Bekendtgørelse af lov om betalingstjenester og elektroniske penge § 6

§ 6. I denne lov forstås ved:

  1. Betalingsinstitut: En juridisk person, der i overensstemmelse med kapitel 2 er meddelt tilladelse til at udbyde og gennemføre betalingstjenester her i landet, i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

  2. Betalingstransaktion: En handling, der iværksættes af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren.

  3. Betalingssystem: Et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede rutiner og fælles regler for behandling, clearing eller afvikling af betalingstransaktioner.

  4. Betaler: En fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk eller juridisk person, der afgiver en betalingsordre.

  5. Betalingsmodtager: En fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de midler, der indgår i en betalingstransaktion.

  6. Bruger: En fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste enten som betaler eller som betalingsmodtager eller begge dele.

  7. Betalingskonto: En konto oprettet i en eller flere brugeres navn med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner.

  8. Midler: Sedler og mønter, indestående på en konto og elektroniske penge.

  9. Betalingsinstrument: Enhver form for personligt instrument eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren og udbyderen af betalingstjenester, og som brugeren benytter til at iværksætte en betalingsordre.

  10. Pengeoverførsel: En betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden udbyder på betalingsmodtagerens vegne, og hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne.

  11. Mikrobetalingsinstrument: Et betalingsinstrument, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører særskilte betalingstransaktioner på højst 30 euro, eller som enten har en beløbsgrænse på 150 euro eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 euro.

  12. Arbejdsdag: En dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens relevante udbyder, der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som påkrævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion.

  13. Fysisk handel: Afvikling af en betalingstransaktion, der forudsætter fysisk tilstedeværelse af betaler og betalingsmodtager.

  14. Varigt medium: Ethvert instrument, der gør det muligt for brugeren af betalingstjenester at lagre information, der er rettet personligt til den pågældende på en måde, der tillader fremtidig søgning i et tidsrum, der er afpasset efter informationsformålet, og som giver mulighed for uændret gengivelse af den lagrede information.

  15. Rammeaftale: En aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige udførelse af særskilte og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingelser for oprettelse af en betalingskonto.

  16. Forbruger: En fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed.

  17. Udbyder: Selskaber som omhandlet i § 2, stk. 1, og juridiske og fysiske personer med begrænset tilladelse, jf. § 38, der udbyder betalingstjenester.

  18. Agent: En fysisk eller juridisk person, som handler på vegne af et betalingsinstitut ved udbuddet af betalingstjenester.

  19. Direkte debitering: En betalingstjeneste med henblik på at debitere en betalers betalingskonto, hvor en betalingstransaktion iværksættes af betalingsmodtageren på grundlag af, at betaleren har meddelt sit samtykke til betalingsmodtageren, til betalingsmodtagerens udbyder eller til betalerens egen udbyder.

  20. E-penge-institut: En juridisk person, der har opnået tilladelse til at udstede elektroniske penge i henhold til § 39 a.

  21. Elektroniske penge: En elektronisk eller magnetisk lagret pengeværdi, der repræsenterer et krav mod udstederen, som udstedes ved modtagelse af betaling med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner, og som accepteres af andre end udstederen af elektroniske penge.

  22. Udsteder af elektroniske penge: Udstedere nævnt i § 2 a.

  23. Indehaver af elektroniske penge: En person, der er ejer af elektroniske penge, og som i kraft heraf har et krav på en udsteder af elektroniske penge.

Kilde: Retsinformation.dk