§ Byfornyelsesloven · kapitel 16 af 22
Kapitel 5 – Bygningsfornyelse af erhverv, forsamlingshuse og bygninger med lignende anvendelse
LBK nr 1228 af 03/10/2016
Bygninger, der indeholder erhverv og beboelse
§ 36. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med beslutning om bygningsfornyelse efter kapitel 3 eller kapitel 4 lade beslutningen omfatte støtte til erhvervslokaler beliggende i den bygning, bygningsfornyelsesbeslutningen vedrører.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på erhvervslokaler beliggende i bygninger, som er offentligt ejede, eller hvor det offentlige har en ikke uvæsentlig indflydelse på driften.
§ 37. Støtte kan ydes til istandsættelse af erhvervslokalernes klimaskærm.
Stk. 2. Fastsættelse af støtte til udlejede erhvervslokaler sker efter bestemmelserne i §§ 12-14, 16, 18 og 19.
Stk. 3. Fastsættelse af støtte til erhvervslokaler, der har status som ejerlejlighed eller andelslejlighed, sker efter bestemmelserne i §§ 26-29 og 34.
Ombygning af private erhvervslokaler og offentlige bygninger til udlejningsboliger
§ 38. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at yde støtte til udgifter til ombygning af private erhvervslokaler eller lokaler i offentligt ejede bygninger, når der ombygges til private udlejningsboliger. Det er en betingelse, at erhvervet er nedlagt, eller den hidtidige aktivitet i den offentligt ejede bygning er ophørt, og at bygningen skønnes egnet til at blive ombygget inden for en rimelig økonomisk ramme. I bygninger, hvor der ikke er beboelse, eller hvor beboelse udgør en mindre del, er det endvidere en betingelse, at bygningen skønnes bevaringsværdig.
Stk. 2. Ansøgnings- og beslutningsprocedure sker efter bestemmelserne i §§ 23-25, og fastsættelse af støtte samt finansiering og refusion ydes efter §§ 26-29 og 34.
Forsamlingshuse og bygninger med lignende anvendelse
§ 38 a. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at yde støtte til udgifter til istandsættelse af forsamlingshuse og bygninger med lignende anvendelse beliggende i landsbyer og landdistrikter.
§ 38 b. Støtte kan ydes til istandsættelse af bygningens klimaskærm, energiforbedrende foranstaltninger, der er foreslået i en energimærkningsrapport, jf. lov om fremme af energibesparelser i bygninger, etablering af tilgængelighedsforanstaltninger og afhjælpning af kondemnable forhold.
Stk. 2. I sager efter § 38 a finder bestemmelserne i §§ 23-25 om ansøgnings- og beslutningsprocedure anvendelse, og fastsættelse af støtte samt finansiering og refusion ydes efter §§ 26-29 og 34. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde yde støtte til samtlige støtteberettigede udgifter, hvor istandsættelse ellers ikke kan gennemføres.
Nedrivning af erhvervsbygninger
§ 38 c. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at yde støtte til nedrivning af private erhvervsbygninger, såfremt erhvervet er nedlagt og bygningerne er beliggende i byer med færre end 5.000 indbyggere. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på bygninger, som er offentligt ejede. Kommunalbestyrelsen kan endvidere træffe beslutning om at yde støtte til udgifter til indretning af offentligt tilgængelige byrum, hvor kommunalbestyrelsen giver eller har givet støtte til nedrivning af en bygning efter denne lov, og hvor den nedrevne bygning var beliggende i en by med færre end 5.000 indbyggere.
Stk. 2. I sager efter stk. 1 finder bestemmelserne i §§ 23-25 om ansøgnings- og beslutningsprocedure anvendelse, og fastsættelse af støtte samt finansiering og refusion ydes efter §§ 26, 27 og 34.
Kapitel 5 a
Opkøb af nedslidte ejendomme
Anvendelsesområde for dette kapitel
§ 38 d. Kommunalbestyrelsen kan opkøbe nedslidte ejendomme beliggende i byer med færre end 5.000 indbyggere eller i det åbne land med henblik på istandsættelse eller nedrivning.
Refusion
§ 38 e. Kommunalbestyrelsen afholder udgifter til opkøb efter § 38 d.
Stk. 2. Staten refunderer 60 pct. af kommunalbestyrelsens udgifter efter stk. 1.
Stk. 3. Uanset stk. 2 refunderer staten i perioden fra den 1. juli 2016 og indtil den 1. marts 2019 70 pct. af kommunalbestyrelsens udgifter efter stk. 1.
Klage
§ 38 f. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter kapitel 5 og 5 a kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.