Aktivloven § 69

§ 69. Det er en betingelse for at modtage ressourceforløbsydelse efter § 68, at personen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at personen aktivt deltager i det individuelt tilrettelagte ressourceforløb.

Stk. 2. Kommunen har pligt til at vurdere, om en person, der modtager ressourceforløbsydelse efter § 68, fortsat opfylder betingelserne herfor, hvis personen

  1. ikke deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden lovgivning, som fremgår af rehabiliteringsplanen,

  2. afslår et tilbud om arbejde, som personen er henvist til,

  3. udebliver fra en samtale i kommunen, hos anden aktør eller fra en rådighedsvurdering i kommunen eller

  4. undlader at give meddelelse til kommunen eller arbejdsgiver om sygdom i tilfælde, hvor personen er givet et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden lovgivning, som fremgår af rehabiliteringsplanen.

Stk. 3. § 13, stk. 7 og 8, finder tilsvarende anvendelse for modtagere af ressourceforløbsydelse.

Stk. 4. En person, der modtager ressourceforløbsydelse, har ret til ferie, i det omfang kontanthjælpsmodtagere har ret til ferie, jf. § 13, stk. 11 og 12. Personen er ikke omfattet af stk. 1 og 2, mens ferien afholdes.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opgørelsen af, hvornår retten til ferie er opnået, herunder hvordan en periode på uddannelses- eller kontanthjælp kan indgå i opgørelsen.

Sanktioner ved manglende deltagelse i ressourceforløbet m.v.

Kilde: Retsinformation.dk