← Tøndermarskloven

§ Tøndermarskloven · kapitel 16 af 22

Kapitel 5 – Pligt til bevanding

LBK nr 123 af 26/01/2017

§ 24. Digelaget er forpligtet til at foretage indpumpning og videreledning af vand fra Vidåen til de kanaler, der anvendes til vandforsyning af skelgrøfter i Ny Frederikskog, Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog.

Stk. 2. Ejere af arealer, der skal henligge som vedvarende græsarealer, er forpligtet til at foretage vandforsyning til disse arealer ved indledning og i fornødent omfang videreledning af vand til skelgrøfter m.v.

Stk. 3. Indpumpning af vand sker i henhold til det til enhver tid gældende regulativ. Nærmere bestemmelser om de forhold, som er nævnt i stk. 1 og 2, fastsættes af kommunalbestyrelsen i et tillæg til regulativet, der udarbejdes i overensstemmelse med vandløbslovens regler om tilvejebringelse af vandløbsregulativer.

Stk. 4. Ændring af regulativet som nævnt i stk. 3 kan kun ske, hvis kommunalbestyrelserne er enige herom. Uenighed mellem kommunalbestyrelserne afgøres af miljø- og fødevareministeren.

§ 25. Vedligeholdelsen af anlæg til indpumpning og videreledning af vand som nævnt i § 24, stk. 1, i overensstemmelse med regulativet, herunder oprensning af skelgrøfter, påhviler digelaget.

§ 26. Staten afholder endeligt de udgifter, digelaget påføres ved de i § 24, stk. 1, og § 25 nævnte forpligtelser.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren godkender årligt budget og regnskab for de i stk. 1 nævnte udgifter efter indstilling fra kommunalbestyrelsen og kan fastsætte nærmere regler om budget, regnskab og revision.