← Byggeloven

§ Byggeloven · kapitel 10 af 10

Kapitel 5 – Forskellige bestemmelser

LBK nr 1178 af 23/09/2016

§ 26. En kommunalbestyrelses tilladelse i henhold til denne lov kan meddeles som midlertidig eller for et nærmere angivet tidsrum i tilfælde, hvor byggeforetagendets særlige art, udførelsesmåde, beliggenhed eller andre særlige omstændigheder gør en tidsbegrænsning påkrævet.

§ 27. Betingelser, der knyttes til en tilladelse eller dispensation, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet. Kommunalbestyrelsen lader på den byggendes bekostning tinglyse betingelser, som angår benyttelse af eller anden rådighed over en ejendom eller dele af den.

§ 28. Opkræver en kommunalbestyrelse gebyrer for behandlingen af ansøgninger i henhold til denne lov, kan kommunalbestyrelsen opgøre gebyrerne efter tidsforbrug eller opkræve et mindre, fast gebyr.

Stk. 2. Indtil EU-retlige forskrifter for europæiske tekniske godkendelser er trådt i kraft, kan transport- og bygningsministeren bemyndige en eller flere virksomheder til at behandle sager om godkendelse af materialer, kontruktioner og udførelsesmåder i henhold til regler fastsat i medfør af denne lov. For behandling af sagerne betales gebyrer, der fastsættes af transport- og bygningsministeren.

Stk. 3. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om mulighed for at klage over virksomhedernes afgørelser, jf. stk. 2, herunder regler om, at klageadgangen begrænses til retlige spørgsmål, og at klageadgangen til ministeren afskæres, og regler om tidsfrister for, hvornår en klage er rettidigt indgivet.

Stk. 4. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrer for de foranstaltninger, der iværksættes efter regler fastsat i medfør af § 4 A, § 6, stk. 3 og § 15.

Stk. 5. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyrer, herunder fastsætte størrelsen af det mindre, faste gebyr efter stk. 1, for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgninger i henhold til loven.

§ 29. Gebyrer som nævnt i § 28, stk. 1 og 4, beløb, som kommunalbestyrelsen i henhold til loven har udredet forskudsvis, og beløb, som kommunalbestyrelsen i henhold til § 18, stk. 2, § 18 A, stk. 2, eller § 14, jf. § 17, stk. 3, har udredet forskudsvis, har samme fortrinsret i ejendommen som kommunale ejendomsskatter. Fortrinsretten for beløb, der er udredet forskudsvis, skal tinglyses på ejendommen. Tinglysningen er dog uden betydning for fortrinsrettens gyldighed.

§ 30. Med bøde straffes den, der

a) påbegynder et byggearbejde, tager et byggearbejde i brug eller i øvrigt iværksætter foranstaltninger uden at indhente tilladelse som foreskrevet i loven eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter eller gennemfører et byggearbejde eller anden foranstaltning, der kræver forudgående tilladelse, på anden måde end tilladt af vedkommende myndighed,

b) tilsidesætter vilkår, der er fastsat i en tilladelse i henhold til loven eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser,

c) undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er udstedt i henhold til loven eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser,

d) undlader at foretage vedligeholdelsesarbejder, som er nødvendige for at undgå, at der opstår fare for en bebyggelses beboere eller andre,

e) overtræder § 7, stk. 2, 1. pkt., og de i medfør af § 8, stk. 1, nr. 2-4, fastsatte regler,

f) ikke efterkommer et påbud efter § 18 B, stk. 2 og 3, om at udlevere oplysninger,

g) ikke efterkommer et påbud efter § 18 B, stk. 4, om at give adgang til ejendommen,

h) ikke efterkommer et påbud efter § 18 B, stk. 5, om at udlevere tegninger, beregninger eller andet materiale,

i) forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til kommunalbestyrelsen om forhold, der er af betydning for, om der skal tegnes en byggeskadeforsikring, jf. § 25 A, eller fortier sådanne oplysninger,

j) undlader at gøre oplysninger om eftersyn efter § 25 E, stk. 1, elektronisk tilgængelige for bygningsejeren og andre relevante parter i byggesagen, jf. § 25 E, stk. 2, k) undlader at give oplysninger eller yde bistand til transport- og bygningsministeren eller personer, der er særligt bemyndiget hertil efter § 31 B, stk. 3, eller

k) undlader at udtage prøver efter § 31 B, stk. 4.

Stk. 2. I de bestemmelser, der udfærdiges af transport- og bygningsministeren i medfør af loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Er et byggearbejde udført på ulovlig måde, påhviler strafansvaret herfor den, der har forestået arbejdets udførelse, eller den, der har udført det, efter omstændighederne dem begge. Den, der har ladet arbejdet udføre, drages kun til ansvar, når han ikke kan opgive nogen anden, mod hvem strafansvaret kan gøres gældende, eller når han har medvirket til overtrædelsen vidende eller med bestemt formodning om forholdets ulovlighed. Strafansvaret kan da efter omstændighederne bortfalde for de i første punktum nævnte personer.

Stk. 4. Med bøde straffes endvidere den, der til anvendelse i byggeri fremstiller eller sælger byggematerialer, som i henhold til gældende byggeforskrifter ikke lovligt kan benyttes i det pågældende byggeri.

Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel for de i stk. 1-4 nævnte overtrædelser.

§ 30 A. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om anerkendelsesordningen for statikere.

§ 30 B. Transport- og bygningsministeren fastsætter nærmere regler om gennemførelse af Rådets direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

§ 30 C. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten inden for lovens område.

§ 31. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om betingelser for markedsføring og salg af byggevarer og herunder fastsætte regler med henblik på opfyldelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger og direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer og om bygningers energiforhold og lignende bygningsrelaterede bestemmelser. Transport- og bygningsministeren kan herunder udpege en eller flere virksomheder til i henhold til forordningen at udstede europæiske tekniske vurderinger. Alle omkostninger i forbindelse med ansøgning om europæisk teknisk vurdering afholdes af ansøgeren. En virksomheds afgørelser efter 2. pkt. kan ikke påklages til klima-, energi- og bygningsministeren.

Stk. 2. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af De Europæiske Fællesskabers direktiver om installationer til måling af udgifter til el, gas, vand, varme og køling. Transport- og bygningsministeren kan herunder fastsætte regler om en kontrol- og godkendelsesordning for måleinstrumenter samt regler om, hvilke kategorier af måleinstrumenter der skal være omfattet af ordningen.

Stk. 3. Transport- og bygningsministeren kan bemyndige Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond til at udpege, vurdere, notificere og overvåge godkendelses-, kontrol-, certificerings- eller prøvningsorganer i henhold til de i stk. 1 nævnte forordninger og direktiver. Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond kan kræve betaling for disse opgaver efter regler, der fastsættes af transport- og bygningsministeren. De afgørelser, som Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond træffer efter 1. og 2. pkt., kan ikke påklages til en administrativ myndighed.

Stk. 4. (Ophævet)

Stk. 5. (Ophævet)

Stk. 6. (Ophævet)

Stk. 7. (Ophævet)

Markedskontrol

§ 31 A. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om tilsyn og kontrol med, at regler, der er fastsat i medfør af § 31, overholdes. Ministeren kan herunder fastsætte regler, der pålægger fabrikanten eller importøren af byggevarer at afholde samtlige udgifter i forbindelse med stikprøvekontrol, og regler, der pålægger fabrikanten eller importøren at refundere myndighedens udgifter til varer, der er indkøbt i detailhandlen. Ministeren kan bemyndige private eller offentlige virksomheder til at udføre denne kontrol.

Stk. 2. Ministeren kan påbyde producenten eller enhver, der har bragt en vare i omsætning, at bringe et forhold, der ikke opfylder de krav, der er fastsat i denne lov, og regler fastsat i medfør af denne lov eller i Det Europæiske Fællesskabs forordninger, i orden inden for en given frist.

Stk. 3. Bringes et ulovligt forhold ikke i orden inden tidsfristen, jf. stk. 2, kan transport- og bygningsministeren påbyde producenten eller enhver, der har bragt varen i omsætning, at

  1. tilbagetrække varen med henblik på at forhindre, at et ulovligt produkt distribueres eller markedsføres, indtil det ulovlige forhold er bragt til ophør,

  2. tilbagekalde varen med henblik på returnering af et ulovligt produkt, som producenten eller distributøren tidligere har leveret eller stillet til rådighed for forbrugere, virksomheder m.v., indtil det ulovlige forhold er bragt til ophør, eller

  3. sørge for, at byggevaren eller installationen fjernes fra en bygning eller et anlægsarbejde, hvor varen allerede er anvendt.

§ 31 B. Transport- og bygningsministeren, eller den offentlige myndighed, der er bemyndiget hertil, har som led i kontrollen efter reglerne udstedt i medfør af § 31 og § 31 A, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til kontrol af byggevarer, byggepladser og lokaliteter, hvor producenter, forhandlere, importører og øvrige omsætningsled opbevarer byggevarer, og adgang til alle relevante dokumenter i både fysisk og elektronisk form. Myndigheden kan ved kontrollen lade sig bistå af personer, som besidder relevant teknisk indsigt.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Transport- og bygningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Ethvert led i omsætningen af byggevarer skal efter anmodning fra den, der udfører kontrollen, jf. stk. 1, give alle oplysninger, som har betydning for kontrollens gennemførelse. Ethvert led i omsætningen skal efter anmodning vederlagsfrit yde den fornødne bistand ved foranstaltninger, der iværksættes i henhold til loven eller de i medfør af loven fastsatte regler, herunder ved kontrol, prøveudtagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrift af elektroniske data.

Stk. 4. Ministeren eller den offentlige myndighed, der bemyndiges hertil, kan som led i markedskontrollen vederlagsfrit mod kvittering udtage eller pålægge virksomheden at udtage prøver af byggevarer, herunder halvfabrikata og færdigvarer.

Stk. 5. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om, at ethvert led i omsætningen af byggevarer skal yde Trafik- og Byggestyrelsen og personer, der er særligt bemyndigede hertil, jf. § 31 A, stk. 1, bistand ved forsendelse af prøver og afholde udgifterne herved.

§ 31 C. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af sanktioner efter § 31 A, stk. 3.

Stk. 2. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om videregivelse af kontrolresultater til organer i Det Europæiske Fællesskab.

§ 31 D, Transport- og bygningsministeren kan delegere sine beføjelser efter denne lov til en anden offentlig myndighed.

Stk. 2. Henlægger transport- og bygningsministeren sine beføjelser efter loven til en anden offentlig myndighed, kan ministeren fastsætte regler om klageadgang, herunder at afgørelsen ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 31 E. Transport- og bygningsministeren kan bemyndige kommunalbestyrelsen til at udøve de beføjelser, der tilkommer transport- og bygningsministeren i henhold til deklarationer eller servitutter pålagt en ejendom i medfør af tidligere byggelovgivning.

§ 32. Loven træder i kraft den 1. februar 1977.

§ 33. Ved lovens ikrafttræden ophæves:

a) byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 361 af 17. juli 1972, som ændret ved lov nr. 311 af 19. juni 1974,

b) byggelov for staden København nr. 148 af 29. marts 1939 med senere ændringer,

c) bygningsvedtægternes bestemmelser om grundkredse og byggeområder, bortset fra bestemmelserne om bebyggelsens anvendelse og om grundstørrelser, der ophæves efter reglerne i § 59 i lov om kommuneplanlægning.

Stk. 2. Bygningsreglement 1972 med tillæg og de bestemmelser i bygningsvedtægterne, der ikke er omfattet af stk. 1, litra c, ophæves ved indførelse af et nyt bygningsreglement.

Stk. 3. Transport- og bygningsministeren fastsætter i en bekendtgørelse, hvilke bestemmelser udstedt i medfør af byggelov for staden København der forbliver i kraft indtil indførelsen af et nyt bygningsreglement. Overtrædelse af bestemmelserne straffes med bøde.

§ 34. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Lov nr. 575 af 6. juni 2007 (Byggeskadeforsikring m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4.

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2008.

Stk. 2. § 1, nr. 3-8, finder anvendelse på bebyggelse, hvor kommunalbestyrelsen modtager en ansøgning om byggetilladelse den 1. april 2008 eller senere.


Lov nr. 514 af 17. juni 2008 (Afbureaukratisering af byggesagsbehandling og markedskontrol med byggevarer) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 10, træder i kraft den 1. juni 2008.

§ 3

Loven gælder for ansøgninger og anmeldelsessager, der er modtaget hos kommunalbestyrelsen efter den 1. januar 2009.


Lov nr. 1336 af 19. december 2008 (Konsekvensændringer som følge af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 167

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2. § 11 finder alene anvendelse på afgørelser om lønindeholdelse, der træffes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 1404 af 27. december 2008 (Styrket indsats mod piratkopiering m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 9

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2009.

Stk. 2-4. (Udelades)


Lov nr. 158 af 16. februar 2010 (Energikrav til bygningsdele) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 2010.


Lov nr. 389 af 2. maj 2012 (Fremrykning af pligten til energimærkning af bygninger, annoncering af energimærket ved salg og udleje, sanktioner og godkendelsesordning for installatører og montører af små VE-anlæg, styrkelse af dataindsamling om energiforbrug, ophævelse af monopol på udstedelse af VA-godkendelser og omfanget af pligten til at tegne en byggeskadeforsikring m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2012.

Stk. 2-5. (Udelades)


Lov nr. 577 af 18. juni 2012 (Biomassebaseret varmeproduktion på centrale kraftvarme-anlæg og udvalgte barmarksværker, undtagelse af forbrænding af farligt affald fra prisloftbestemmelserne og forbud mod installation af olie- og naturgasfyr til bygningsopvarmning m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. (Udelades)


Lov nr. 640 af 12. juni 2013 (Indførelse af mål for sagsbehandlingstiden for byggesager (servicemål), indførelse af en certificeringsordning for transportable konstruktioner, øget mulighed for indhentning af oplysninger i forhold til forebyggelse af ulykker i bygninger m.v. og udvidet registrering af varmeinstallationer m.v. i medfør af lov om bygnings- og boligregistrering m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2013, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 8, træder i kraft den 1. januar 2015.


Lov nr. 346 af 8. april 2014 (Ændring af byggelovens dispensationsbestemmelse i forbindelse med kravet om etablering af parkeringspladser på egen grund m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2014, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 3 og 4, træder i kraft den 1. november 2014.


Lov nr. 552 af 2. juni 2014 (Overgang til obligatorisk digital selvbetjening, for så vidt angår ansøgning om byggetilladelse, ansøgning om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., anmodning om separation og skilsmisse, ansøgning om børne- og ægtefællebidrag, ansøgning om lån til beboerindskud, ansøgning om parkeringslicens og anmodning om attestationer efter lov om Det Centrale Personregister m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 16

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. december 2014.

Stk. 2. Loven finder alene anvendelse for ansøgninger, anmeldelser, meddelelser, anmodninger og erklæringer, der indgives efter lovens ikrafttræden.


Lov nr. 1530 af 27. december 2014 (Helårsbeboelse i sommerhuse i sommerhusområder på de 27 små øer) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2015.


Lov nr. 745 af 1. juni 2015 (Kommuners adgang til varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed samt bygningsopvarmning baseret på vedvarende energi m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2015, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. § 2 træder i kraft den 1. januar 2016.


Lov nr. 386 af 27. april 2016 (Indførelse af certificeringsordning for dokumentation af tekniske forhold, undtagelse af udlejningsejendomme for byggeskadeforsikring m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

Transport- og Bygningsministeriet, den 23. september 2016

Hans Christian Schmidt

/ Sysser Davidsen

Officielle noter

  1. Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne, EU-Tidende 2010, nr. L 153, side 13.

  2. Grundet manglende rykningsklausul i ændringspunkt nr. 6 i lov nr. 386 af 27. april 2016 er stk. 15 ikke konsekvensændret til stk. 12 inden ophævelse. Det medfører, at stk. numre ikke vil kunne angives fortløbende i nærværende lovbekendtgørelse. Af brugerhensyn er det derfor besluttet at udelade angivelse af stk. 15, da der alene, jf. ovenfor er tale om en angivelse af ophævelse.