Barselsloven § 27
§ 27. En lønmodtager har ret til barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark, når den pågældende
-
har været tilknyttet arbejdsmarkedet uafbrudt i de sidste 13 uger før fraværsperiodens begyndelse og i denne periode har været beskæftiget i mindst 120 timer,
-
ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis der ikke havde været ret til dagpenge efter denne lov,
-
ville have været berettiget til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
-
inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed,
-
er elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov, eller
-
er ansat i et fleksjob efter § 70 c i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. I opgørelsen af 13-ugers-perioden i stk. 1, nr. 1, indgår perioder, hvor lønmodtageren har
-
arbejdet som lønmodtager,
-
arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende umiddelbart forud for arbejdet som lønmodtager og med virksomheden har opfyldt beskæftigelseskravet efter § 28,
-
modtaget dagpenge efter lov om sygedagpenge eller dagpenge efter denne lov,
-
modtaget arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet herfor,
-
modtaget midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
-
afholdt ferie med løn eller feriegodtgørelse,
-
modtaget godtgørelse i en opsigelsesperiode fra Lønmodtagernes Garantifond eller
-
været omfattet af en arbejdskonflikt.
Stk. 3. Ved vurderingen af, om beskæftigelseskravet efter stk. 1 er opfyldt, ses der bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der efter lov om social service er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af et handicappet barn i hjemmet eller efter samme lov er ydet vederlag ved pasning af døende eller efter denne lovs § 26 er ydet dagpenge til forældre med alvorligt syge børn.
Kilde: Retsinformation.dk