Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 361

§ 361. Følgende virksomheder betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet:

  1. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring betaler 510.000 kr.

  2. ATP-fonden (tillægspension, midlertidig pensionsopsparing og særlig pensionsopsparing) betaler 1.180.000 kr.

  3. Operatører af regulerede markeder og alternative markedspladser betaler et grundbeløb på 12.000 kr. pr. selskab, hvis værdipapirer er optaget til handel ultimo det foregående år.

  4. Garantifonden for Indskydere og Investorer betaler 95.000 kr.

  5. Hver finansiel holdingvirksomhed og forsikringsholdingvirksomhed betaler 5.000 kr.

  6. Hver udsteder af collateralized mortgage obligations og lignende virksomheder betaler 10.000 kr. pr. serie.

  7. Lønmodtagernes Dyrtidsfond betaler 670.000 kr.

  8. VP Securities A/S betaler 1.840.000 kr.

  9. Garantifonden for skadesforsikringsselskaber betaler 50.000 kr.

  10. Finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, og hvis markedsværdi af de handlede værdipapirer er på 1 mia. kr. eller derover ved udgangen af året, betaler 40.000 kr. Hvis markedsværdien af de handlede værdipapirer er på 250 mio. kr. og derover, men under 1 mia. kr., ved udgangen af året, betales 20.000 kr., og hvis markedsværdien af de handlede værdipapirer er på under 250 mio. kr. ved udgangen af året, betales 10.000 kr. Afdelinger af danske UCITS og specialforeninger, som har udstedt værdipapirer, der er optaget til handel på et reguleret marked, betaler 5.000 kr.

  11. Genforsikringsmæglerselskaber betaler 15.000 kr.

  12. Fysiske eller juridiske personer, som anmoder om Finanstilsynets godkendelse af et prospekt i henhold til kapitel 6 i lov om værdipapirhandel m.v., betaler 25.000 kr. i afgift pr. anmodning.

  13. Fysiske eller juridiske personer, som anmoder om optagelse i et register for kvalificerede investorer, jf. § 23, stk. 8, i lov om værdipapirhandel m.v., betaler 1.000 kr. pr. anmodning.

  14. Virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 12, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme betaler 2.000 kr.

  15. Udstedere, som er forpligtet til at sende oplysninger til Finanstilsynet efter § 27 a, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v., betaler 6.800 kr.

  16. Udstedere, som anmoder om Finanstilsynets officielle notering af aktier, aktiecertifikater eller obligationer, betaler 12.400 kr. i afgift pr. anmodning. De pågældende udstedere betaler herefter 1.650 kr. årligt, så længe værdipapiret er officielt noteret.

  17. Hver operatør af et reguleret marked, der har tilladelse til at drive multilaterale handelsfaciliteter, betaler 12.400 kr.

  18. Investeringsrådgivere betaler 8.250 kr.

  19. Organisationer med et almennyttigt formål, som anmoder om optagelse i et register for almennyttige organisationer, som kan modtage pengeoverførsler på op til 150 euro uden oplysningskrav i forbindelse med pengeoverførsler, jf. lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme § 16, stk. 4, betaler 750 kr. pr. anmodning.

  20. Værdipapirhandlere, som er forpligtet til at indberette transaktioner med værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked til Finanstilsynet efter § 33, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v., betaler

a) 1.650 kr. for op til 10.000 transaktioner,

b) 8.250 kr. for mellem 10.000 og 100.000 transaktioner,

c) 53.750 kr. for mellem 100.000 og 1 million transaktioner og

d) 227.500 kr. for over 1 million transaktioner.

  1. Betalingsinstitutter, jf. lov om betalingstjenester og elektroniske penge, betaler 40.900 kr.

  2. Virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov om betalingstjenester og elektroniske penge, betaler 4.100 kr.

  3. Pantebrevsselskaber omfattet af lov om pantebrevsselskaber betaler 10.000 kr.

  4. E-pengeinstitutter, jf. lov om betalingstjenester og elektroniske penge, betaler 60.000 kr.

  5. Virksomheder med begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge, jf. lov om betalingstjenester og elektroniske penge, betaler 6.000 kr.

  6. Udenlandske investeringsinstitutter omfattet af § 27 i lov om investeringsforeninger m.v. betaler 8.000 kr.

  7. For hver meddelelse, anmeldelse eller ansøgning om grænseoverskridende markedsføring af andele i investeringsinstitutter, jf. §§ 27 og 28 i lov om investeringsforeninger m.v., betaler 2.500 kr.

  8. En fælles datacentral betaler 53.000 kr. Såfremt en fælles datacentral i et regnskabsår gennemsnitligt har færre end 25 fuldtidsansatte, betaler den fælles datacentral 1.000 kr.

  9. Centrale modparter med tilladelse, jf. artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 (EMIR-forordningen), jf. § 83, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., betaler 387.250 kr.

  10. Udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde fra et tredjeland, som Danmark er referenceland for, der er meddelt tilladelse til at forvalte danske alternative investeringsfonde, betaler 20.000 kr.

  11. Udenlandske forvaltere af alternative investeringsfonde, som er meddelt tilladelse til at markedsføre en udenlandsk alternativ investeringsfond i Danmark, betaler 2.000 kr. pr. alternativ investeringsfond plus 2.000 kr. pr. afdeling i fonden.

  12. Virksomheder, der yder rådgivning om finansielle produkter til forbrugere, jf. lov om finansielle rådgivere, betaler 12.000 kr.

  13. CO2-kvotebydere betaler 8.250 kr.

  14. Udenlandske forvaltere af europæiske sociale iværksætterfonde eller udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde, som er meddelt tilladelse til at markedsføre europæiske sociale iværksætterfonde eller europæiske kvalificerede venturekapitalfonde i Danmark, betaler 2.000 kr. pr. sådan fond plus 2.000 kr. pr. afdeling i fonden.

  15. Godkendte udenlandske clearingcentraler, jf. § 8 a i lov om værdipapirhandel m.v., betaler 68.150 kr.

Stk. 2. Grundbeløb, jf. stk. 1, er angivet i 2004-niveau og reguleres årligt svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.

Kilde: Retsinformation.dk