Bekendtgørelse af lov om betalingstjenester og elektroniske penge § 87
§ 87. Finanstilsynet kan som led i sit tilsyn kræve, at virksomheden fremlægger alle de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs bestemmelser.
Stk. 2. Finanstilsynet kan udføre inspektioner på stedet hos virksomheder omfattet af denne lov, hos enhver agent eller filial, der udbyder betalingstjenester under en virksomheds ansvar og er omfattet af denne lov, og hos enhver enhed, som aktiviteterne er outsourcet til.
Stk. 3. § 346, stk. 2-5, i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse for virksomheder omfattet af denne lov.
Stk. 4. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til virksomheder omfattet af denne lov med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.
Stk. 5. § 347 b i lov om finansiel virksomhed finder anvendelse med de fornødne tilpasninger.
Kilde: Retsinformation.dk