← Husdyrgodkendelsesloven

§ Husdyrgodkendelsesloven · kapitel 11 af 20

Kapitel 1 – Formål og anvendelsesområde

LBK nr 868 af 03/07/2015

§ 1. Loven skal medvirke til at værne om natur, miljø og landskab, så udviklingen af husdyrproduktionen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2. Med denne lov tilsigtes særlig

  1. at forebygge og begrænse forurening af luft, vand, jord og undergrund samt at begrænse lugt-, lys-, støv-, støj-, rystelses- og fluegener fra husdyrbrug, herunder fra produktion, opbevaring og anvendelse af husdyrgødning m.v.,

  2. at tilvejebringe hygiejnisk begrundede afgørelser af betydning for miljøet og for mennesker,

  3. at begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre ressourcer,

  4. at fremme anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, herunder renere teknologi,

  5. at fremme genanvendelse og begrænse problemer i forbindelse med affaldsbortskaffelse,

  6. at beskytte naturen med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder,

  7. at skabe og bevare værdifulde bebyggelser, kultur- og bymiljøer samt landskaber,

  8. at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og landskabsressource og

  9. at inddrage offentligheden i sager efter loven.

§ 2. Loven finder anvendelse på husdyrbrug.

Stk. 2. Loven finder endvidere anvendelse på andre landbrug, hvor der indgås aftale om afsætning af husdyrgødning fra husdyrbrug omfattet af stk. 1.

§ 3. I loven forstås ved:

  1. Husdyrbrug: Ejendom, hvorpå der er et dyrehold af mere end 3 dyreenheder, dyreholdet med tilhørende stalde og lign., gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg samt øvrige faste konstruktioner og tilhørende arealer.

  2. Anlæg: Dyreholdet med tilhørende stalde og lignende, samt husdyrbrugets gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg.

  3. Arealer: Ejede og forpagtede markarealer til ejendommen.

  4. Den bedste tilgængelige teknik: Det mest effektive og avancerede trin i udviklingen af aktiviteter og driftsmetoder, som er udtryk for en given tekniks praktiske egnethed som grundlag for emissionsgrænseværdier og andre vilkår med henblik på at forhindre eller, hvor dette ikke er muligt, begrænse emissionerne og påvirkningen af miljøet som helhed. Ved teknik forstås både den anvendte teknologi og den måde, hvorpå husdyrbrug konstrueres, bygges, vedligeholdes, drives og nedlægges. Teknikken er tilgængelig, når den er udviklet i en målestok, der medfører, at den pågældende teknik kan anvendes i sektoren på økonomisk og teknisk levedygtige vilkår, idet der tages hensyn til omkostninger og fordele, uanset om teknikken anvendes eller produceres i Danmark eller ej, når der kan disponeres over teknikken på rimelige vilkår. Den bedste teknik er den mest effektive teknik til opnåelse af en generel, høj beskyttelse af miljøet som helhed.

  5. Fjerkræ: Høns, kalkuner, perlehøns, ænder, gæs, vagtler, duer, fasaner og agerhøns, der opdrættes eller holdes i fangenskab med henblik på avl, produktion af kød eller konsumæg eller levering af vildt til udsætning.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvordan den bedste tilgængelige teknik fastsættes.

§ 4. Miljøbeskyttelseslovens § 14, stk. 3 og 4, og regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 13 og § 14, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse for afgørelser truffet med hjemmel i nærværende lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Vilkår fastsat i tilladelser efter § 10 eller godkendelser efter §§ 11, 12 eller 16 finder ikke anvendelse, i det omfang de strider mod Sundheds- og Ældreministeriets regler om forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme.

§ 5. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at visse dyrearter ikke er omfattet af loven.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilke omregningsfaktorer der skal anvendes ved beregning af dyreenheder.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om anmeldepligt for husdyrbrug over 3 dyreenheder.