Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 49
§ 49. Den hidtidige arbejdsfortjeneste for lønmodtagere opgøres på grundlag af lønindtægt, der er indberettet i henhold til lov om et indkomstregister for de indberetningsperioder, som danner grundlag for en beregningsperiode, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2. Beregningsperioden omfatter de seneste sammenhængende indberetningsperioder forud for ledigheden, som dækker 3 måneder ved månedsindberetninger og 12 uger ved uge- eller 14-dages-indberetninger.
Stk. 3. For beregningsperioden skal der ved månedsindberetninger være indberettet mindst 320 løntimer, og ved uge- eller 14-dages-indberetninger mindst 296 løntimer for fuldtidsforsikrede. For deltidsforsikrede skal der ved månedsindberetninger være indberettet mindst 195 løntimer og ved uge- eller 14-dages-indberetninger mindst 180 løntimer.
Stk. 4. Den hidtidige arbejdsfortjeneste for selvstændige erhvervsdrivende opgøres på grundlag af årsindtægten ved den selvstændige virksomhed.
Stk. 5. Til medlemmer, som har opnået ret til dagpenge efter § 54, udbetales dagpenge med et beløb, der udgør 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70, til medlemmer, der har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt. Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Hvis medlemmet efter uddannelsens afslutning i mindst 3 måneder har fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette beløb, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten, jf. § 54. Herefter beregnes medlemmets dagpenge efter § 48.
Stk. 6. Til et medlem, der har opnået ret til dagpenge efter § 53, stk. 7, nr. 1, på grundlag af aftjening af værnepligt eller ansættelse på værnepligtslignende vilkår, udbetales dagpenge med 82 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som har forsørgelsespligt over for et barn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og med 71,5 pct. af højeste dagpenge efter §§ 47 og 70 til medlemmer, som ikke har forsørgelsespligt. Skifter et medlem status som forsørger, sker skiftet af ydelsessats fra den 1. i den efterfølgende måned. Har medlemmet ret til en højere dagpengesats efter § 48, kan der udbetales dagpenge med en højere sats efter §§ 47 og 70. Har medlemmet efter afslutningen af værnepligten eller ansættelsen på værnepligtslignende vilkår i mindst 3 måneder fået indberettet indtægt, der efter § 48 berettiger til dagpenge med et højere beløb, er medlemmet dog berettiget til dette, når der er forløbet mindst 6 måneder efter opnåelse af dagpengeretten.
Stk. 7. Udbetaling af dagpenge til en forsørger efter stk. 5 og 6 er betinget af, at barnet opholder sig her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis barn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.
Kilde: Retsinformation.dk