§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 37 af 50
Kapitel 12 – Ansættelse med løntilskud
LBK nr 1342 af 21/11/2016
§ 51. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-6, 8 og 11-14, kan få tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere. Det gælder dog ikke personer, der er omfattet af § 2, nr. 5 og 14, og som er i et ansættelsesforhold. For personer omfattet af § 2, nr. 12, er det en betingelse, at de ikke vurderes åbenlyst uddannelsesparate.
Stk. 2. For at blive ansat med løntilskud skal personer,
-
som er omfattet af § 2, nr. 1, have været ledige i sammenlagt mere end 6 måneder, jf. dog stk. 4,
-
som er omfattet af § 2, nr. 2, 3 og 10, 12 og 13, i en sammenhængende periode på mere end 6 måneder have modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, integrationsydelse, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse efter lov om kontantydelse, have været i tilbud efter kapitel 12 eller have været ledige selvforsørgende, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. For at blive ansat med løntilskud hos private arbejdsgivere skal personer,
-
som er omfattet af § 2, nr. 5, i en sammenlagt periode på mere end 6 måneder have modtaget arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge, jf. dog stk. 4,
-
som er omfattet af § 2, nr. 11, i en sammenhængende periode på mere end 6 måneder have modtaget arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, integrationsydelse, uddannelseshjælp, sygedagpenge i en ledighedsperiode, ressourceforløbsydelse, revalideringsydelse, ledighedsydelse, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse efter lov om kontantydelse, have været i tilbud efter dette kapitel eller have været ledige selvforsørgende, jf. dog stk. 4, og
-
som er omfattet af § 2, nr. 14, i en sammenlagt periode på mere end 6 måneder have modtaget ressourceforløbsydelse efter kapitel 6 b i lov om aktiv socialpolitik, arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Varighedskravene i stk. 2 og 3 gælder ikke, hvis personen
-
ikke har en almen eller erhvervsrettet uddannelse på gymnasialt eller højere niveau,
-
er over 50 år eller
-
er enlig forsørger.
§ 52. Tilbud om ansættelse med løntilskud gives
-
med henblik på oplæring og genoptræning af faglige, sociale eller sproglige kompetencer af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-5 og 11-14,
-
med henblik på opnåelse eller fastholdelse af beskæftigelse for personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, og
-
med henblik på indslusning på arbejdsmarkedet af personer, der er omfattet af § 2, nr. 8.
§ 52 a. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, har ret til tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12, såfremt betingelserne i dette kapitel og regler fastsat i medfør heraf er opfyldt, og personen selv har fundet tilbuddet.
Stk. 2. Arbejdsgiveren og den ledige aftaler varigheden af perioden med løntilskud.
Varighed
§ 53. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, kan et tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere gives i op til 4 måneder og hos private arbejdsgivere i op til 6 måneder.
Stk. 2. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 2, 3, 12 og 13, kan et tilbud om ansættelse med løntilskud gives i op til 6 måneder.
Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 5, 8, 11 og 14, kan et tilbud om ansættelse med løntilskud gives i op til 1 år.
Stk. 4. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4 og 6, kan et tilbud om ansættelse med løntilskud gives ud over 1 år.
Løn- og arbejdsvilkår
§ 54. Ved ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, 5 og 11-14, skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.
§ 55. Ved ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, 5 og 11-14, skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. Lønnen udgør 121,47 kr. pr. time (2015-niveau) eksklusive feriepenge m.v.
Stk. 3. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, skal lønnen til personen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ligge på niveau med personens individuelle dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 4. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 2, 3 og 11-14, skal lønnen til personen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag under hele ansættelsesforholdet ligge på niveau med personens samlede individuelle hjælp efter lov om aktiv socialpolitik ved ansættelsesforholdets påbegyndelse.
Stk. 5. Den offentlige arbejdsgiver fastsætter arbejdstiden i det enkelte tilbud under hensyn til lønnen, jf. stk. 3 og 4. Antallet af arbejdstimer rundes op til nærmeste hele antal timer. Ved ansættelsesforholdets påbegyndelse fastsættes arbejdstiden for hele perioden.
Stk. 6. Ved ansættelse af en person, der er omfattet af § 2, nr. 5, fastsættes arbejdstiden efter aftale mellem kommunen, arbejdsgiveren og personen.
Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at lønnen og arbejdstiden nedsættes, hvis personen har ordinær beskæftigelse.
§ 56. Ved ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, skal lønnen som minimum svare til den mindste overenskomstmæssige på det aktuelle ansættelsesområde eller den for tilsvarende arbejde sædvanlig gældende og arbejdsvilkårene svare til de overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanlig gældende.
Stk. 2. Ved ansættelse med løntilskud i elev- eller lærlingeforløb af personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, og som på grund af omfattende psykiske, fysiske eller sociale problemer alene er i stand til at yde en meget begrænset arbejdsindsats, skal lønnen svare til den mindste overenskomstmæssige elev- eller lærlingeløn og arbejdsvilkårene svare til de overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanlig gældende, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Jobcenteret kan efter en konkret og individuel vurdering beslutte, at lønnen til personer omfattet af stk. 2 som minimum skal svare til den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den for tilsvarende arbejde sædvanlig gældende.
§ 57. Ved ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, fastsættes løn- og arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, ved aftale mellem arbejdsgiveren og personen. Dette skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.
§ 58. Ved ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 8, skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.
§ 59. Personer, der ansættes med løntilskud, er i øvrigt omfattet af den lovgivning, der gælder for lønmodtagere.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte undtagelser fra stk. 1.
Merbeskæftigelse m.v.
§ 60. Forud for ansættelse med løntilskud skal spørgsmålet om ansættelsen have været drøftet mellem virksomheden og repræsentanter for virksomhedens ansatte.
§ 61. Ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, 5 og 11-14, skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos vedkommende arbejdsgiver. Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til virksomhedens normale beskæftigelse.
Stk. 2. Betingelsen om merbeskæftigelse påses af arbejdsgiveren og de ansatte i fællesskab. Uenighed om betingelsen om merbeskæftigelse afgøres efter de gældende fagretlige regler om mægling og eventuel voldgift. For private arbejdsgivere, der ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, afgør det regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 5 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., administrativt endeligt, om betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt.
§ 62. Der skal i såvel private som offentlige virksomheder være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden løntilskud og antallet af ansatte med løntilskud efter dette kapitel samt personer i virksomhedspraktik.
Løntilskud
§ 63. Ved ansættelse efter dette kapitel udbetales der et løntilskud til arbejdsgiveren.
Stk. 2. Løntilskuddet pr. time efter stk. 1 kan udgøre (pr. 1. januar 2015):
-
26,54 kr.,
-
46,48 kr.,
-
74,05 kr.,
-
107,55 kr. eller
-
143,14 kr.
§ 64. Fastsættelse af, hvilken løntilskudssats efter § 63 der skal udbetales, sker efter en konkret vurdering af personens evner og forudsætninger for at deltage i arbejdet i samme omfang som de øvrige ansatte, jf. dog stk. 2-7. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, foretages vurderingen efter de regler, der er fastsat i medfør af § 31, 5. pkt., om krav til undersøgelse af arbejdsevne.
Stk. 2. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-3, 12 og 13, udgør løntilskuddet 74,05 kr. pr. time til private arbejdsgivere. Tilskuddet til offentlige arbejdsgivere udgør 107,55 kr. pr. time.
Stk. 3. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, 11 og 14, kan løntilskuddet højst udgøre 143,14 kr. pr. time til såvel private som offentlige arbejdsgivere. Ved ansættelse af personer omfattet af § 2, nr. 4, i elev- og lærlingeforløb, hvor lønnen fastsættes efter § 56, stk. 1, skal tilskuddet efter § 63 fastsættes med udgangspunkt i forskellen mellem elev- og lærlingelønnen på området og den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde med tillæg af eventuelt arbejdsgiverbidrag til ATP m.v.
Stk. 4. Ved ansættelse i elev- og lærlingeforløb kan der kun ydes tilskud til elev- eller lærlingelønnen, hvis personen på grund af omfattende psykiske, fysiske eller sociale problemer alene er i stand til at yde en meget begrænset arbejdsindsats.
Stk. 5. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 5, udgør løntilskuddet 74,05 kr. pr. time til private arbejdsgivere. Tilskuddet til offentlige arbejdsgivere udgør 143,14 kr. pr. time.
Stk. 6. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 6, udgør løntilskuddet 26,54 kr. pr. time til såvel private som offentlige arbejdsgivere. I særlige tilfælde kan løntilskuddet udgøre 46,48 kr. pr. time, herunder i tilfælde, hvor arbejdsgivere, der modtager tilskud til personer, der før den 1. juli 1998 er ansat i beskyttede enkeltpladser efter lov om social bistand, i stedet ønsker at modtage tilskud efter dette kapitel.
Stk. 7. Ved ansættelse af personer, der er omfattet af § 2, nr. 8, kan løntilskuddet højst udgøre 143,14 kr. pr. time til såvel private som offentlige arbejdsgivere.
§ 65. Udbetaling af tilskud må ikke være konkurrenceforvridende.
§ 66. Til personer, der er omfattet af § 2, nr. 1-5 og 11-14, kan der ved ansættelse med løntilskud ydes befordringsgodtgørelse efter § 82.
§ 67. I forbindelse med tilbud om ansættelse med løntilskud kan der ydes tilskud efter kapitel 14 til hjælpemidler, herunder til køb af arbejdsredskaber, jf. §§ 76 og 77.
§§ 67 a-67 f. (Ophævet)
§ 68. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler efter dette kapitel, herunder regler om, at der kan fastsættes nærmere betingelser for ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere.
Kapitel 12 a
Ressourceforløb
§ 68 a. Personer under 40 år, der har komplekse problemer ud over ledighed, der ikke har kunnet løses gennem en indsats efter denne lov eller efter lov om aktiv socialpolitik, og som kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af indsats efter denne lov og sociale eller sundhedsmæssige indsatser, skal tilbydes et ressourceforløb, jf. dog stk. 2. Det er endvidere en betingelse, at personen
-
har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,
-
har deltaget i tilbud efter denne lov eller revalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller
-
at kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.
Stk. 2. Personer, hvor det som følge af svær sygdom eller på grund af betydelige funktionsnedsættelser er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle deres arbejdsevne i et ressourceforløb, er undtaget fra stk. 1.
Stk. 3. Forud for visitation til et ressourceforløb skal den forberedende del af rehabiliteringsplanen, jf. § 30 a, være udarbejdet og sagen have været forelagt rehabiliteringsteamet, jf. §§ 9-12 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Personen og dennes sagsbehandler skal deltage i rehabiliteringsteamets møder, når personens sag behandles, jf. § 10, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Stk. 4. Ressourceforløbet skal være af mindst 1 og højst 5 års varighed.
Stk. 5. Indsatsdelen af rehabiliteringsplanen udarbejdes for alle personer, der er visiteret til et ressourceforløb, jf. § 30 a, stk. 1.
Stk. 6. Ressourceforløbet kan bestå af tilbud efter kapitel 9 b-12 og en indsats efter anden lovgivning, herunder efter lov om social service og sundhedsloven. Ressourceforløbet kan tillige indeholde indsatser, der kan stabilisere og forbedre personens fysiske, psykiske og sociale tilstand, med henblik på at personen efterfølgende kan deltage i tilbud efter denne lov.
Stk. 7. Kommunen skal inden ressourceforløbets afslutning træffe beslutning om, hvilke indsatser der skal iværksættes fremadrettet.
Stk. 8. Personen kan tilbydes flere på hinanden følgende ressourceforløb. Fylder personen 40 år under et ressourceforløb, fortsætter forløbet, til det er afsluttet.
Stk. 9. For personer over 40 år gælder stk. 1-7 tilsvarende. Hvis personen ønsker det, kan kommunen tilbyde mere end ét ressourceforløb. Der kan alene gives ressourceforløb frem til det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.
§ 68 b. Personer under 40 år, der er omfattet af § 2, nr. 6, og som ønsker at deltage i et ressourceforløb, kan af kommunen få tilbud herom efter reglerne i § 68 a, stk. 3-7.
Stk. 2. Hvis personen ikke følger forløbet, kan kommunen træffe afgørelse om, at forløbet ophører.
§ 68 c. Kommunen skal udpege en gennemgående og koordinerende sagsbehandler til personer, der deltager i et ressourceforløb efter § 68 a eller § 68 b. Sagsbehandleren skal udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel sammen med personen, jf. § 30 a, varetage den løbende opfølgning og koordinering i samarbejde med personen, sørge for, at indsatsdelen justeres efter personens aktuelle situation og behov, og bistå personen med at gennemføre rehabiliteringsplanen, herunder realisere uddannelses- og beskæftigelsesmål.
Stk. 2. Funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret, jf. § 6, stk. 4, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Kapitel 12 b
Jobafklaringsforløb
§ 68 d. En sygedagpengemodtager, som er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, jf. § 7 i lov om sygedagpenge, og som ikke kan få forlænget sygedagpengene efter § 27 i lov om sygedagpenge, har ret til at få et jobafklaringsforløb ved ophør af sygedagpengene. Tilsvarende gælder for en person, der på første fraværsdag ville have haft ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis personen ikke var omfattet af tidsbegrænsningen i § 24, stk. 1, i lov om sygedagpenge, jf. § 24 a i lov om sygedagpenge. En person, som fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, men hvis ret til sygedagpenge ophører efter § 24 c, stk. 1, i lov om sygedagpenge, har ret til at få et jobafklaringsforløb ved ophør af sygedagpengene. Under jobafklaringsforløbet skal personen have en individuelt tilpasset, tværfaglig og helhedsorienteret indsats med udgangspunkt i personens forudsætninger og behov, herunder helbredstilstand, jf. § 68 f.
Stk. 2. Senest 4 uger efter overgang til et jobafklaringsforløb eller 4 uger efter det tidspunkt, hvor kommunen har truffet afgørelse om, at personen er berettiget til et jobafklaringsforløb efter § 24 a i lov om sygedagpenge, skal sagen, jf. dog stk. 3, behandles i rehabiliteringsteamet efter reglerne i kapitel 2 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse, når fuld raskmelding forventes inden 8 uger regnet fra tidspunktet for overgang til jobafklaringsforløb, eller når personen har fået en tværfaglig og helhedsorienteret indsats efter § 13 d i lov om sygedagpenge, hvis personen overgår fra sygedagpenge til jobafklaringsforløb ved revurderingstidspunktet efter § 24, stk. 1, i lov om sygedagpenge. Ved overgangen til jobafklaringsforløbet videreføres den tværfaglige indsats som et jobafklaringsforløb.
Stk. 4. Ved ophør af det første jobafklaringsforløb har personen ret til at få et eller flere efterfølgende jobafklaringsforløb, jf. § 68 e, når personen er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.
Stk. 5. Et jobafklaringsforløb kan højst have en varighed på 2 år, når personen er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Et jobafklaringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.
Stk. 6. Et jobafklaringsforløb ophører, når en person overgår til at modtage sygedagpenge efter § 24 b, stk. 1, i lov om sygedagpenge.
§ 68 e. Inden ophør af et jobafklaringsforløb skal kommunen foretage en vurdering af personens arbejdsevne og muligheder for at komme tilbage i beskæftigelse, herunder om personen vurderes
-
at kunne vende tilbage i arbejde,
-
at være uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom og fortsat i målgruppen for et nyt jobafklaringsforløb eller
-
at være i målgruppen for ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
Stk. 2. Vurderer kommunen, at personen er omfattet af stk. 1, nr. 2 eller 3, skal personen have sin sag forelagt rehabiliteringsteamet, jf. kapitel 2 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen, som en sag om ressourceforløb, fleksjob, eller førtidspension eller som en sag om nyt jobafklaringsforløb.
Stk. 3. Hvis kommunen vurderer, at en person i jobafklaringsforløb er i risiko for fortsat at være uarbejdsdygtig på grund af sygdom 4 år efter ophør af sygedagpengene, skal der senest 3½ år efter ophør af sygedagpengene ud over indsatsen efter § 68 f iværksættes
-
en samtale med regionens sundhedskoordinator om personens mulighed for at udvikle arbejdsevnen og
-
et intensiveret kontaktforløb, hvor den individuelle samtale holdes løbende og mindst seks gange inden for 6 kalendermåneder, jf. § 18, stk. 2.
Stk. 4. Inden kommunen forelægger en sag for rehabiliteringsteamet med henblik på en vurdering af, om personen skal have et nyt jobafklaringsforløb ud over 4 år efter ophør af sygedagpengene, skal kommunen efter en konkret vurdering tage stilling til, om sagen skal forelægges for regionens kliniske funktion til vurdering af borgerens muligheder for at arbejde.
§ 68 f. Et jobafklaringsforløb skal give personen en individuelt tilpasset, tværfaglig og helhedsorienteret indsats, med henblik på at personen bringes tilbage i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse.
Stk. 2. Jobafklaringsforløbet kan bestå af tilbud efter kapitel 9 b-12 og en indsats efter anden lovgivning. Jobafklaringsforløbet kan endvidere bestå i indsatser, der kan stabilisere og forbedre personens fysiske, psykiske og sociale tilstand med henblik på at understøtte, at personen kan deltage i tilbud efter denne lov og dermed udvikle arbejdsevnen og fremme tilknytningen til og fastholdelsen på arbejdsmarkedet.
Stk. 3. Hvis personen er i et ansættelsesforhold, tilrettelægges jobafklaringsforløbet med fokus på hurtigst mulig tilbagevenden til jobbet og med inddragelse af arbejdsgiveren.
Stk. 4. Forventes fuld raskmelding inden 8 uger regnet fra tidspunktet for overgang til jobafklaringsforløb, og er der ikke allerede iværksat en tværfaglig indsats som led i sygedagpengeforløbet, kan kommunen ud fra en konkret vurdering beslutte, om der skal gives en beskæftigelsesrettet indsats med tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10 eller virksomhedspraktik efter kapitel 11.
§ 68 g. Kommunen skal udpege en gennemgående og koordinerende sagsbehandler til en person, der har ret til et jobafklaringsforløb.
Stk. 2. Den gennemgående og koordinerende sagsbehandler skal sammen med personen udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del og rehabiliteringsplanens indsatsdel, jf. § 30 a, varetage den løbende opfølgning og koordinering i samarbejde med personen, sørge for, at indsatsdelen justeres efter personens aktuelle situation og behov, og bistå personen med at gennemføre rehabiliteringsplanen, herunder realisere uddannelses- og beskæftigelsesmål.
Stk. 3. Funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret, jf. § 6, stk. 4, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.