Bekendtgørelse af lov om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven) § 117
§ 117. Kontrollen med overholdelsen af loven, regler fastsat i medfør af loven samt de i § 10 nævnte EU-retsakter påhviler miljø- og fødevareministeren.
Stk. 2. Kontrolmyndigheden har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse
-
ret til at færdes over de jorder og private veje, der støder op til ferskvand eller saltvand, herunder ret til at færdes med motorkøretøj,
-
adgang til fiskerfartøjer, fisketransportfartøjer og fartøjer, hvorfra der udøves rekreativt fiskeri,
-
adgang til virksomheder og i øvrigt overalt, hvor fisk omsættes m.v., opdrættes og klækkes, herunder virksomheder, som udgør tidligere eller senere led i omsætningskæden, samt virksomheder, som er forpligtet til at indbetale afgifter i henhold til § 102,
-
ret til at åbne forsendelser indeholdende fisk for at føre kontrol med lovens overholdelse,
-
adgang til at kontrollere installation, drift og vedligeholdelse af udstyr om bord på fiskerfartøjer og
-
ret til at benytte motordrevne fartøjer i ferskvand.
Stk. 3. Kontrolmyndigheden er herunder berettiget til at foretage undersøgelser og uden erstatning udtage prøver eller lade prøver udtage og foretage kontrolvejning, i det omfang det er nødvendigt for at undersøge prøvernes beskaffenhed.
Stk. 4. Kontrolmyndigheden er endvidere berettiget til mod behørig legitimation og uden retskendelse at efterse de i stk. 2 nævnte fartøjers og virksomheders logbøger, varebeholdninger, forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale, ledsagedokumenter, recepter, analysemateriale, korrespondance og anden dokumentation m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form.
Stk. 5. Politiet yder om nødvendigt bistand til kontrollens gennemførelse. Miljø- og fødevareministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 6. Efter aftale med miljø- og fødevareministeren kan det som led i regler om begrænsning af fiskeri udstedt i medfør af anden lovgivning fastsættes, at Miljø- og Fødevareministeriet deltager i kontrollen af overholdelsen af sådanne regler.
Kilde: Retsinformation.dk