← Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

§ Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats · kapitel 38 af 50

Kapitel 13 – Fleksjob m.v.

LBK nr 807 af 01/07/2015

Visitation

§ 69. Jobcenteret sørger for, at personer under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, jf. § 2, nr. 7, har mulighed for

  1. ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i fleksjob efter § 70 eller

  2. støtte til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed efter § 70 g.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan under hensyn til Danmarks internationale forpligtelser fastsætte regler om, at der inden for visse erhvervsområder ikke er adgang til at beskæftige personer efter stk. 1.

Stk. 3. Fleksjob kan alene oprettes hos en arbejdsgiver med hjemsted i Danmark.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om fleksløntilskud til ansatte i fleksjob hos en arbejdsgiver med hjemsted i Danmark, hvor arbejdet skal udføres i udlandet.

§ 70. Jobcenteret giver tilbud om fleksjob til personer, som ikke modtager førtidspension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Jobcenteret kan endvidere give tilbud om fleksjob til personer, der aktuelt har en meget begrænset arbejdsevne, hvis der er mulighed for, at deres arbejdsevne inden for en rimelig periode kan udvikles.

Stk. 3. Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante tilbud efter denne lov samt andre foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering på arbejdspladsen, har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse. Undtaget herfra er tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at gennemføre de nævnte foranstaltninger forud for visitationen.

§ 70 a. Grundlaget for en afgørelse om fleksjob består af rehabiliteringsplanens forberedende del, som har været behandlet i et rehabiliteringsteam, jf. § 30 a og kapitel 2 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Rehabiliteringsplanen skal indeholde følgende:

  1. Dokumentation for, at personens ressourcer og udfordringer er fuldt afklarede i forhold til uddannelse og beskæftigelse,

  2. dokumentation for, at alle relevante indsatser efter denne lov samt andre foranstaltninger har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse,

  3. dokumentation for, at den pågældendes arbejdsevne anses for varigt og væsentligt begrænset og ikke kan anvendes til at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår, og

  4. dokumentation for, at den pågældende har været ansat under de sociale kapitler m.v., jf. § 70 b, i mindst 12 måneder, hvis personen skal ansættes i fleksjob på den hidtidige arbejdsplads.

Stk. 2. I en forsøgsperiode fra den 1. juli 2014 til og med den 30. juni 2016 skal jobcenteret, hvis personen i forbindelse med en afgørelse om fleksjob afviser at modtage lægebehandling, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indhente en vurdering fra regionens kliniske funktion, jf. §§ 13-15 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., af, om en anden behandling kan anbefales.

Stk. 3. Har regionens kliniske funktion vurderet, om en anden behandling kan anbefales, jf. stk. 2, kan det i forsøgsperioden ikke tillægges betydning for jobcenterets afgørelse om fleksjob, at personen afviser at modtage lægebehandling, herunder den lægebehandling, som måtte være anbefalet af regionens kliniske funktion.

Stk. 4. Ønsker personen ikke at medvirke til, at sagen forelægges regionens kliniske funktion, kan jobcenteret træffe afgørelse om, at en person ikke opfylder betingelserne for visitation til fleksjob, jf. stk. 1 og § 70.

Fastholdelsesfleksjob

§ 70 b. En person kan kun blive ansat i et fleksjob på den hidtidige arbejdsplads, hvis personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår, jf. dog stk. 3. Den pågældende skal endvidere opfylde betingelserne for fleksjob.

Stk. 2. Aftalen mellem arbejdsgiver og medarbejder om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår efter stk. 1 skal være skriftlig og indeholde oplysninger om, hvilke funktioner medarbejderen har svært ved at udføre eller ikke kan udføre, og hvilke konkrete skånehensyn der er aftalt. Arbejdsgiveren skal endvidere dokumentere, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis den ansatte har været udsat for akut opstået skade eller sygdom og det er åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Midlertidige fleksjob

§ 70 c. Jobcenteret bevilger fleksjob for en periode af 5 år, jf. dog stk. 2. Når den 5-årige periode udløber, tager jobcenteret stilling til, om personen fortsat opfylder betingelserne i § 70 for et nyt fleksjob.

Stk. 2. For personer, der er fyldt 40 år, bevilger jobcenteret efter det første fleksjob et permanent fleksjob, hvis jobcenteret vurderer, at arbejdsevnen fortsat er nedsat i et omfang, så overgang til beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked ikke er en mulighed, og betingelserne for fleksjob fortsat er opfyldt.

Løbende opfølgning i fleksjob og udarbejdelse af status

§ 70 d. Jobcenteret skal sikre, at den ansatte udnytter sin arbejdsevne bedst muligt i fleksjobbet, og at den pågældendes skånebehov bliver tilgodeset. Jobcenteret skal følge op på, om der er sket ændringer i den ansattes forhold efter 2½ år i fleksjobbet, herunder vurdere, om den ansatte fortsat opfylder betingelserne for fleksjob. Herefter skal der følges op, hver gang der er gået 2½ år fra seneste opfølgning. Dette skal ske ved en personlig samtale med den ansatte i fleksjobbet. Arbejdsgiveren inddrages efter behov.

Stk. 2. Personer, der er ansat i fleksjob, skal orientere jobcenteret, hvis arbejdstiden sættes ned, eller hvis der sker andre ændringer i ansættelsesforholdet, der kan have betydning for fleksjobbet.

Stk. 3. Jobcenteret skal for personer, der er ansat i et fleksjob, jf. § 70 c, stk. 1, udarbejde en status efter 4½ år, hvor det vurderes, om personen kan overgå til ordinær beskæftigelse eller skal forblive i fleksjobordningen.

Stk. 4. Personer, der er ansat i fleksjob, forbliver i ordningen, indtil jobcenteret har truffet afgørelse efter stk. 3.

Løn- og arbejdsvilkår i fleksjobbet

§ 70 e. Arbejdsgiveren betaler løn til den ansatte i fleksjob for det arbejde, der bliver udført, jf. stk. 3-5. Lønnen suppleres med et fleksløntilskud, der reguleres på baggrund af lønindtægten og udbetales af kommunen til den ansatte, jf. § 70 f.

Stk. 2. I forbindelse med etableringen af et fleksjob på en virksomhed skal jobcenteret hurtigst muligt komme med en vurdering af arbejdsevnen i fleksjobbet, herunder hvor mange timer personen kan arbejde i fleksjobbet, og af arbejdsintensiteten. Vurderingen danner grundlag for aftalen om fleksjob mellem den ansatte og arbejdsgiveren. Jobcenteret skal foretage en ny vurdering af arbejdsevnen i fleksjobbet, hvis arbejdsgiveren og den ansatte er enige om ændringen og i fællesskab anmoder herom.

Stk. 3. På overenskomstdækkede områder fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår efter de kollektive overenskomster, herunder sociale kapitler, lokalaftaler m.v. samt bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for ansættelse og fastholdelse af personer i fleksjob. Hvis overenskomsterne m.v. ikke indeholder sådanne bestemmelser eller disse ikke kan finde anvendelse til brug for fastsættelse af løn, indgås aftale om løn mellem den ansatte og arbejdsgiveren, således at bestemmelser i overenskomsten om løn og arbejdstid kan fraviges, i det omfang det er nødvendigt for at fastsætte en løn, der er i overensstemmelse med den ansattes arbejdsevne i fleksjobbet, jf. stk. 2. Jobcenteret og den overenskomstbærende faglige organisation modtager efter aftale med den ansatte kopi af aftalen om fleksjob. Tvister om anvendelsen af overenskomsterne m.v. og om løn og arbejdsvilkår afgøres ved fagretlig behandling og endeligt ved Arbejdsretten. § 11, stk. 2, i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. På områder, der ikke er dækket af overenskomst, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår efter aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren. På områder, hvor der findes en relevant sammenlignelig overenskomst, skal parterne tage udgangspunkt i overenskomsten på det sammenlignelige område. Jobcenteret modtager efter aftale mellem arbejdsgiver og den ansatte kopi af aftalen om fleksjob. Det samme gælder den overenskomstbærende faglige organisation, hvis der er taget udgangspunkt i en sammenlignelig overenskomst. Tvister om løn og arbejdsvilkår afgøres i disse tilfælde ved fagretlig behandling og endeligt ved Arbejdsretten, såfremt en af parterne begærer det. I så fald er arbejdsgiveren stillet, som om denne havde tiltrådt den kollektive overenskomst. § 11, stk. 2, i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Hvis en ansat i fleksjob udfører funktionærarbejde, jf. funktionærlovens § 1, stk. 1, men ikke er omfattet af funktionærloven, fordi den pågældende arbejder 8 timer eller derunder ugentligt, skal arbejdsgiveren ansætte vedkommende på funktionærlignende vilkår. Ved funktionærlignende vilkår forstås i denne henseende, at funktionærlovens vilkår gælder som helhed.

Fleksløntilskud

§ 70 f. Kommunen udbetaler fleksløntilskud til personer i fleksjob som supplement til den løn, der udbetales af arbejdsgiver efter § 70 e. Tilskuddet beregnes med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 98 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Kommunen udbetaler fleksløntilskuddet efter stk. 2-5 månedsvis bagud.

Stk. 2. Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af lønindtægten i fleksjobbet, dels af anden lønindtægt, indtil den samlede lønindtægt pr. måned udgør 13.000 kr. (2012-niveau), og herefter med 55 pct. Den ansatte i fleksjobbet har pligt til at oplyse kommunen om eget og arbejdsgiverens pensionsbidrag.

Stk. 3. Fleksløntilskud efter stk. 2 og løn udbetalt af arbejdsgiver efter § 70 e kan tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid i den pågældende stilling.

Stk. 4. Personer, der under ferie modtager løn eller feriegodtgørelse, er berettiget til fleksløntilskud under ferien. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Fleksløntilskuddet kan udbetales under ferieophold i udlandet.

Stk. 5. Personer, der modtager løn under sygdom eller barsel, er berettiget til fleksløntilskud i sygdoms- eller barselperioden. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Personer, der ikke er berettiget til løn under sygdom eller barsel, modtager syge- eller barseldagpenge efter de regler, der fastsættes i medfør af § 49 i lov om sygedagpenge og § 34 i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller ressourceforløbsydelse efter § 69 j i lov om aktiv socialpolitik. Syge- eller barseldagpengene eller ressourceforløbsydelsen suppleres med fleksløntilskud, således at syge- eller barseldagpenge eller ressourceforløbsydelse og fleksløntilskud tilsammen svarer til 98 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Reglerne om mulighed for ophold uden for Danmark i lov om sygedagpenge og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel finder tilsvarende anvendelse for fleksløntilskuddet, når en ansat i fleksjob modtager syge- eller barseldagpenge.

Stk. 6. Hvis en person, der er ansat i et fleksjob, og som ikke modtager løn under sygdom, mister retten til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse efter kapitel 6 b i lov om aktiv socialpolitik, kan den pågældende modtage fleksløntilskud fratrukket det beløb, som personen ville have kunnet modtage i sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse efter kapitel 6 b i lov om aktiv socialpolitik. Det samme gør sig gældende, hvis der er anmodet om sygedagpenge for sent. Kommunen skal ved udbetaling af det beregnede fleksløntilskud mindst hver tredje måned følge op på, om den pågældende fortsat er ansat i fleksjob. Opfølgningen skal ske, indtil kommunen konstaterer, at personen igen får udbetalt løn, sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse.

Stk. 7. Hvis ansættelsen i fleksjob ophører under sygdom, ophører fleksløntilskuddet, og personen overgår til ledighedsydelse, jf. § 74 a og § 74 d i lov om aktiv socialpolitik, hvis den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne herfor.

Stk. 8. Hvis ansættelsen i fleksjob ophører under barsel, ophører fleksløntilskuddet, og personen overgår til barseldagpenge, jf. § 34 i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.

Stk. 9. Personer, der er ansat i fleksjob, bevarer retten til fleksløntilskud ved flytning til en anden kommune.

Stk. 10. Kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud, hvis den ansatte mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger efter stk. 2, 3. pkt., eller § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og den ansatte har modtaget fleksløntilskud med urette eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksløntilskud. Kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt fleksløntilskud, hvis der i en måned er udbetalt løn m.v., der vedrører arbejde udført over flere måneder, og hvis det ikke har været muligt at efterregulere lønindtægten m.v. i de følgende måneders fleksløntilskud eller ledighedsydelse. Tilbagebetalingskravet efter 1. og 2. pkt. bortfalder, når der er gået 3 år efter fleksløntilskuddet eller ledighedsydelsens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Stk. 11. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilken indkomst der indgår i lønindtægten, og om beregning af og fradrag i fleksløntilskuddet, herunder regler om, hvordan indtægter, der dækker flere måneder, skal fordeles. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte regler om, at kommunen ved beregning af og fradrag i fleksløntilskuddet skal anvende oplysninger om løn m.v., som fremgår af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.

Støtte i form af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende tilkendt efter den 1. januar 2013

§ 70 g. Jobcenteret kan give tilbud om støtte i form af tilskud i 5 år til personer, som driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse her i landet, og som

  1. har en varig og væsentlig nedsat arbejdsevne i forhold til arbejdet i den selvstændige virksomhed,

  2. udnytter sin arbejdsevne fuldt ud i virksomheden,

  3. er under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension,

  4. ikke modtager førtidspension efter lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og

  5. forud for tilkendelse af tilskuddet første gang har drevet den selvstændige virksomhed i væsentligt omfang i mindst 12 måneder inden for de seneste 24 måneder.

Stk. 2. Jobcenteret træffer afgørelse om at give tilbud om støtte i form af tilskud til en selvstændigt erhvervsdrivende efter forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. §§ 9-12 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Jobcenteret skal på baggrund af rehabiliteringsplanens forberedende del umiddelbart kunne vurdere, om personen opfylder betingelserne for at modtage tilbud efter stk. 1.

Stk. 3. Jobcenteret skal følge op på, om der er sket ændringer i personens forhold efter 2½ år i tilbuddet, herunder vurdere, om personen fortsat opfylder betingelserne for at modtage tilskud. Dette skal ske ved en personlig samtale med modtageren af tilskuddet.

Stk. 4. Jobcenteret skal udarbejde en status, når der er ydet tilskud efter stk. 1 i 4½ år, hvor det skal vurderes, om den pågældende opfylder betingelserne for at kunne tilkendes tilskud i en ny periode efter stk. 1. Personen forbliver i ordningen, indtil jobcenteret har truffet afgørelse om, at den pågældende ikke længere opfylder betingelserne for at kunne tilkendes tilskud efter stk. 1.

Stk. 5. Tilskuddet efter stk. 1 fastsættes til 125.000 kr. (2012-niveau) om året. Tilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af en beregnet årsindtægt i virksomheden, dels af anden arbejdsindkomst. Kommunen udbetaler tilskuddet med 1/12 af det beregnede tilskud pr. måned. Nedsættelsen af tilskuddet beregnes én gang årligt på baggrund af de 2 bedste regnskabsår inden for de seneste 3 år. Har virksomheden været drevet i mindre end 2 år, beregnes årsindtægten med baggrund i seneste hele regnskabsår.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for og beregning af tilskud, fradrag og udbetaling af tilskud, oplysningspligt m.v. til selvstændigt erhvervsdrivende.

Løn og tilskud m.v. for fleksjob påbegyndt før den 1. januar 2013

§ 71. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte i fleksjob.

Stk. 2. Tilskud til lønnen udbetales til arbejdsgiveren. Tilskuddet er halvdelen eller totredjedele af lønnen, afhængigt af graden af den nedsatte arbejdsevne.

Stk. 3. Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet kan ikke overstige halvdelen eller totredjedele af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet til lønnen kan dog højst beregnes ud fra et beløb på 395.000 kr. (2006-niveau) på årsbasis eller 205,30 kr. (2006-niveau) på timebasis.

Stk. 4. Tilskuddet efter stk. 3 nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren har ret til efter lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel og lov om aktiv socialpolitik. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 5. Tilbud om fleksjob kan gives frem til folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

§ 72. Når jobcenteret har givet tilbud om fleksjob, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder efter de sociale kapitler. I ikke overenskomstdækket ansættelse skal overenskomsten på sammenlignelige områder gælde. Fastsættelse af løn og øvrige arbejdsvilkår skal ske i samarbejde med de faglige organisationer.

Stk. 2. Jobcenteret skal give tilbud om fleksjob på fuld tid, medmindre personen foretrækker deltidsansættelse eller er omfattet af bestemmelsen i stk. 3.

Stk. 3. Jobcenteret skal give tilbud om fleksjob på deltid, hvis den seneste ordinære beskæftigelse forud for visitationen til fleksjob var deltidsbeskæftigelse, og personen i den seneste periode på sammenlagt 12 måneder med beskæftigelse har været deltidsbeskæftiget. Som deltidsbeskæftigelse betragtes beskæftigelse, hvis varighed over en periode på 4 uger i gennemsnit er højst 30 timer om ugen.

Stk. 4. Personer omfattet af stk. 3 kan få tilbud om fleksjob på et antal timer svarende til den seneste ordinære ansættelse på deltid.

Stk. 5. Personer, der er omfattet af stk. 3, har dog ret til et tilbud om fleksjob på fuld tid, hvis personen godtgør, at deltidsbeskæftigelsen har været begrundet i forhold, der også er årsag til visitationen til fleksjob.

Stk. 6. Personer, der er omfattet af stk. 3, har endvidere ret til et tilbud om fleksjob på fuld tid, hvis personen kommer ud for samlivsophør eller andre ændringer i sine personlige forhold.

§ 73. Personer, der er ansat i fleksjob, bevarer ret til tilskuddet til fleksjob ved flytning til en anden kommune.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om tilskud til arbejdsgivere med ansatte i fleksjob, hvor arbejdet udføres i udlandet.

Kontaktforløb, jobrettet uddannelse, andre aktører, cv m.v.

§ 73 a. For personer, der er visiteret til fleksjob, og som modtager ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, tilrettelægges og gennemføres der et individuelt kontaktforløb, med henblik på at personen hurtigst muligt kommer i fleksjob.

Stk. 2. Under kontaktforløbet skal der afholdes individuelle jobsamtaler med personen, senest hver gang personen i sammenlagt 3 måneder har modtaget ledighedsydelse regnet første gang fra visitationen til fleksjob. Der skal under jobsamtalen følges op på, om personen er aktivt arbejdssøgende. Perioder med ledighedsydelse under barsel medregnes ikke. Samtalen afholdes ved personligt fremmøde, jf. dog § 21 f.

Stk. 3. Reglerne i § 16, stk. 2, om en særlig indsats over for sygemeldte finder tilsvarende anvendelse for personer omfattet af stk. 1. Hvis en person har deltaget i et jobafklaringsforløb efter kapitel 12 b inden overgang til ledighedsydelse, kan personen fortsætte de aktiviteter, som er påbegyndt som led i et jobafklaringsforløb, under fortsat sygdom.

Stk. 4. Jobsamtaler kan ske telefonisk, digitalt eller på anden måde, hvis personen deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11.

Stk. 5. Opfølgning kan foregå uden kontakt til sygemeldte personer, der er omfattet af stk. 3, hvis der er tale om alvorlig sygdom, hvor kontakt til den sygemeldte ikke er hensigtsmæssig eller mulig på grund af den sygemeldtes helbredssituation (standby). Ved vurdering af, om en sygdom er alvorlig, indgår navnlig, om sygdommen er livstruende.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om det individuelle kontaktforløb, herunder om sygemelding.

§ 73 b. Personer, der er visiteret til fleksjob, kan inden for de første 9 måneders sammenlagte ledighed i op til 6 uger deltage i et jobrettet kursus eller et jobrettet uddannelsesforløb, der fremgår af en positivliste, jf. § 26 a, stk. 8. Retten gælder for

  1. personer, der ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger en erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med en erhvervsuddannelse, og

  2. personer, der ikke har en videregående uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger en uddannelse på erhvervsakademiniveau, og som samtidig har en erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med en erhvervsuddannelse.

Stk. 2. Kursusprisen for videregående uddannelser efter positivlisten må ikke overstige et prisloft på 151.234,50 kr. eksklusive moms pr. årselev svarende til 3.780,86 kr. pr. fuldtidsuge (2015-niveau). Prisloftet reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 3. Under uddannelsen modtager personen den ydelse, som den pågældende er berettiget til i henhold til lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 4. Når en person har været i fleksjob i sammenlagt 9 måneder inden for de seneste 18 måneder, har personen igen ret til jobrettet uddannelse efter stk. 1.

Stk. 5. Ordningen administreres efter reglerne i lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om støtte til dækning af deltagerbetaling, til betaling af kost og logi og til befordringsgodtgørelse under deltagelse i uddannelse.

Stk. 7. Under uddannelsen skal den ledige stå til rådighed for fleksjob.

§ 73 c. Personer, der er visiteret til fleksjob, har ret til at blive henvist til anden aktør med henblik på etablering af fleksjob, når personen har modtaget ledighedsydelse i 6 måneder inden for 9 måneder efter visitationen til fleksjob. Det samme gælder, når personen har været i fleksjob eller ordinær beskæftigelse i 9 måneder inden for 18 måneder og derefter har modtaget ledighedsydelse i 6 måneder inden for 9 måneder. Perioder med ydelse under barsel medregnes ikke.

Stk. 2. Personer, der er visiteret til fleksjob, og som jobcenteret har vurderet fortsat opfylder betingelserne for fleksjob, jf. § 74 c i lov om aktiv socialpolitik, skal henvises til anden aktør med henblik på etablering af fleksjob, når personen har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder efter visitationen til fleksjob. Det samme gælder, når personen har været i fleksjob eller ordinær beskæftigelse i 9 måneder inden for 18 måneder og derefter har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder. Perioder med ydelse under barsel medregnes ikke.

Stk. 3. Personen skal have mulighed for at vælge mellem flere aktører.

Stk. 4. Jobcenteret skal vejlede om retten til at blive henvist til anden aktør efter stk. 1 og om henvisningen til anden aktør efter stk. 2.

§ 73 d. Oplysninger om job, arbejds- og uddannelsesmæssig baggrund m.v. (cv’er) indlægges i Beskæftigelsesministeriets database (Jobnet).

Stk. 2. Personer, der er visiteret til fleksjob, og som er ledige, skal give fyldestgørende oplysninger om tidligere beskæftigelse, uddannelse, kvalifikationer og øvrige forhold af betydning for jobcenterets bistand til at finde arbejde. Der skal endvidere angives mindst et beskæftigelsesmål.

Stk. 3. Personen skal senest 3 uger efter at have opnået ret til ledighedsydelse indlægge oplysninger som nævnt i stk. 2 i Jobnet. Personen skal løbende ajourføre oplysningerne i Jobnet.

Stk. 4. Hvis der foreligger oplysninger som nævnt i stk. 2 fra en tidligere ledighedsperiode, skal oplysningerne straks på ny gøres tilgængelige, hvis personen igen bliver ledig.

Stk. 5. Jobcenteret yder bistand, i forbindelse med at en person indlægger oplysninger i Jobnet, hvis personen anmoder herom.

Stk. 6. Staten og kommunen har adgang til de oplysninger, som personen har indlagt i Jobnet.

§ 73 e. For personer, der er visiteret til fleksjob, skal der, senest 3 uger efter at de har opnået ret til ledighedsydelse, holdes en samtale, hvor det sikres, at de oplysninger, som personen indlægger i Jobnet, er fyldestgørende. Samtalen holdes ved personligt fremmøde, jf. dog § 21 f. Under samtalen skal det aftales, hvordan personens jobsøgning kan understøttes, og personen kan pålægges at søge relevante konkrete fleksjob.

Stk. 2. Samtalen skal dog ikke afholdes, hvis der, inden for de seneste 3 måneder før der er opnået ret til ledighedsydelse og efter visitationen til fleksjob, har været afholdt en samtale om personens cv.

Arbejdsredskaber m.v.

§ 74. Jobcenteret kan give en person, der er ansat eller som skal ansættes i fleksjob, hjælp til arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger samt hjælp til kortvarige kurser, når hjælpen har afgørende betydning for, at den pågældende kan fastholde eller opnå ansættelse i fleksjob. Det er endvidere en forudsætning, at arbejdsredskabet eller arbejdspladsindretningen kompenserer for den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen.

Stk. 2. Jobcenteret giver hjælp efter stk. 1, når hjælp efter anden lovgivning ikke er tilstrækkelig til at kompensere for den pågældendes begrænsninger i arbejdsevnen.

Stk. 3. Jobcenteret giver hjælp efter stk. 1 uden hensyn til ansøgerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold.

§ 74 a. (Ophævet)

§ 74 b. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om et fleksjobbevis, som en person, der er visiteret til fleksjob, kan anmode jobcenteret om at udarbejde.

Støtte i form af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende tilkendt før den 1. januar 2013

§ 75. Jobcenteret giver støtte i form af tilskud til personer, der driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og som på grund af varige begrænsninger i arbejdsevnen har vanskeligt ved at opretholde beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed. Tilskud efter 1. pkt. skal være bevilget senest den 31. december 2012. § 70 d, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Tilskuddet ydes afhængigt af graden af den nedsatte arbejdsevne med halvdelen eller totredjedele af mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende ansættelsesområde for nyansatte uden faglige kvalifikationer. På ikke overenskomstdækkede områder anvendes den overenskomstmæssige løn på sammenlignelige ansættelsesområder. Tilskuddet kan dog højst beregnes ud fra et beløb på 395.000 kr. (2006-niveau) på årsbasis eller 205,30 kr. (2006-niveau) på timebasis.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om betingelser for og beregning af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende.

Kapitel 13 a

Tilbud til ledige selvforsørgende

§ 75 a. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 10, har ret til tilbud efter kapitel 10-12, medmindre tilbuddet ikke kan antages at ville forbedre personens beskæftigelsesmuligheder. Jobcenteret kan efter en konkret vurdering give tillægsydelser efter kapitel 14 og 15.

Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 10, og som er jobparate, kan få tilbud og tillægsydelser efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, i kapitlerne 10-12, 14 og 15, jf. dog stk. 4-7.

Stk. 3. Personer, der er omfattet af § 2, nr. 10, og som er aktivitetsparate, kan få tilbud og tillægsydelser efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 3, i kapitlerne 10-12, 14 og 15, jf. dog stk. 4-7.

Stk. 4. Tilbud efter kapitel 10 til personer omfattet af § 2, nr. 10, kan højst vare op til 6 uger, medmindre danskundervisning indgår som en betydelig del af tilbuddet. Den samlede varighed kan ikke overstige 26 uger. Bestemmelserne i §§ 34-36 om varighed finder ikke anvendelse.

Stk. 5. Under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere skal lønnen til personer omfattet af § 2, nr. 10, efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag udgøre

  1. 80 pct. af højeste dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. for personer, som har forsørgelsespligt over for børn, jf. lov om aktiv socialpolitik, og

  2. 60 pct. af højeste dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. for andre personer.

Stk. 6. Udbetaling af løn efter stk. 5, nr. 1, er betinget af, at børnene opholder sig her i riget bortset fra på Færøerne og i Grønland. Det gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, hvis deres børn opholder sig i et andet EU-/EØS-land.

Stk. 7. Bestemmelserne i §§ 32 a, 38, 45 og 52 a finder ikke anvendelse for personer omfattet af § 2, nr. 10.

Kapitel 13 b

Tilbud til personer under 18 år

§ 75 b. Jobcenteret kan efter en konkret vurdering give personer, der er omfattet af § 2, nr. 9, og fyldt 15 år, tilbud efter kapitel 10 og 11, jf. dog stk. 2, og tillægsydelser efter kapitel 14 og 15 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 3.

Stk. 2. Tilbud efter kapitel 11 til personer omfattet af stk. 1 kan have en varighed på op til 26 uger. Hvis personen herefter ud fra en konkret individuel vurdering har behov for, at tilbuddet har en længere varighed, kan tilbuddet forlænges.

Stk. 3. I perioden fra den 1. januar 2014 til den 1. januar 2017 kan kommunen efter en konkret vurdering give en person omfattet af stk. 1 en aktivitetsdusør, når personen deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11. Aktivitetsdusøren udgør op til 638 kr. om ugen (pr. 1. januar 2014). Denne takst følger den til enhver tid gældende takst efter lov om produktionsskoler.

§ 75 c. Kommunen kan efter en konkret vurdering give særligt udsatte unge, der er omfattet af § 2, nr. 9, tilbud efter kapitel 11 med en godtgørelse, jf. stk. 2, og tillægsydelser efter kapitel 14 og 15 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 3, hvis tilbud efter lov om social service ikke er tilstrækkelige. § 44 finder ikke anvendelse ved tilbud efter 1. pkt.

Stk. 2. Godtgørelsen efter stk. 1 fastsættes i samarbejde med de faglige organisationer og med udgangspunkt i den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde. Godtgørelsen kan dog højst udgøre det beløb, der er nævnt i § 23, stk. 2, nr. 9, i lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 3. Afgørelse om virksomhedspraktik efter stk. 1 træffes med samtykke fra den unge og forældremyndighedens indehaver.

Kapitel 13 c

Tilbud til personer omfattet af uddannelsesordningen for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret

§ 75 d. En person, som er omfattet af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, kan få tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11 eller ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, jf. dog §§ 75 e-75 h. Tilbuddet kan ikke række ud over det tidspunkt, hvortil personen er omfattet af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret. Under tilbuddet kan personen modtage befordringsgodtgørelse efter de regler i kapitel 15, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2.

§ 75 e. Under deltagelse i virksomhedspraktik modtager pågældende særlig uddannelsesydelse efter § 9 i lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret.

§ 75 f. Under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere skal lønnen til pågældende efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ligge på niveau med personens særlige uddannelsesydelse efter § 9 i lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret. Løntilskuddet til offentlige arbejdsgivere fastsættes efter § 63, stk. 2, nr. 5.

§ 75 g. For at blive ansat med løntilskud hos en privat arbejdsgiver skal personen have været ledig i en sammenhængende periode på mere end 6 måneder. Ved opgørelsen af den forudgående ledighed sammenlægges alle perioder, hvor personen har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge i en ledighedsperiode, kontanthjælp, særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret, har været i tilbud efter kapitel 12 eller har været ledig selvforsørgende. Løntilskuddet til private arbejdsgivere fastsættes efter § 63, stk. 2, nr. 3.

§ 75 h. Ved deltagelse i virksomhedspraktik, jf. § 75 e, refunderer staten kommunernes udgifter til uddannelsesydelse efter reglerne i § 23, stk. 3, 1. pkt., i lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret. Ved ansættelse med løntilskud, jf. § 75 g, refunderer staten kommunernes udgifter til løntilskud efter reglerne i § 120, stk. 1, nr. 1. Staten refunderer kommunernes udgifter til befordringsgodtgørelse, jf. § 75 d, efter reglerne i § 119, stk. 1, nr. 4, og § 120, stk. 1, nr. 4.

§ 75 i. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om §§ 75 d-75 h, herunder om de nærmere betingelser for ret til virksomhedspraktik og løntilskud.

Kapitel 13 d

Indsats over for personer, som modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

§ 75 j. En person, der modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er omfattet af en beskæftigelsesrettet indsats efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 a, 4 a, 5, 6, 8, 9, 19, 20 og 24 og regler fastsat i medfør heraf finder, i det omfang de gælder for personer omfattet af § 2, nr. 1, tilsvarende anvendelse for personer, der modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse, medmindre andet er bestemt i dette kapitel.

Stk. 3. § 11, stk. 4, 2. pkt., finder ikke anvendelse for en person, der modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

Stk. 4. § 23 finder ikke anvendelse for en person, der modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

§ 75 k. Personen skal deltage i et individuelt kontaktforløb. Hvis personen deltager i tilbud eller jobrotation efter dette kapitel, skal personen ikke møde personligt op til samtaler. Kontakten holdes i stedet telefonisk, digitalt eller ved brev. I perioder, hvor personen ikke deltager i tilbud eller jobrotation, skal personen møde personligt op til samtaler i jobcenteret, som personen indkaldes til.

§ 75 l. Personen er ikke omfattet af pligten til at møde personligt op til samtaler eller pligten til tilbud eller jobrotation efter dette kapitel, hvis personen opfylder betingelserne i § 21 f, stk. 1, nr. 1 eller 2. I så fald finder § 21 f, stk. 2, anvendelse. Jobcenteret kan på baggrund af en vurdering efter § 21 f, stk. 3, beslutte, at personen fortsat skal være omfattet af pligten til at møde op til samtaler og til at deltage i tilbud eller jobrotation.

Stk. 2. Har personen ordinær beskæftigelse som lønmodtager, der i gennemsnit udgør mindst 20 timer ugentligt, bortfalder pligten til tilbud og jobrotation. Gennemsnittet beregnes over 1 måned. Personen skal oplyse jobcenteret om omfanget af og eventuelle ændringer i den ordinære beskæftigelse.

§ 75 m. Personen kan få tilbud om nytteindsats efter kapitel 11 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2. Antallet af timer i nytteindsats skal udgøre 20 timer ugentligt. Personen kan tillige få tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11 og ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 og kan indgå som vikar i jobrotation efter kapitel 18 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 1, jf. dog stk. 2 og 3, og §§ 75 n, 75 o, 75 r og 75 s.

Stk. 2. Et tilbud om ansættelse med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver kan højst have en varighed på 13 uger.

Stk. 3. §§ 42 b og 52 a finder ikke anvendelse.

§ 75 n. Under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere skal lønnen til personen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ligge på niveau med personens midlertidige arbejdsmarkedsydelse. Løntilskuddet til offentlige arbejdsgivere udgør pr. time beløbet i § 63, stk. 2, nr. 4.

Stk. 2. Under ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere udgør løntilskuddet pr. time beløbet i § 63, stk. 2, nr. 3.

§ 75 o. Ved opgørelsen af kravet om forudgående ledighed ved ansættelse med løntilskud, jf. § 51, stk. 2, og ved ansættelse i jobrotation, jf. § 98 b, stk. 1, nr. 1, medregnes alle perioder, hvor personen har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge i en ledighedsperiode, uddannelseshjælp, kontanthjælp, særlig uddannelsesydelse eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse, har været i tilbud efter kapitel 12 eller har været ledig selvforsørgende.

§ 75 p. En person, som ikke har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse, har ret til tilbud om individuel kompetencevurdering i AMU og uddannelse efter § 32, stk. 1, nr. 1, eller regler udstedt i medfør af § 32, stk. 5, i op til 8 uger. Tilsvarende gælder for en person, som har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med, men ikke overstiger en erhvervsuddannelse, hvis uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år. Valget af uddannelse skal aftales med jobcenteret. Retten indtræder, efter at personen har afsluttet sin ret og pligt til tilbud eller jobrotation efter § 75 v.

§ 75 q. En person, som ikke har en ungdomsuddannelse, skal læse-, skrive- og regnetestes. Har en test vist, at personen har behov for et læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus, har personen ret til tilbud om et sådant kursus efter § 32, stk. 1, nr. 1, eller regler udstedt i medfør af § 32, stk. 5.

§ 75 r. Under deltagelse i uddannelse eller kurser, nytteindsats og virksomhedspraktik efter dette kapitel modtager personen midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

§ 75 s. Tilbud og jobrotation efter §§ 75 m, 75 p og 75 q kan ikke række ud over det tidspunkt, hvortil personen er berettiget til midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

§ 75 t. Under tilbud efter §§ 75 m, 75 p og 75 q kan personen modtage befordringsgodtgørelse efter kapitel 15 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 1.

§ 75 u. Personen har pligt til at tage imod tilbud og jobrotation i hele ledighedsperioden, jf. § 52 k i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Dette gælder dog ikke, hvis pligten er bortfaldet efter § 75 l.

§ 75 v. Personen har senest efter sammenlagt 4 ugers ledighed ret og pligt til at påbegynde tilbud om nytteindsats eller virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud eller ansættelse som vikar i jobrotation efter § 75 m, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Et kursus efter § 75 q kan træde i stedet for tilbud og jobrotation efter stk. 1.

Stk. 3. Den samlede varighed af tilbud og jobrotation efter stk. 1 og 2 skal være på mindst 13 sammenhængende uger, jf. dog § 75 s, og det gennemsnitlige ugentlige timetal skal være på mindst 20 timer.

§ 75 x. Staten refunderer kommunens udgifter til tilbud og jobrotation efter §§ 75 m-75 q og udgifter til befordringsgodtgørelse efter § 75 t efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 1, i kapitel 23, dog således at udgifterne til tilbud efter §§ 75 p og 75 q ikke omfattes af rådighedsbeløbet i § 118.

§ 75 y. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel, herunder om de nærmere betingelser for tilbud.

Kapitel 13 e

Indsats over for personer, som modtager kontantydelse efter lov om kontantydelse

Indsatsens indhold og varighed

§ 75 z. En person, der er omfattet af § 1 i lov om kontantydelse, kan få en beskæftigelsesrettet indsats efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 a, 4 a, 5, 6, 8, 9, 20 og 24 og regler fastsat i medfør heraf finder, i det omfang de gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, tilsvarende anvendelse for personer, der modtager kontantydelse, medmindre andet er bestemt i dette kapitel.

Stk. 3. Personen skal have tilbud om virksomhedspraktik eller nytteindsats efter kapitel 11 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2. Jobcenteret kan dog efter en konkret vurdering i stedet vælge at give personen tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10, tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 eller ansættelse som vikar i jobrotation efter kapitel 18 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, jf. dog stk. 6-8 og 11, samt § 75 æ.

Stk. 4. Tilbud og ansættelse som vikar i jobrotation kan gives hver for sig eller i kombination og kan alene gives, så længe personen er berettiget til kontantydelse.

Stk. 5. Jobcenteret skal give tilbud eller ansættelse som vikar i jobrotation således, at forløbet kan påbegyndes snarest muligt og senest 4 uger efter personens henvendelse.

Stk. 6. Den samlede varighed af det første forløb med tilbud eller jobrotation skal være på mindst 13 uger i sammenhæng, jf. dog stk. 4. Varigheden af de enkelte tilbud kan være

  1. op til 4 uger for vejledning og opkvalificering,

  2. mellem 4 og 13 uger for virksomhedspraktik,

  3. op til 13 uger for nytteindsats og for ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere og

  4. op til 6 måneder for ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere.

Stk. 7. Den ugentlige varighed af virksomhedspraktik kan være på op til 37 timer og af nytteindsats på op til 20 timer.

Stk. 8. Tilbud om vejledning og opkvalificering kan alene gives, i forbindelse med at en person har en ansættelseskontrakt med en virksomhed, hvor ansættelsen skal påbegyndes inden for 6 uger. Det er tillige en betingelse, at tilbuddet er en forudsætning for personens ansættelse, og at opkvalificeringen ligger ud over den opkvalificering, som arbejdsgiveren forudsættes at give, f.eks. i form af oplæring i arbejdsfunktioner eller arbejdsredskaber, der er særlige for den enkelte arbejdsgiver.

Stk. 9. Efter afslutning af et forløb med tilbud eller jobrotation har personen ret til en ny beskæftigelsesrettet indsats efter stk. 3, såfremt personen anmoder herom. Der er ingen minimumskrav til varigheden af efterfølgende tilbud eller jobrotation.

Stk. 10. Jobcenteret og personen kan inden for den samlede periode, hvor personen er i målgruppen for kontantydelse, aftale et samlet forløb, der omfatter flere tilbud eller jobrotationsvikariater efter stk. 3.

Stk. 11. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel, herunder om de nærmere betingelser for tilbud.

Ydelser m.v.

§ 75 æ. Under tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og nytteindsats efter § 75 z modtager personen kontantydelse efter lov om kontantydelse.

Stk. 2. Under ansættelse med løntilskud hos offentlige arbejdsgivere skal lønnen til personen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ligge på niveau med personens kontantydelse.

Stk. 3. Under tilbuddet kan personen modtage befordringsgodtgørelse m.v. efter §§ 82 og 83 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2.

Fremmøde i jobcenteret og i tilbuddet

§ 75 ø. I perioder, hvor en person modtager kontantydelse, er i tilbud om ansættelse med løntilskud eller i jobrotationsvikariat, skal personen møde op til samtaler, hvis jobcenteret indkalder personen hertil. I perioder, hvor personen deltager i tilbud eller jobrotation, kan samtalerne dog afholdes telefonisk, digitalt eller ved brev.

Stk. 2. Personen er ikke omfattet af pligten til at møde personligt op til samtaler eller pligten til tilbud eller jobrotation efter dette kapitel, hvis personen opfylder betingelserne i § 21 f, stk. 1, nr. 1 eller 2. I så fald finder § 21 f, stk. 2, anvendelse.

Stk. 3. Jobcenteret kan på baggrund af en vurdering efter § 21 f, stk. 3, nr. 1-3, beslutte, at personen fortsat skal være omfattet af pligten til at møde op til samtaler og til at deltage i tilbud eller jobrotation.

Refusion

§ 75 å. Staten refunderer kommunens udgifter til tilbud og jobrotation efter § 75 z og udgifter efter § 75 æ, stk. 3, til befordringsgodtgørelse efter § 82 efter de regler, der gælder for personer omfattet af § 2, nr. 2, i kapitel 23.

Stk. 2. Staten refunderer kommunens udgifter efter § 75 æ, stk. 3, til godtgørelse efter § 83 med 50 pct.

Afsnit V

Tillægsydelser