§ Konkurrenceloven · kapitel 17 af 20
Kapitel 7 – Anke
LBK nr 869 af 08/07/2015
§ 19. Afgørelser truffet efter § 2, stk. 1, § 3, 1. pkt., § 5, stk. 1, § 6, stk. 1 og stk. 4, 1. pkt., § 7, stk. 1-3, § 8, stk. 2, 1. pkt., stk. 3, 2. pkt., og stk. 4 og 6, § 9, stk. 1, 1. pkt., § 10, stk. 2, § 10 a, stk. 1 og 6, § 11, stk. 1 og 2, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, § 11 a, stk. 1 og stk. 6, 1. pkt., § 11 b, stk. 2, § 12 a, stk. 5, § 12 b, stk. 1, § 12 c, stk. 1-3, 6 og 7, § 12 d, stk. 5, § 12 e, stk. 1 og 3, § 12 f, § 12 g, § 12 h, stk. 4, § 13, stk. 4, § 16, § 16 a, stk. 2 og 3, og § 24, stk. 2, jf. stk. 1, kan påklages til Konkurrenceankenævnet.
Stk. 2. Klage efter stk. 1 kan indgives af:
-
Den, afgørelsen retter sig til.
-
Den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen. Dette gælder dog ikke Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser truffet efter § 12 a, stk. 5, § 12 b, stk. 1, § 12 c, stk. 1-3, 6 og 7, § 12 d, stk. 5, § 12 e, stk. 1 og 3, § 12 f, § 12 g, § 12 h, stk. 4, og § 16 a, stk. 2 og 3.
Stk. 3. Beslutninger efter § 15, stk. 1, 3. og 4. pkt., kan ikke påklages til Konkurrenceankenævnet.
Stk. 4. Klage over afgørelser truffet efter § 13, stk. 4, har opsættende virkning. Klage over andre afgørelser kan af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.
Stk. 5. Konkurrenceankenævnet kan sagsbehandle og træffe afgørelse på engelsk, hvis adressaterne for afgørelsen ønsker det og hensynet til sagens parter ikke på afgørende måde taler imod at anvende engelsk. Har Konkurrenceankenævnet truffet afgørelse på engelsk, skal der foreligge et dansk resumé heraf. Har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. § 15 c, behandlet en sag på engelsk eller truffet afgørelse på engelsk, lægges disse dokumenter til grund for ankenævnets behandling af den pågældende sag, uanset om ankenævnets sagsbehandling og afgørelse foretages eller træffes på engelsk.
Stk. 6. Konkurrenceankenævnet kan behandle afgørelser, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træffer i medfør af § 18 b, stk. 1.
§ 20. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end Konkurrenceankenævnet og kan ikke indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger.
Stk. 2. Klage til Konkurrenceankenævnet kan indgives senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Når særlige grunde taler derfor, kan ankenævnet se bort fra overskridelsen af klagefristen.
Stk. 3. Konkurrenceankenævnets afgørelse kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er ankenævnets afgørelse endelig.
Stk. 4. Udskrift af domme, som en domstol afsiger vedrørende anvendelsen af denne lov eller af EUF-traktatens artikel 101 og 102, sendes ved rettens foranstaltning, i straffesager dog ved anklagemyndighedens foranstaltning, til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der underretter Europa-Kommissionen om de domme, der vedrører EUF-traktatens artikel 101 og 102.
§ 21. Konkurrenceankenævnet består af en formand, der skal være højesteretsdommer, og fire andre medlemmer, hvoraf to medlemmer skal have juridisk sagkundskab og to medlemmer skal have økonomisk sagkundskab. Formanden kan i tilfælde af forfald bemyndige et af medlemmerne med juridisk sagkundskab til at træde i sit sted.
Stk. 2. Formanden og medlemmerne udnævnes af erhvervs- og vækstministeren. De skal være uafhængige af erhvervsinteresser. Hvervet ophører med udgangen af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år. Formanden eller et medlem kan dog færdigbehandle sager, der ved ophøret af den pågældendes hverv er under behandling i ankenævnet.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler for ankenævnets virksomhed, herunder regler om betaling for indbringelse af afgørelser for ankenævnet.