Bekendtgørelse af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 52 n
§ 52 n. Personer med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, som har optjent ret til ferie med feriedagpenge efter § 75 h, kan afholde disse dage i perioden med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter principperne i § 75 h. Udbetalingen sker efter de almindelige regler for udbetaling af dagpenge, jf. § 46, stk. 1. Ydelsen udbetales dog med samme sats som midlertidig arbejdsmarkedsydelse.
Stk. 2. Personer med ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse har i et ferieår fra den 1. maj til den 30. april i det efterfølgende kalenderår uanset stk. 1 ret til 15 dage med midlertidig arbejdsmarkedsydelse under ferie i perioden med midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Ved overgang til midlertidig arbejdsmarkedsydelse i løbet af et ferieår nedsættes retten til ferie med ydelse dog forholdsmæssigt. Ikke afholdte feriedage bortfalder ved overgangen til et nyt ferieår. Under afholdelsen af ferie har medlemmet ikke pligt til at stå til rådighed. Udbetalingen af midlertidig arbejdsmarkedsydelse under ferie sker efter de almindelige regler for udbetaling af dagpenge, jf. § 46, stk. 1. Der skal ske fradrag i antallet af dage med midlertidig arbejdsmarkedsydelse under ferie, hvis medlemmet på tidspunktet for afholdelse af ferie har ret til feriedagpenge, ferie med løn eller feriegodtgørelse.
Kilde: Retsinformation.dk