§ Konkurrenceloven · kapitel 19 af 20
Kapitel 9 – EU-konkurrencereglerne
LBK nr 869 af 08/07/2015
§ 24. Sager efter EUF-traktatens artikel 101 og 102, herunder sager, hvor der sker parallel anvendelse af denne lovs §§ 6 og 11, kan behandles af de nationale konkurrencemyndigheder, når sagen har tilknytning til Danmark. Tilknytning til Danmark foreligger, når aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning, samordnet praksis mellem virksomheder eller en virksomheds adfærd har skadelige virkninger på konkurrencen på det danske marked, eller når en virksomhed, der er beliggende i Danmark, er involveret i en aftale m.v., der har skadelige virkninger på konkurrencen inden for Den Europæiske Union.
Stk. 2. Bestemmelserne i denne lovs kapitel 5-8 finder i øvrigt anvendelse på udøvelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompetence, jf. stk. 1, i det omfang forordninger og direktiver udstedt i medfør af EUF-traktatens artikel 103 ikke er til hinder herfor.
Stk. 3. Den bistand, som ydes Europa-Kommissionen og andre medlemsstater i henhold til forordninger og direktiver udstedt i medfør af traktatens artikel 103, ydes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Kapitel 9 a
Civilretlig forældelse
§ 25. En fordringshavers krav på erstatning som følge af en overtrædelse af bestemmelserne i denne lov eller EUF-traktatens artikel 101 og 102 forældes efter reglerne i forældelsesloven.
Stk. 2. Forældelseslovens § 21, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis fordringshaver har indgivet klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en sag om overtrædelse af bestemmelser som anført i stk. 1 og klagen indgår i styrelsens behandling af sagen.
Stk. 3. Indbringes sagen for Konkurrenceankenævnet, finder forældelseslovens § 21, stk. 2, tilsvarende anvendelse på fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis fordringshaver
-
har indbragt sagen for Konkurrenceankenævnet eller
-
er indtrådt som biintervenient i ankesagen.
Kapitel 9 b
Gruppesøgsmål
§ 26. Dersom flere personer har erstatningskrav som følge af overtrædelser af denne lov eller EUF-traktatens artikel 101 og 102, kan Forbrugerombudsmanden udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål herom, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.