Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 74 n
§ 74 n. Efterløn udbetales bagud for 4 henholdsvis 5 uger, således at hver udbetalingsperiode slutter næstsidste søndag i en måned. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan ændre en udbetalingsperiode, når særlige forhold taler herfor. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet nærmere regler om, hvornår efterlønnen skal være til disposition for medlemmet.
Stk. 2. Efterløn kan ikke udbetales til medlemmer, der opholder sig i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne i længere tid, eller som tager bopæl der. Nærmere regler herom fastsættes af beskæftigelsesministeren efter forhandling med Beskæftigelsesrådet.
Stk. 3. Efterløn kan ikke udbetales til et medlem, der arbejder i lande uden for EØS-området, Grønland og Færøerne, medmindre arbejdet udføres som udsendt for en dansk arbejdsgiver.
Stk. 4. Efterløn kan ikke udbetales til et medlem, som ved domstolsafgørelse eller administrativ afgørelse er berøvet sin frihed.
Stk. 5. Efterløn kan ikke udbetales til et medlem, som bevidst unddrager sig strafforfølgning her i landet i tilfælde, hvor
-
den pågældende er varetægtsfængslet,
-
politiet eftersøger den pågældende med henblik på varetægtsfængsling eller
-
der foreligger en varetægtsfængslingskendelse.
Stk. 6. Efterløn kan endvidere ikke udbetales til et medlem, som bevidst unddrager sig straffuldbyrdelse her i landet, hvis den pågældende er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.
Stk. 7. Efterfølges en strafforfølgning, jf. stk. 5, ikke af en domfældelse, efterbetales efterløn, der ikke er udbetalt, mens medlemmet var frihedsberøvet eller unddrog sig strafforfølgning. Efterlønnen efterbetales dog ikke til afdødes bo, hvis medlemmet afgår ved døden, inden der er afsagt dom i sagen.
Stk. 8. Kriminalforsorgen skal underrette Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvis et medlem, der modtager efterløn, undergives strafafsoning eller anden frihedsberøvende foranstaltning, herunder varetægtsfængsling, som følge af et strafbart forhold.
Stk. 9. Når politiet eller kriminalforsorgen får formodning om, at et medlem, der bevidst unddrager sig strafforfølgning, jf. stk. 5, eller straffuldbyrdelse, jf. stk. 6, samtidig modtager efterløn, skal Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering underrettes om unddragelsen.
Stk. 10. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal videregive underretninger, jf. stk. 8 og 9, til medlemmets arbejdsløshedskasse.
Stk. 11. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om retten til efterløn, hvis medlemmet er omfattet af strejke eller lockout (konflikt).
Kilde: Retsinformation.dk