§ Sundhedsloven · kapitel 142 af 168
Kapitel 58 – Kvalitetsudvikling og it
LBK nr 1188 af 24/09/2016
§ 193. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal sikre kvalitetsudvikling af ydelser efter denne lov, jf. stk. 2 og 3 og § 193 a.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastlægger i samarbejde med regionsrådene og kommunalbestyrelserne en fælles ramme for kvalitetsudvikling i det danske sundhedsvæsen.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om krav til kvalitet i sundhedsvæsenet.
Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om, at private sygehuse og klinikker m.v., der leverer ydelser efter denne lov, skal leve op til krav fastsat i medfør af stk. 1-3.
§ 193 a. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte krav til it-anvendelsen på sundhedsområdet, herunder krav til elektroniske patientjournaler og til anvendelsen af standarder.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at private sygehuse og klinikker m.v. skal overholde krav fastsat i medfør af stk. 1.
§ 193 b. Sundheds- og ældreministeren udpeger en myndighed, der er dataansvarlig for et elektronisk indeks (Nationalt Patientindeks) over registreringer af de enkelte borgeres helbredsoplysninger, herunder medicinoplysninger, vaccinationsoplysninger, journaloplysninger, laboratoriesvar m.v.
Stk. 2. Indhentning af oplysninger i et elektronisk indeks som nævnt i stk. 1 foretages efter regler fastsat i denne lovs §§ 42 a-42 c.
Stk. 3. Den dataansvarlige for Nationalt Patientindeks, jf. stk. 1, kan behandle oplysningerne i indekset, herunder indhente oplysninger til præsentation i indekset i de systemer, der er tilknyttet indekset som kildesystemer, jf. stk. 4, nr. 2.
Stk. 4. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om driften m.v. af registeret, herunder
-
om, hvilke oplysninger der må registreres i indekset,
-
om, hvilke systemer der må tilknyttes indekset som kildesystemer,
-
om pligt til sletning og ændring af registrerede oplysninger og
-
om den registreredes direkte elektroniske adgang til de oplysninger, der er registreret om vedkommende i indekset, og til den maskinelle registrering (logning) af alle anvendelser af de registrerede oplysninger.