← Barselsloven

§ Barselsloven · kapitel 21 af 28

Kapitel 7 – Den dagpengeberettigedes ansøgning om barselsdagpenge

LBK nr 571 af 29/04/2015

§ 30. Ved anmodning om barselsdagpenge efter § 20 i forbindelse med fravær før 4 uger før forventet fødsel, jf. § 6, stk. 2, skal fraværet anmeldes og dokumenteres. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler herom.

Stk. 2. Anmodning om barselsdagpenge efter §§ 20-23 skal for andre end et ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter fødslen eller barnets modtagelse. Påbegyndes en fraværsperiode på et senere tidspunkt, skal anmodning om barselsdagpenge indgives senest 8 uger efter 1. fraværsdag i denne periode.

Stk. 3. Har arbejdsgiveren udbetalt løn under fraværet, skal lønmodtagerens anmodning om barselsdagpenge efter ophør af lønudbetalingen indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter, at udbetaling af løn fra arbejdsgiveren er ophørt.

Stk. 4. Et ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse, der ønsker at ansøge om barselsdagpenge efter §§ 20 eller 21, skal senest 8 uger efter fødslen eller barnets modtagelse anmelde fraværet til arbejdsløshedskassen.

Stk. 5. Senest 1 uge efter modtagelsen af en anmeldelse efter stk. 4 skal arbejdsløshedskassen anmelde fraværet via Nemrefusion til Udbetaling Danmark, der herefter udsender et underretningsbrev til det ledige medlem med de modtagne oplysninger.

Stk. 6. Det ledige medlem skal senest 8 uger efter at have modtaget underretningsbrevet efter stk. 5 anmode Udbetaling Danmark om barselsdagpenge.

Stk. 7. Er anmodningen indgivet efter fristerne i stk. 2, 3 eller 6, eller er anmeldelsen sket efter fristen i stk. 4, bortfalder retten til barselsdagpenge for den periode, der ligger før anmodningen eller anmeldelsen.

Stk. 8. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, på hvilken måde anmodninger efter stk. 2, 3 og 6 skal indgives, og om dispensation fra fristen i stk. 2, hvis de fastsatte regler kan føre til overskridelse af denne frist.

§ 31. Anmodning om dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn efter § 26 skal indgives til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter første fraværsdag. Indgives anmodningen efter denne frist, bortfalder retten til barselsdagpenge for den periode, der ligger før anmodningen.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, på hvilken måde ansøgning efter stk. 1 skal indgives, og om dispensation fra fristen i stk. 1, hvis de fastsatte regler kan føre til en overskridelse af denne frist.