← Folketingsvalgloven

§ Folketingsvalgloven · kapitel 28 af 32

Kapitel 12 – Folkeafstemninger

LBK nr 416 af 12/05/2016

§ 94. Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på folkeafstemninger, der afholdes efter grundlovens § 20, stk. 2, § 29, stk. 2, § 42 og § 88.

§ 95. Meddelelse om, at der skal afholdes folkeafstemning om et lovforslag eller en stadfæstet lov, gives af Folketingets formand til statsministeren og social- og indenrigsministeren.

Stk. 2. Statsministeren bekendtgør lovforslaget eller loven i Statstidende med meddelelse om, hvilken dag folkeafstemning finder sted. Folkeafstemning efter grundlovens § 20, stk. 2, og § 42 skal afholdes tidligst 12 og senest 18 søgnedage efter bekendtgørelsen. Folkeafstemning efter grundlovens § 88 skal afholdes inden et halvt år efter Folketingets endelige vedtagelse af forslaget.

Stk. 3. Folkeafstemning foregår i de samme afstemningsområder som valg til Folketinget.

§ 96. Enhver, der har valgret til Folketinget og er optaget på valglisten, har ret til at deltage i folkeafstemninger.

Stk. 2. Når dagen for en folkeafstemning er fastsat, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en valgliste over kommunens vælgere og udsende valgkort i overensstemmelse med reglerne i kapitel 4 for folketingsvalg. Ved folkeafstemninger, der ikke afholdes i alle dele af riget, gælder dog samme regler om optagelse på valglisten, henholdsvis slettelse af valglisten, ved tilflytning fra, henholdsvis fraflytning til, den eller de dele af riget, hvor der ikke afholdes folkeafstemning, som ved tilflytning fra, henholdsvis fraflytning til, udlandet.

Stk. 3. Senest 10 dage før folkeafstemningen bekendtgør social- og indenrigsministeren dag og tid for afstemningen samt udsendelsen af valgkort i overensstemmelse med reglerne i kapitel 4 for folketingsvalg.

§ 97. Senest når dagen for en folkeafstemning er fastsat, vælges valgbestyrelse, valgstyrere og tilforordnede vælgere i overensstemmelse med reglerne i kapitel 5 for folketingsvalg og med de opgaver, der er nævnt i dette kapitel, dog med de ændringer, der følger af afstemningens karakter.

Stk. 2. Ved folkeafstemninger fører valgbestyrelsen og valgstyrerne en særlig valgbog, henholdsvis afstemningsbog (indberetningsskemaer). Social- og indenrigsministeren fastsætter regler om indberetningsskemaernes indhold og udformning.

§ 98. På stemmesedlerne ved folkeafstemninger skal klart adskilt være trykt ordene »Ja« og »Nej«.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om stemmesedlernes indhold og udformning.

§ 99. Afstemningen på afstemningsdagen og forberedelsen hertil finder sted i overensstemmelse med reglerne i § 44 og kapitel 7 for folketingsvalg, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. En vælger kan efter ansøgning afgive sin stemme på afstemningsdagen på et andet afstemningssted i sin bopælskommune end det, vælgeren er tilknyttet i henhold til valglisten, jf. § 96, såfremt ændringen af afstemningssted er begrundet i vælgerens handicap eller nedsatte førlighed. § 47 a, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af afstemningens karakter. Ansøgning kan dog tidligst indgives 4 uger før afstemningsdagen.

Stk. 3. Ved stemmeafgivningen sætter vælgere, der stemmer for lovforslaget eller loven, et kryds ved ordet »Ja« på stemmesedlen, mens vælgere, der stemmer imod, sætter et kryds ved ordet »Nej«. Ved opslag i stemmerummet skal der gives vælgerne vejledning herom.

Stk. 4. Hvis der samme dag afholdes afstemning om to eller flere lovforslag eller love, skal der på hvert afstemningssted findes særskilte stemmekasser til brug for hver afstemning. Vælgeren skal modtage en stemmeseddel til hver afstemning. Vælgeren skal tage samtlige stemmesedler med ind i stemmerummet og efter stemmeafgivning lægge dem i de pågældende stemmekasser.

§ 100. Ved folkeafstemning kan der brevstemmes i overensstemmelse med reglerne i kapitel 8 for folketingsvalg, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. På brevstemmesedlerne skal klart adskilt være trykt ordene »Ja« og »Nej«.

Stk. 3. Stemmeafgivningen foregår som angivet i § 99, stk. 3.

Stk. 4. Ved folkeafstemninger kan brevstemmeafgivning på de steder i kommunerne, hvor enhver vælger kan brevstemme, jf. § 53, finde sted de sidste 6 uger før afstemningsdagen, dog senest tredjesidste søgnedag før afstemningsdagen.

§ 101. Afslutningen af afstemningen på afstemningsstedet, den foreløbige og endelige optælling af stemmerne og indberetningen til social- og indenrigsministeren om afstemningen sker i overensstemmelse med reglerne i kapitel 9 for folketingsvalg med de ændringer, der følger af afstemningens karakter, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. En stemmeseddel, herunder en brevstemmeseddel, er ugyldig, såfremt

  1. den er blank,

  2. den ikke er afkrydset i overensstemmelse med § 99, stk. 3,

  3. det må antages, at stemmesedlen ikke er udleveret på afstemningsstedet,

  4. det må antages, at brevstemmesedlen ikke er tilvejebragt af social- og indenrigsministeren,

  5. en konvolut ved brevstemmeafgivning indeholder andet eller mere end én stemmeseddel, eller

  6. der er givet stemmesedlen et særpræg.

Stk. 3. Social- og indenrigsministeren kan efter forelæggelse for Folketingets Udvalg til Valgs Prøvelse fastsætte nærmere regler om bedømmelse af stemmesedler.

§ 102. Social- og indenrigsministeren opgør resultatet af folkeafstemningen og bekendtgør dette i Statstidende.

§ 103. Enhver vælger kan klage over folkeafstemninger. Klager skal stiles til Folketinget og sendes til social- og indenrigsministeren. Klager skal være social- og indenrigsministeren i hænde senest ugedagen efter afstemningen.