efter §§ 16 a eller 16 b og i tilladelser eller godkendelser efter de tidligere gældende regler i §§ 10-12 finder ikke anvendelse, i det omfang de strider mod Miljø- og Fødevareministeriets regler om forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme husdyrsygdomme.

§ 5. (Ophævet)

Kapitel 1 a

Anvendelse af gødning og etablering af efterafgrøder

§ 5 a. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om anvendelse af gødning i jordbruget med henblik på at beskytte jord, vandløb, søer, havområder, herunder kystvande, og grundvandet mod forurening samt med henblik på at beskytte naturen med dens bestand af vilde dyr og planter, herunder regler om lofter for den højest tilladelige mængde udbragt kvælstof og fosfor pr. hektar fra gødning.

§ 5 b. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler med henblik på at begrænse gener i forbindelse med udbringning af organisk gødning.

§ 5 c. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om, at driftsherren skal iværksætte nærmere angivne forebyggende foranstaltninger, når det er nødvendigt for at sikre, at jord, hvor der udbringes organisk gødning, og som derfor potentielt har et højt indhold af fosfor, ikke eroderer til vandløb, søer større end 100 m² og kystvande.

§ 5 d. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at reglerne om organisk gødning i dette kapitel og i regler udstedt i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse på bioaske.

Etablering af efterafgrøder målrettet begrænsning af merudvaskning af kvælstof fra husdyrgødning m.v.

§ 5 e. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om, at jordbrugsvirksomheder skal etablere efterafgrøder, herunder om, hvilke afgrødetyper der kan anvendes som efterafgrøder, og om dyrkning af disse, og på hvor stor en del af jordbrugsvirksomhedens areal efterafgrøderne skal etableres, og beregningen heraf.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan etablere særlige ordninger, som den enkelte jordbrugsvirksomhed kan vælge som alternativ til etablering af efterafgrøder efter regler fastsat i medfør af stk. 1. Ministeren fastsætter nærmere regler om ordningerne, herunder frister og omregningsfaktorer, samt krav om til- og afmelding.

§ 5 f. Jordbrugsvirksomheden skal hvert år indberette jordbrugsvirksomhedens samlede areal, hvorpå der er etableret efterafgrøder efter regler fastsat i medfør af § 5 e.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren fastsætter nærmere regler om indberetningen, herunder udformning og indhold, og fristen for indberetning.

Beregning af jordbrugsvirksomhedens forbrug af fosfor

§ 5 g. For planperioden skal jordbrugsvirksomhedens samlede forbrug af fosfor beregnes som summen af forbruget af fosfor i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 5 h og 5 i, i anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 5 j, og i handelsgødning, jf. § 5 k.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at fosfor i organisk gødning eller handelsgødning efter ansøgning herom kan fratrækkes i jordbrugsvirksomhedens forbrug af fosfor i tilfælde af brand eller tyveri eller under andre særlige omstændigheder.

§ 5 h. Den totale mængde af fosfor i husdyrgødning beregnes som jordbrugsvirksomhedens produktion af fosfor i husdyrgødning tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af fosfor i husdyrgødning samt tillagt modtaget og fratrukket afsat fosfor i husdyrgødning inden for planperioden, jf. stk. 4.

Stk. 2. Jordbrugsvirksomhedens produktion af fosfor i husdyrgødning beregnes på grundlag af normer for det totale indhold af fosfor i husdyrgødning, jordbrugsvirksomhedens gennemsnitsbesætning og staldsystemer. Produktionen af fosfor i husdyrgødning skal for visse dyrearter korrigeres for afvigelser i produktionsniveau. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om, for hvilke dyrearter korrektion af fosforindholdet i husdyrgødning skal finde sted. Produktionen af fosfor i husdyrgødning kan korrigeres for afvigelser i ydelsesniveau og i fodermængde og -sammensætning. Korrektioner foretages på grundlag af korrektionsfaktorer, jf. stk. 5, og afvigelserne skal dokumenteres ved driftsbilag. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at fosfor i husdyrgødning, der afsættes af udegående dyr på arealer, der i henhold til anden lovgivning ikke må tilføres gødning eller kun må tilføres en nærmere fastlagt mængde gødning udover den gødning, dyrene afsætter på arealet, kan fradrages ved opgørelsen af jordbrugsvirksomhedens produktion af fosfor.

Stk. 3. Jordbrugsvirksomhedens primolager af fosfor i husdyrgødning fastsættes som den forudgående planperiodes ultimolager. Jordbrugsvirksomhedens ultimolager af fosfor i husdyrgødning fastsættes af jordbrugsvirksomheden efter regler fastsat i medfør af stk. 5.

Stk. 4. Jordbrugsvirksomheden kan fratrække fosfor i husdyrgødning, jf. stk. 1, hvis husdyrgødningen er afsat til en anden jordbrugsvirksomhed, til biogas- og fællesanlæg eller til forarbejdningsanlæg. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at fosfor i husdyrgødning, der afsættes ud af landet, kan trækkes fra i jordbrugsvirksomhedens samlede forbrug af fosfor. Endvidere kan jordbrugsvirksomheder, som har eget biogas- eller forarbejdningsanlæg, og som afsætter et gødningsprodukt herfra uden for jordbrugsvirksomheden, trække fosforen i det afsatte gødningsprodukt fra i jordbrugsvirksomhedens samlede forbrug af fosfor.

Stk. 5. Miljø- og fødevareministeren fastsætter nærmere regler om normer for det totale indhold af fosfor i husdyrgødning, korrektion af normer på grund af afvigelser i ydelses- og produktionsniveau, indhold og udformning af aftaler m.v. om overførsel af husdyrgødning og fastsættelse af jordbrugsvirksomhedens ultimolager af fosfor i husdyrgødning, herunder at jordbrugsvirksomheder, der udbringer husdyrgødning i perioden fra den 1. august til den 30. september, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., skal korrigere jordbrugsvirksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde fosfor, der er udbragt i perioden fra den 1. august til den 30. september.

Stk. 6. Ved blandinger af husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, herunder afgasset biomasse, fastlægges indholdet af fosfor efter regler fastsat af miljø- og fødevareministeren.

Stk. 7 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at fosfor i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning afsat til et miljøgodkendt anlæg, der forbrænder affald, kan fratrækkes i jordbrugsvirksomhedens forbrug af fosfor.

§ 5 i. Den totale mængde af fosfor i forarbejdet husdyrgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde fosfor i den forarbejdede husdyrgødning, der er leveret til jordbrugsvirksomheden i planperioden indtil den 31. juli, tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af forarbejdet husdyrgødning. Hertil lægges den mængde fosfor i forarbejdet husdyrgødning, der er modtaget i planperioden i henhold til aftaler m.v. om overførsel af husdyrgødning.

Stk. 2. Jordbrugsvirksomhedens primolager af fosfor i forarbejdet husdyrgødning fastsættes som den forudgående planperiodes ultimolager. Jordbrugsvirksomhedens ultimolager af fosfor i forarbejdet husdyrgødning fastsættes af jordbrugsvirksomheden efter regler fastsat af miljø- og fødevareministeren. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at jordbrugsvirksomheder, der udbringer forarbejdet husdyrgødning i perioden fra den 1. august til den 30. september, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., skal korrigere jordbrugsvirksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde fosfor, der er udbragt i perioden fra den 1. august til den 30. september.

§ 5 j. Jordbrugsvirksomhedens forbrug af fosfor i anden organisk gødning end husdyrgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde af fosfor i den gødning, der er leveret til jordbrugsvirksomheden i planperioden, tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af fosfor i anden organisk gødning end husdyrgødning.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om bestemmelse af fosforindholdet i anden organisk gødning end husdyrgødning. Ministeren kan herudover fastsætte regler om lageropgørelser for alle typer af anden organisk gødning end husdyrgødning.

§ 5 k. Jordbrugsvirksomhedens forbrug af fosfor i handelsgødning beregnes som leverandørens angivelse af den totale mængde af fosfor i den handelsgødning, der er leveret til virksomheden i planperioden indtil den 31. juli, tillagt planperiodens primolager og fratrukket planperiodens ultimolager af fosfor i handelsgødning.

Stk. 2 Jordbrugsvirksomhedens primolager af fosfor i handelsgødning fastsættes som den forudgående planperiodes ultimolager. Jordbrugsvirksomhedens ultimolager af fosfor i handelsgødning fastsættes af jordbrugsvirksomheden efter regler fastsat af miljø- og fødevareministeren. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at jordbrugsvirksomheder, der udbringer handelsgødning i perioden fra den 1. august til den 30. september, jf. § 3, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., skal korrigere virksomhedens ultimolager pr. 31. juli for den mængde fosfor, der er udbragt i perioden fra den 1. august til den 30. september.

§ 5 l. Miljø- og fødevareministeren fastsætter med henblik på den planperiode, som en jordbrugsvirksomhed for første gang skal opgøre og indberette fosforregnskab for, regler om beregning af virksomhedens primolager af fosfor i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning, jf. §§ 5 h og 5 i, og i anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. § 5 j, stk. 2, og regler om opgørelse af jordbrugsvirksomhedens primolager af fosfor i handelsgødning, jf. § 5 k.

§ 5 m. Hvis jordbrugsvirksomheden før udløb af planperioden ophører med at eje eller have brugsret til et areal med afgrøder, som er omfattet af en kvælstofnorm ifølge lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække og de i medfør heraf udstedte bekendtgørelser eller af en retningsgivende norm for fosfor og kalium i henhold til retningslinjer udstedt af NaturErhvervstyrelsen for den pågældende planperiode, skal jordbrugsvirksomhedens fosforforbrug på arealet beregnes, jf. §§ 5 g-5 k, for den forløbne del af planperioden. Den, der overtager arealet eller brugsretten hertil, skal, såfremt der er tale om en jordbrugsvirksomhed, have skriftlig oplysning om det samlede fosforforbrug og den mængde af gødning, der er forbrugt i den forløbne del af planperioden, og om det forventede gennemsnitsloft for den fosfor fra organisk gødning, der er udbragt på arealet. Forbruget for den samlede planperiode og arealet henregnes herefter til den jordbrugsvirksomhed, der har overtaget arealet eller brugsretten hertil, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis skriftlig oplysning som nævnt i stk. 1, 2. pkt., ikke gives, henregnes fosforforbruget til den, der har overdraget arealet eller brugsretten hertil.

Stk. 3. Hvis den virksomhed, der overtager arealet eller brugsretten hertil før udløb af planperioden, ikke er registreret eller er registreringspligtig efter § 2 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, henregnes forbruget for den forløbne del af planperioden til den, som har overdraget arealet eller brugsretten hertil. I denne situation skal harmoniarealet for den samlede planperiode henregnes til den jordbrugsvirksomhed, der har overdraget arealet eller brugsretten hertil.

§ 5 n. Hvis jordbrugsvirksomheden før udløb af planperioden overdrager oplagret husdyrgødning, oplagret forarbejdet husdyrgødning eller anden organisk gødning, skal jordbrugsvirksomheden opgøre en ultimobeholdning på overdragelsestidspunktet, jf. § 5 h, stk. 3. Oplysninger om ultimobeholdningen gives skriftligt til den, der overtager den oplagrede gødning. Ultimobeholdningen henregnes til denne, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis den jordbrugsvirksomhed, der overtager ultimobeholdningen, jf. stk. 1, ikke har fået skriftlig oplysning om ultimobeholdningen, fastsættes ultimolageret for den jordbrugsvirksomhed, der overdrager ultimobeholdningen, til 0.

Stk. 3. På grundlag af ultimobeholdningen, jf. stk. 1 og 2, opgøres fosforforbruget for planperioden for den jordbrugsvirksomhed, der overdrager den oplagrede husdyrgødning, den oplagrede forarbejdede husdyrgødning eller anden organisk gødning, for den forløbne del af planperioden indtil overdragelsestidspunktet.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om beregning af det gennemsnitlige fosforloft for overdraget oplagret organisk gødning og om overdragerens pligt til at oplyse herom.

§ 5 o. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om den form, de oplysninger, der er nævnt i §§ 5 m og 5 n, skal have, om oplysningernes opdeling i forskellige gødningstyper m.v. og om, hvordan oplysningerne skal kunne dokumenteres og kontrolleres.

Regnskabskrav

§ 5 p. Jordbrugsvirksomheden skal hvert år udarbejde fosforregnskab for den afsluttede planperiode. Fosforregnskabet skal indberettes til miljø- og fødevareministeren.

Stk. 2. Jordbrugsvirksomheder, der har et slutlager af anden organisk gødning end husdyrgødning, skal indberette størrelsen af dette lager udtrykt i kilogram fosfor til ministeren. Indberetningen for den afsluttede planperiode skal ske i gødningsregnskabet.

Stk. 3. Fosforregnskabet skal opgøres på grundlag af de indberetninger, der er nævnt i stk. 2 og i § 22, stk. 2, i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække, og angive jordbrugsvirksomhedens samlede forbrug af fosfor, jf. §§ 5 g-5 k.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om udformning og indhold af de i stk. 2 nævnte indberetninger, om udformningen og indholdet af det fosforregnskab, som er nævnt i stk. 1 og 3, og om opbevaring af bilag m.v. Ministeren fastsætter regler om frister for indberetning af oplysningerne nævnt i stk. 1 og 2.

§ 5 q. Miljø- og fødevareministeren udarbejder skemaer, der skal anvendes til jordbrugsvirksomhedens udarbejdelse af fosforregnskabet, jf. § 5 p.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan godkende andre skemaer, herunder skemaer, der er baseret på it-systemer.

Stk. 3. Jordbrugsvirksomhedens fosforregnskab skal indberettes på et skema, der er udarbejdet eller godkendt af miljø- og fødevareministeren, jf. stk. 1 og 2. Jordbrugsvirksomheden skal opbevare fosforregnskabet i mindst 5 år.

Gødningsleverandører

§ 5 r. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om, at virksomheder, som sælger eller afgiver fosforholdig gødning, skal indberette, hvortil der er afsat gødning, herunder den afsatte gødningstype og -mængde og fosforindholdet i den afsatte mængde, og fosforloftet. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at biogas- og fællesanlæg, forarbejdningsanlæg og forbrændingsanlæg skal indberette, hvorfra de modtager gødning, herunder gødningstypen og -mængden, og fosforindholdet i den modtagne gødning.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om, at virksomheder, der sælger eller afgiver organisk gødning til en jordbrugsvirksomhed, skal oplyse modtageren om det fosforloft, der er tilknyttet gødningen, og indberette dette i gødningsregnskabet.