Tøndermarskloven § 29

§ 29. Der ydes erstatning for de tab, loven påfører ejere, brugere m.v. af arealer omfattet af loven.

Stk. 2. I mangel af mindelig overenskomst træffes afgørelse af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje. Miljø- og fødevareministeren indbringer erstatningsspørgsmålene for taksationsmyndigheden.

Stk. 3. Om sagens behandling for taksationsmyndighederne og om erstatningens fastsættelse og udbetaling finder § 103, stk. 1, § 104, stk. 1, 2 og 5, og §§ 112-122 i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse, idet miljø- og fødevareministeren træder i stedet for vejbestyrelsen.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren kan forlange foretaget prøvetaksation af ejendomme eller dele af ejendomme, som er omfattet af loven.

Stk. 5. Det skal udtrykkeligt tilkendegives ejere og andre, hvem taksationskommissionen finder det fornødent at indkalde til prøvetaksation, at denne intet foregriber med hensyn til deres deltagelse i jordfordeling efter lovens § 6. De pågældende skal give alle nødvendige oplysninger. Disse oplysninger lægges til grund ved sagens videre behandling.

Stk. 6. Prøvetaksation foretages for miljø- og fødevareministerens regning og kan ikke ankes til overtaksationskommissionen.

Kilde: Retsinformation.dk