← Bekendtgørelse af lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

§ Bekendtgørelse af lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. · kapitel 21 af 22

Kapitel 10 – Administration m.v.

LBK nr 1240 af 13/10/2016

§ 52 b. Udbetaling Danmark varetager opgaverne vedrørende beregning af udbetaling af førtidspension, bistandstillæg, plejetillæg, invaliditetsydelse og tillæg efter kapitel 11 og alle opgaver vedrørende varmetillæg og petroleumstillæg. Udbetaling Danmark varetager endvidere opgaver om retten til at medtage en tilkendt førtidspension ved fast bopæl i udlandet.

Stk. 2. Udbetaling Danmark træffer afgørelse om størrelsen af den personlige tillægsprocent og den likvide formue.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen varetager de opgaver efter loven, som ikke er henlagt til Udbetaling Danmark, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen skal tilbyde at give vejledning efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, når en førtidspensionist eller modtager af invaliditetsydelse overgår til folkepension. Udbetaling Danmark skal give meddelelse til kommunen om personer, der er omfattet af situationen nævnt i 1. pkt.

§ 53. Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen varetager administrationen af de kommunale opgaver efter denne lov, jf. kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 54. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilkendelse og frakendelse af ydelser efter denne lov, herunder

  1. fra hvilket tidspunkt en sag er påbegyndt,

  2. om betingelserne er opfyldt for tilkendelse, ændring eller frakendelse af førtidspension, invaliditetsydelse og tillæg efter §§ 16, 17 og 18,

  3. fra hvilket tidspunkt betingelserne for tilkendelse, ændring eller frakendelse er opfyldt,

  4. om en sag skal genoptages til undersøgelse på et senere tidspunkt, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, eller

  5. om pension skal bevares i indtil 3 måneder efter det tidspunkt, fra hvilket frakendelse kan ske.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afgør, om betingelserne for tilkendelse af pension er opfyldt ved afgørelse om fortsat ret til dagpenge, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, i lov om sygedagpenge.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at sagen bortfalder, eller at ydelsen inddrages i de tilfælde, hvor en person ikke medvirker til de nødvendige undersøgelser, jf. kapitel 3 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, optræning eller andre foranstaltninger, der må antages mere varigt at kunne forbedre erhvervsevnen væsentligt.

§ 55. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om fradrag i pensionen for beløb, som pensionisten har modtaget i pension efter udenlandsk lovgivning i det tidsrum, for hvilket der beregnes pension efter denne lov.

§ 56. Udbetaling Danmark udøver de beføjelser, som kommunerne har efter denne lov vedrørende pension, der skal ydes til personer med fast bopæl i udlandet efter denne lov, efter forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger og efter regler i overenskomster med andre stater.

Stk. 2. Ved udøvelse af de beføjelser, der er nævnt i stk. 1, finder § 24, stk. 2 og 3, ikke anvendelse på personer med bopæl i udlandet.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om varetagelse af administration af pension for personer, der har bopæl i udlandet.

§ 56 a. (Ophævet)