Bekendtgørelse af lov om betalingstjenester og elektroniske penge § 31
§ 31. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse her i landet, og som ønsker at udbyde betalingstjenester i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, ved etablering af en filial, skal forinden give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af filialens navn og adresse, i hvilket land virksomheden ønskes påbegyndt, navnene på de personer, der er ansvarlige for filialens ledelse, dens organisationsstruktur, og hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde.
Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte meddelelse og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af betalingsinstituttets tilladelse, til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse med anmodning om en udtalelse før registrering af filialen.
Stk. 3. Hvis tilsynsmyndigheden i værtslandet meddeler, at den har rimelig grund til at formode, at den påtænkte filialetablering vil øge risikoen for overtrædelse af værtslandets regler om hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, kan Finanstilsynet afvise at registrere filialen eller annullere registreringen af filialen, hvis registrering allerede har fundet sted. Betalingsinstituttet kan herefter ikke anvende den pågældende filial i forbindelse med udbud af betalingstjenester.
Stk. 4. Betalingsinstituttet skal sikre, at brugerne af betalingstjenester orienteres om, at udbyderen er en filial af betalingsinstituttet.
Kilde: Retsinformation.dk