Byfornyelsesloven § 94

§ 94. Udlændinge-, integrations- og boligministeren meddeler årligt, senest den 1. marts, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, en udgiftsramme til de kommunalbestyrelser, som forinden har anmodet om at få del i den statslige udgiftsramme, jf. § 93.

Stk. 2. Den samlede statslige udgiftsramme, jf. § 93, fordeles mellem de enkelte ansøgende kommuner efter objektive kriterier, der afspejler den enkelte kommunes behov for støtte til byfornyelse. En del af udgiftsrammen kan dog anvendes til løsning af afgrænsede byfornyelsesopgaver, herunder kondemnering m.v. og byfornyelsesforsøg efter §§ 96 og 97. 70 mio. kr. af udgiftsrammen kan anvendes til områdefornyelse, jf. § 6, stk. 2. 20 mio. kr. kan anvendes til bygningsfornyelse m.v. i områder, der har fået tilsagn efter § 6, stk. 2. Midlerne fordeles forlods med 10 mio. kr. til bygningsfornyelse m.v. i områder, der har fået tilsagn efter § 6, stk. 2, nr. 1, og 10 mio. kr. til bygningsfornyelse m.v. i områder, der har fået tilsagn efter § 6, stk. 2, nr. 2. Midler til bygningsfornyelse m.v. i områder, der ikke er fordelt efter 5. pkt., fordeles i prioriteret rækkefølge efter § 6, stk. 2. Eventuelt uforbrugte midler overføres til den ordinære ramme.

Stk. 3. En kommunalbestyrelse, som ønsker at overdrage hele eller dele af kommunens ordinære ramme til bygningsfornyelse m.v. til en eller flere kommuner, kan efter udlændinge-, integrations- og boligministerens nærmere bestemmelse indgå aftale herom med en eller flere kommuner.

Stk. 4. Når kommunalbestyrelsen meddeler tilsagn til en ejer om støtte eller på anden måde disponerer, således at det udløser refusion efter denne lov, skal kommunalbestyrelsen samtidig indberette det. Dette gælder dog ikke tilsagn efter § 98. Beslutninger efter 1. pkt., som ikke er indberettet inden udgangen af en af udlændinge-, integrations- og boligministeren årligt meddelt frist, føres tilbage til den samlede statslige udgiftsramme. Udlændinge-, integrations- og boligministeren kan, når særlige forhold taler herfor, dispensere fra kravet i 1. pkt.

Refusion fra Grundejernes Investeringsfond

Kilde: Retsinformation.dk