← PET-loven

§ PET-loven · kapitel 19 af 20

Kapitel 9 – Tilsynet med Efterretningstjenesterne

LBK nr 231 af 07/03/2017

§ 16. Der oprettes et tilsyn med efterretningstjenesterne bestående af 5 medlemmer, som udpeges af justitsministeren efter forhandling med forsvarsministeren.

Stk. 2. Formanden, der skal være landsdommer, udpeges efter indstilling fra præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret. Medlemmerne beskikkes for 4 år. Et medlem har ret til genbeskikkelse for yderligere 4 år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.

Stk. 3. Justitsministeren kan ikke tilbagekalde et medlems beskikkelse, medmindre medlemmet selv anmoder derom eller forudsætningerne for medlemmets beskikkelse bortfalder.

Stk. 4. Tilsynet antager og sikkerhedsgodkender den fornødne sekretariatsbistand.

Stk. 5. Tilsynet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 17. Tilsynet udøver sine funktioner i fuld uafhængighed.

§ 18. Tilsynet påser efter klage eller af egen drift, at Politiets Efterretningstjeneste overholder reglerne i §§ 3, 4 og 7-11 og regler udstedt i medfør heraf. Tilsynet varetager endvidere de opgaver, der er nævnt i § 13.

§ 19. Tilsynet kan som led i sin virksomhed efter § 18 afgive udtalelse over for Politiets Efterretningstjeneste.

Stk. 2. Tilsynet underretter justitsministeren om forhold, som ministeren efter tilsynets opfattelse bør have kendskab til.

Stk. 3. Hvis Politiets Efterretningstjeneste undtagelsesvis beslutter ikke at følge en henstilling i en udtalelse fra tilsynet, jf. stk. 1, skal tjenesten underrette tilsynet herom og uden unødigt ophold forelægge sagen for justitsministeren til afgørelse.

§ 20. Tilsynet kan hos Politiets Efterretningstjeneste kræve enhver oplysning og alt materiale, der er af betydning for dets virksomhed.

Stk. 2. Tilsynets medlemmer og sekretariat har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til alle lokaler, hvorfra en behandling, som foretages for Politiets Efterretningstjeneste, administreres, hvorfra der er adgang til de oplysninger, som behandles, eller hvor tekniske hjælpemidler opbevares eller anvendes.

Stk. 3. Tilsynet kan afkræve Politiets Efterretningstjeneste skriftlige udtalelser om faktiske og retlige forhold.

Stk. 4. Tilsynet kan anmode om, at en repræsentant for Politiets Efterretningstjeneste er til stede med henblik på at redegøre for de behandlede sager.

§ 21. Tilsynets virksomhed er undtaget fra lov om offentlighed i forvaltningen. Dog gælder § 13 i lov om offentlighed i forvaltningen for tilsynet.

Stk. 2. Tilsynets virksomhed er undtaget fra forvaltningslovens kapitel 4-6 og lov om behandling af personoplysninger.

§ 22. Tilsynet afgiver en årlig redegørelse om sin virksomhed til justitsministeren. Redegørelsen offentliggøres.