← Barselsloven

§ Barselsloven · kapitel 23 af 28

Kapitel 9 – Barselsdagpengenes størrelse

LBK nr 571 af 29/04/2015

§ 35. Barselsdagpenge til lønmodtagere efter § 33 kan ikke udgøre mere end 3.332 kr. om ugen og ikke mere pr. time end dette beløb divideret med den normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid.

Stk. 2. Medmindre andet er oplyst, udbetales barselsdagpenge til lønmodtagere efter en 5-dages-uge med lige store andele pr. dag.

§ 36. Barselsdagpenge til et ledigt medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse udgør samme beløb, som personen kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse, hvis den pågældende ikke havde modtaget dagpenge efter denne lov, jf. dog stk. 2

Stk. 2. Barselsdagpenge til et ledigt medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse, der deltager i tilbud efter § 33 a i lov om aktiv beskæftigelsesindsats, udgør samme beløb, som personen kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den pågældende ikke deltog i tilbuddet.

§ 37. Barselsdagpenge til selvstændige erhvervsdrivende kan pr. uge ikke udgøre mere end det beløb, der er nævnt i § 35, stk. 1. Er der tegnet en frivillig sikring efter reglerne i kapitel 16 i lov om sygedagpenge, udgør barselsdagpengene mindst 2/3 af det beløb, der er nævnt i § 35, stk. 1.

Stk. 2. Til selvstændige erhvervsdrivende udbetales barselsdagpenge efter en 5-dages-uge fra mandag til fredag med lige store andele pr. dag.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om udbetaling af barselsdagpenge for uger, hvori arbejdet er genoptaget delvis.

Regulering af barselsdagpengebeløb

§ 38. Det dagpengebeløb, der er nævnt i § 35, stk. 1, reguleres én gang om året pr. den første mandag i januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent og efter § 38 a. Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med fem. Det afrundede beløb danner grundlag for det kommende års satsregulering.

§ 38 a. Ved den i § 38 nævnte årlige regulering anvendes satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår med fradrag af en procentsats, jf. stk. 2.

Stk. 2. For finansåret 2016 udgør procentsatsen 0,3. For finansåret 2017 udgør procentsatsen 0,4. For finansårene 2018-2023 udgør procentsatsen 0,75.