Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 52 a

§ 52 a. Et medlem under 25 år har ret til dagpenge beregnet efter § 48, jf. §§ 47 og 70, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. Et medlem, som ikke har gennemført en uddannelse af den i § 54 nævnte art, og som har haft 26 ugers sammenlagt ledighed, modtager dagpenge, der svarer til 50 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70, indtil medlemmet har haft 104 ugers sammenlagt ledighed. Det gælder dog ikke et fuldtidsforsikret medlem, der som lønmodtager inden for 3 år har fået indberettet mindst 3.848 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, eller et deltidsforsikret medlem, der som lønmodtager inden for 3 år har fået indberettet mindst 2.565 løntimer i henhold til lov om et indkomstregister. Ved opgørelsen efter 2. pkt. finder § 53, stk. 3 og 4, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Et medlem, som ikke har gennemført en uddannelse af den i § 54 nævnte art, og som har haft 26 ugers sammenlagt ledighed, modtager ved deltagelse i tilbud efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats 50 pct. af højeste dagpenge, jf. §§ 47 og 70, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Et medlem, som har gennemført en uddannelse af den i § 54 nævnte art, og som har haft 26 ugers sammenlagt ledighed, modtager ved deltagelse i tilbud efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som har forsørgelsespligt over for børn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og med 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt, jf. dog stk. 5. Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Udbetaling af dagpenge som forsørger efter 1. pkt. er betinget af, at barnet opholder sig her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis barn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.

Stk. 5. Ved deltagelse i tilbud efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som har en sammenhængende varighed på under 4 uger, modtager medlemmet dog dagpenge efter stk. 1.

§§ 52 b-52 d. (Ophævet)

Kilde: Retsinformation.dk